Det har ikke meget med diskussionen her at gøre, og dog: hvis du mangler læsestof, kan jeg anbefale dig "Når løget skrælles" af Günter Grass. Godt nok en biografi, men en særlig en af slagsen, hvor historien vi kender fra historiebøgerne får et personligt præg, og hvor et menneskes selvforståelse udvikler sig i en tillidsvækkende ramme til gavn og stor glæde for læser.
Her kan man tale om et verdensbillede der brast, om hvordan en stor dreng voksede op og langsomt lærte en verden i mennesket at kende. Det er her dog'et kommer ind, her "verden i mennesket" forskellig fra verden udenfor mennesket, fremkommer som distinktion. Det er læsning når det er allerbedst, men hva' kan man forvente, fra en af de bedste forfattere? ;)

At løget ikke har nogen kerne, er ikke en mangel, men et fortrin. Det ene lag er ikke mere 'ægte' end det andet, det syvende ikke mere end det sjette. Det er der alt sammen, "livet er snart sådan, snart sådan", som den gamle Fonty siger i En længere historie. Det lægges alt sammen frem, det kan ses som insektet i ravklumpen, der dog til sidst forbliver lige så utilgængeligt som løgets kerne. Deri ligger fascinationen - ikke kun bogens, men til syvende og sidst også livets.

Du er da forskellig fra noget i verden du taler om, et eksempel på et begribeligt skel ku være, at du ka blive forliebt i selve forelskelsen, ja idéen om noget forskellig fra selve det eksisterende fænomen. Der findes m.a.o. et forklarligt skel mellem idéer vi gør os og selve eksistensen idéen refererer til.

Det er jo vigtigt at et syn på livet har forankring i den verden livet udtrykker sig i, at der ikke bare er tale om et verdensfjernt syn på livet, fordi livssynet dermed fremtræder som en akkumuleret livserfaring, hvorfor livssynet bliver historien om sandsynlige hændelser i indbyrdes forhold.