|
4
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen, ABC
,(1 usynlig),
213
gæster og
164
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hej Simon.
Når du skriver:
Jeg kan slet ikke se det er verden du forholder dig til, mere synes du at afvise at forholde dig til den, med fokus på et følelsesforhold til idéer om den. 
Så glider vi jo ind på områder, som ontologi og relativisme (Wikipedia her en kortere beskrivelse), som jo ikke er så helt ligetil at have med at gøre - men jeg kan da sige, at jeg bestemt forholder mg til verden, som jeg oplever den - forsynet med den almindeligt tilgængelige viden - og andre muligheder har jeg vel ikke? - er der nogen, der har det?
Angående ikke-væren blev det første gang for alvor klart for mig for ca. 30 år siden.
Jeg havde stoppet rygning (Det gør jeg aldrig mere - og jeg begynder heller aldrig igen) men det medføre en ulidelig hoste, hvorfor lægen fik mine lunger røntgenfotograferet. De var OK, men hosten fortsatte, og jeg blev røntgenundersøgt igen.
Mens jeg sad og ventede på "dommen" - efterhånden ret overbevist om, at mine lunger var fulde af kræftknuder, og at jeg kun havde kort tid tlbage at leve i - begynde jeg at tænke på, hvad jeg skulle bruge den sidste tid til, og hvordan det ville være at miste sine sanser, sine øjne, sine fingre osv. at miste sig selv, at miste verden, at verden ikke længere eksisterede (for mig), at "mig" heller ikke længere eksisterede. Kort sagt, jeg blev klar over, at jeg helt ufatteligt var tæt på at miste ALT - også mig selv.
Så fik jeg dommen: Jeg skulle bare vænne mig til ikke længere at have tjære i bronkierne.
I det øjeblik oplevede jeg modsætningen til den totale forsvinden - vidunderet - verden er fortsat - og jeg med 
Måske man kun kan fatte det, hvis man selv har prøvet det.
Det er jo nok ikke noget, man kan tænke sig til
Måske jeg lige skulle tilføje:
- mit livssyn ta'r udgangspunkt i verden, som den fremtræder for os alle, ikke som idé, men som oplevelse
- det føder i mig taknemmelighed og en altomfattende kærlighed (ikke til nogen Gud, men til tilværelsens vidunder)
- at skrive om det hjælper mig til afklaring og inspiration
- at erfare, hvordan andre oplever tilværelsen, interesserer mig - og det inspirerer mig af og til (Bl.a. overraskede det mig, at du ikke synes at have et verdensbillede)
- at missionere egne meninger på bekostning af andres finder jeg både urimeligt og arrogant.
Jeg ser, du efterlyser, at jeg "forklarer skellet mellem idéen om og verden i sig selv" samt at jeg "med sikkerhed definerer min kærlighed til livet".
Mon ikke du inderst inde er klar over, at sådanne krav er umulige for enhver at opfylde - og vel også urimelige
(Mit liv er jo ikke en doktordisputats)
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
