En litterær påvirkning kan muligvis være kommet til de provencalske trubadurer fra den arabiske verden via den kærlighedslyrik, som blev skrevet af arabiske poeter i Andalusien, blandt dem Ibn-Arabi fra Murcia (1165-1240). De var under indflydelse af den sufiske sekt i Irak, der klædte deres forestillinger om Guds kærlighed i så profane klæder, at flere af dem blev henrettet som kættere.
Hvis denne muslimske indflydelse på europæisk kærlighedsideologi er rigtigt diagnosticeret, så trækker den også dermed grænsen mod øst. For hinduer og buddhister såvel som for de gamle kinesiske og japanske religioner tilhører forholdet mellem kønnene enten naturen eller det praktiske samfundslivs område, ikke den højere religionsfilosofi. Det er kristendommens og platonismens forenede arvtagere, der opfører de uhyre overbygninger ved navn kærlighed.

"Kærligheden er tålmodig, kærligheden er mild, den misunder ikke, kærligheden praler ikke, bilder sig ikke noget ind. Den gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, hidser sig ikke op, bærer ikke nag. Den finder ikke sin glæde i uretten, men glæder sig ved sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden hører aldrig op. Profetiske gaver, de skal forgå; tungetale, den skal forstumme; og kundskab, den skal forgå. For vi erkender stykkevis, og vi profeterer stykkevis, men når det fuldkomne kommer, skal det stykkevise forgå. (...) Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud. Så bliver da tro, håb og kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden" (1.Kor. 13,4-13).

"Gud er kærlighed" (1.Joh. 4,8)

Sokrates — der aldrig hos Platon siger sandheder i eget navn, og som derfor nu, da han skal have sagt én, må gemmes bag en kvinde ved navn Diotima, som han refererer — udnævner eros til at være en dæmon, dvs. en "formidler mellem gud og mennesker". Eros er navnet for menneskets stræben mod den guddommelige idéernes verden. Eros er kærlighed til skønhed og godhed.

Forestillingen om kærlighed har i vores europæiske kultur to hovedkilder, nemlig i denne kulturs to mest grundlæggende formgivere: kristendommen og platonismen. Og en ting har de to forskellige kilder fælles: At der findes en kærlighed, som er meget større og rigtigere end den kærlighed, et sølle menneske kan nære. I kristendommen hedder den kærlighed agape, i platonismen hedder den eros. Den kristne kultur har betonet forskellen mellem de to, men ligheden er nok så vigtig at bemærke. Tilsammen indskriver de et felt, som europæiske menneskers bevidsthed har taget farve af gennem et par årtusinder.

Kærlighed, er navn for tusinde følelser, der spænder fra en mere overfladisk og kortvarig sympati til den dybeste og varigste opfyldelse, et menneske kan opleve. Kærlighed kan give mennesker følelsen af, at de lever, og kærlighed kan få mennesker til at gå i døden. Kærlighed kan knytte et menneske til et andet: Det gælder i forholdet mellem børn og forældre (se tilknytning) og i ægteskabelig og/eller erotisk kærlighed. Og kærlighed kan knytte et menneske til en usynlig forestilling som i kærlighed til Gud, fædrelandet, sandheden eller partiet. Kærlighed er på en gang den enkleste og den mest komplicerede af menneskelige indstillinger, som griber ind i hele det øvrige bevidsthedsliv.

Kærlighed er ubeskrivelig — og dog poesiens mest beskrevne emne. Selv filosoffer og godtfolk må gribe til billedsprog for at udtrykke sig om kærligheden. Kærlighed er, skriver redaktøren af Ordbog over det danske Sprog, en "varm, inderlig følelse over for et andet væsen", og demonstrerer dermed, at han må gribe til både temperatur (varm over for kold) og rum (inderlig over for yderlig eller overfladisk) for at bestemme kærligheden. Ligesom Jesus måtte bruge lignelser og Platon dialoger for at få deres publikum til at fatte, hvad de forstod ved kærlighed.

Mennesket er også af natur et socialt væsen. Det knytter bånd til andre mennesker, både praktiske og følelsesmæssige, men på forskellig måde i forskellige kulturer. Desuden ser det ud, som om mennesker nærer om ikke af naturen så i visse kulturer en særlig dragning mod det uopnåelige, som har vist sig at få en særlig betydning for disse kulturers kærlighedsideal. Og endelig ejer mennesket en evne — særdeles forskellig fra kultur til kultur og fra individ til individ — til at rette sin følelsesmæssige energi mod idéer eller forestillinger. Stor lykke og harmoni kan de mennesker opleve, for hvem alle fire tilbøjeligheder — seksualitet, venskab, passion og tro — forenes i samme genstand. Stor smerte og splittelse kan ramme de mennesker, som har forskellige genstande for de fire forskellige slags tilbøjeligheder. Især hvis de lever i en kultur, der foreskriver, at sammensmeltningen er det korrekte. En af de største vanskeligheder ved at indkredse kærligheden er, at den på en gang indefra opleves som det mest autentiske, naturgivne, et menneske kan komme ud for, og dog udefra kan ses at være formet af kulturen og historien ind i de mindste detaljer.