|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
”Den sidste sætning i Arnes citat; "dét, videnskaben nok aldrig vil kunne opklare", står helt for Arnes egen regning, for hverken Steen eller hans kolleger mener, at de nuværende grænser for videnskabelig indsigt er permanente begrænsninger for menneskelig viden.”
- Hvis man lægger nøje mærke til hvad det faktisk ér Arne siger, så handler det udelukkende om at bevare håbet om at der må være noget sandt i religioners udsigelser om livet, verden, mennesket osv. … og at dette så bare engang vil blive bekræftet af andre videnskaber.
Det er netop sådan kreationister forsøger at forklare deres guddommelige overtro, som om der var tale om ukendt viden: de putter blot deres gudebasse ind i forskellige forklaringshuller her og dér, og tiltror derfor ikke alene deres gud verifikation som noget med evne til eksistens, men tillige at have tilført senere tiders videnskaber en række forklaringer man ikke for nuværende havde kendskab til. M.a.o. er det altså blot de samme gamle dogmer Arne sidder her og fylder på fremtidens videnskaber (og debatten), hvilket udelukkende skyldes at det ikke er lykkedes kreationister at fylde dem på videnskaber i nutiden.
Man er så at sige lidt utilfreds i kreationistiske kredse, og man synes jo nok at være et levende bevis på den lyksalighed der har ramt én, ved netop at være den glade troende – ja man mener tillige at ku’ føre bevis for at troende er ualmindelig gladere end ikke-troende, ja for ikke at tale om ateisten, fyd’ i føj da også! Så du ka’ nok forstå, Ole, at Arne mener sig at være en rigtig lille heldiggris, og velsagtens er det så dette ”lebensraum” han åhh så gerne ser at fremtidens mennesker udfolder deres livsforståelse i.
Naturligvis ka’ hverken du eller jeg ”omvende” Arne, men det er bestemt heller ikke hensigten med debatten her, der derimod er, at vise – ved hjælp af Arnes egne ord – hvordan religiøs overtro faktisk virker på individet og hvorledes overtro alene ved hjælp af kulturelle replikationer så har overlevet nogle tusind år. Nogle tusind år er dog en dråbe i havet, javel ja, men indenfor kulturer hvor disse fejlforklaringer af menneskets natur virker, dér ka’ Arnes livsglæde rigtig udfolde sig og udvirke sig til de mest fantastiske idéer i menneskene selv, hvor mennesker skaber de utroligste selvbilleder. Vi ser faktisk i nutiden adskillige eksempler på, hvordan mennesker mellem Irak og Syrien netop slår ned for fode med deres gudetro i favnen, og dette cirkus har civilisationen altså måtte finde sig i, i netop nogle tusinde år. Nu kan det jo være svært at vide, om der er stor forskel på Arnes og deres gud, for guder er jo så vidt forskellige, alt afhængig af selve kulturen de opfindes i. Men et er dog sikkert, for Arnes glæde synes ikke rigtigt at nå mennesker der hylles ind i dette glade vanvid dér mellem Irak og Syrien. Så måske var det alligevel en rigtig god idé hvis Arne genovervejede sine glade budskaber? Jaja, den skal han nok lige tygge på, men det var da en mulighed – for naturligvis må mennesket selv overveje sin stilling til livet, det ka’ hverken viden eller tro forandre noget ved.
mvh
Simon
|
|
|
|
