|
0
registrerede
213
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Hej Ole…
”Nu er jeg så spændt på, Simon, om Arne vil læse dit indlæg "med interesse", eller om det blot er det sædvanlige mundsvejr for at stikke andre debattører blår i øjnene.”
- Han har bind for øjnene Ole, og bruger jo debatten nøjagtig som Somo, og kører derfor bare ret ud af tangenten uden nogen som helst refleksioner over selve værdien af sine idéer og anskuelser. Men det ku’ måske for andre end ham være værd at sammenholde den egentlige (marxistiske) kritik med de værdier Arne o.a. kristne fremmer her på debatten.
Deres kristne udgangspunkt for samfundsanalyse er jo ret beset et temmelig fjollet skue, ikke mindst fordi samfundsøkonomiens påvirkning af et folks levefod er så altafgørende for dette folks overlevelsesevne, og dermed også for troendes mulighed for at drive med overnaturlig tro i samfundet. Derfor vil det naturligvis være i deres egeninteresse at samfundet omkring dem fungerer optimalt, hvilket det jo ikke gør med overnaturlig tro som det væsentligste redskab i værktøjskassen. Ergo må de nødvendigvis indse, at deres overtro er underordnet langt væsentligere grundlag for leveforholdet, også selv om de åh så gerne vil snakke om deres tro og gerne sætter den op på ryggen af videnskaber. Deres tro er enkelt set ligegyldig set i forhold til forhold der driver både samfund, kulturer og mennesket rundt i manegen, og det er disse samfundsgrundlag vi må forholde os alvorligt til og indrette må en sådan måde, at fremtidens mennesker jo ikke bare gentager vores egne samt vore aners fejlanskuelser.
Og det er så her videnskaberne er det virksomme værktøj, fordi en omhyggelig og differentieret skelnen mellem årsag/virkning (selektiviteten) bliver relevant for udvikling af bedre arbejdsmetoder og i sidste ende ideologier, i modsætning til fx religiøse troendes fastholdelse af en verdens- og menneskeanskuelse, der ikke mindst p.a. deres ritualiseringer og traditionsdannelse ikke motiverer dem til at flytte sig i tænkningen. Og det er dét vi ser et eksempel på hos Arne osv. Man ku’ også sige, at de ikke har overblikket til at udvikle sig udover det selv at være troens redskab. Det er denne selvtænkning der er så vigtig at få fokus på, for tænkningen indarbejder en melankoli der skærer dybt i selvanskuelsen og dermed i personligheden.
Det morsomme men egentlig skandaløse er vel, at samtlige politikere i vores tid rent ideologisk bevæger sig tilbage mod en statslig centralisering der faktisk udfordrer demokratiets grundidealer, fordi beslutningsprocesser i praksis lukkes inde og befolkningen ude. Paradokset er, politikere ingen tillid har til informationssamfundet og derfor heller ikke til vælgernes realitetssans, og derfor lukker sig om sig selv, men reelt fjerner de sig fra en befolknings interesser de skal varetage. Det var samme udvikling vi så i socialismen (med DDR som et afskyeligt eksempel), ja tilbage i antikkens krise med republikanerne vs. diktaturet, og vi må derfor se på vores egen iver efter at skabe unikke samfund i vores egen levetid, altså se bestræbelserne i et større forhold, hvor vores erfaringer selvfølgelig kan komme fremtidens mennesker til nytte. Men grundlæggende ka’ jeg slet ikke se hoved og hale i Arnes tænkning, og har efterhånden mere tillid til at der hverken er hoved og hale, og derfor bare en missionsstrategi ;)
Nyder du sensommeren Ole? Det er bare med at få de sidste stråler med/på sig, for derefter at nyde efterårets smukke farver og den omskiftelighed, som jeg egentlig elsker mere end andre årstider. Jeg tror tråden her er død, de gentager som altid bare sig selv Ole ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
