|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
187
gæster og
212
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Angst – Tro – Håb – Kærlighed
|
Arne skriver flg.: ”Siden det nu ser ud til at være slået fast, at vore to rationalistiske debattører ikke finder nogen mening i at beskæftige sig med noget, der ikke er rationelt, og siden der er ytringsfrihed her på Trosfrihed.dk, kunne de af os, der også er åbne for det irrationelle, vel fortsat beskæftige os hermed – og fortælle om hver vore opfattelser.”.
- Gennem tiden har vi jo set mange både direkte og indirekte henvisninger til Marx/Engels, først og fremmest fra vore sentimentale kristen-socialistiske kamphaner her på debatten, når de ønskede at anskueliggøre et tankenødvendigt forhold mellem deres næstekærlighedsprincip og socialistiske doktriner med særlig Marx i hovedrollen – ja denne klassiker er sågar flettet ind i hønsemands forestillinger om egentlig psykoanalyse – men aldrig egentlige referater fra selve meningsindholdet i fx det kommunistiske manifest, som måske så ku’ klarlægge forholdet mellem hvad de taler om og hvad Marx/Engels i grunden mente med det de talte om, når det kommer til historisk og økonomisk samfunds og menneskeanskuelse på den tid. Og man vil nok erkende for sig selv, hvordan Marx/Engels i både nøgternhed og korrekte analyser af menneske- såvel som samfundsudvikling, både hæver og fjerner sig fra den sentimentalitet der kendetegner vore kristen-socialisters livsanskuelse her på debatten. At de fremfor at rådføre sig med hvad klassikere rent faktisk mente med det de skrev om deres samtid og dens fremtidsudsigter, i stedet misbruger disse klassikere ved at tilføre dem deres egne meninger, og så at sige forsøger at ride på ryggen af historiske personligheder med mere ben i næsen end de har ben på jorden, i forsøget på at autorisere meninger de ikke kan argumentere for nødvendigheden og værdien af.
Jeg skal lige sige, at jeg så udmærket forstår ubehaget i den realitet at udvikling af nye værdier indebærer en afvikling af ældre værdier, hvorfor også værdisyn jeg tilgodeser, vil afvikles til fordel for værdisyn andre tilgodeser, og hver især vil sluttelig afvikles for stedse, nøjagtig som naturens gang omkring os alle. Og at jeg fuldt ud forstår Arnes livsglæde, men som en fastholdelse af en sammenhørighed med værdisyn, der naturligvis har det svært i en omskiftelig tid, og at det jo kan være svært at følge med tiden, hvis det da overhovedet har nogen værdi for os at kunne. Og vi ser jo også netop, hvordan ældre mennesker i samfundet isoleres til blot en økonomisk samfundsbyrde hos alle yngre politiker i nu tiden, der jo netop – som Marx/Engels beskriver – udbyttes og devalueres i favorisering af yngre økonomiske arbejdskræfter, og egentlig bare efterlades til at dø og gerne med egenkapitalen. Den slags nøgterne betragtninger ville jo aldrig give nogen politiker i nogen som helst samtid personlige stemmer, ligesom intet raskt og velfungerende menneske ville bekymre sig om at indrette sit liv efter sin egen forgængelighed, som om sygdom til døden stod lige for døren, hvorfor vi i bund og grund alle tilgodeser det at blive lullet ind i illusioner om faste holdepunkter for livet, for ikke at tale om punkter i et partiprogram eller politikeres personlige mærkesager, der så skal sikre og fastholde holdepunkter med betydning for vores liv. Men dybest set ved vi godt hvad klokken er slået rent politisk, når det ligefrem er blevet god økonomisk etik at samfundets yngre kræfter også fiser uanstændigt forbi de ældre syge borgere og napper de bedste sengepladser på hospitalet, fordi der er større omsætningsværdi i yngre kapital. Vi er blevet værdsat på kroner og ører, alle og enhver, og det er den yderste konsekvens af nedenstående udvikling, som det nok kræver andet og mere end lidt affektion for kristen næstekærlighed, at få sat en stopper for.
Og det var selvfølgelig derhen diskussioner burde rettes imod (også her) på debatten, i stedet for al den tågesnak om meningsfyldte universer med kærlige men fraværende himmelnisseautoriteter, der ingen realitet har iboende, men hvor i stedet spørgsmål til retningen realpolitik skal føre os, ville være af større værdi.
Men altså, her lidt Marx til særlig de kærlige troende, der jo så ka’ forsøge at forene det indre psykodrama med ordlyden, eller måske – deres gud det forbyde – måske oven i købet har egne meninger om fremtiden med lidt relevans at byde på, bon appetit:
Karl Marx/Friedrich Engels – af Det kommunistiske manifest (1848) ns.3.3.
Bourgeoisiet har spillet en højst revolutionær rolle i historien.
Bourgeoisiet har, hvor det kommer til magten, ødelagt alle feudale, patriarkalske, idylliske forhold. Det har ubarmhjertigt sønderrevet de brogede bånd, der i feudaltiden knyttede mennesket til dets naturlige foresatte, og har ikke ladet andet bånd tilbage i menneskenes forhold til hinanden end den nøgne interesse, den følelsesløse ,,kontante betaling”. Det fromme sværmeris, den ridderlige begejstrings, det spidsborgerlige føleris hellige stemning har det druknet i den egoistiske beregnings iskolde vand. Det har opløst den personlige værdighed i bytteværdi, og i stedet for de utallige tilsikrede og velerhvervede friheder har det sat den samvittighedsløse handlefrihed som den eneste. Det har, kort sagt, i stedet for den udbytning, der tilsløres af religiøse og politiske illusioner, sat den åbne, skamløse, direkte, beregnende udbytning.
Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig ærefrygt. Det har forvandlet lægen, juristen, præsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lønarbejdere.
Bourgeoisiet har revet det rørende sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold.
Bourgeoisiet har afsløret, hvordan den brutale kraftudøvelse, som reaktionen i så høj grad beundrer i middelalderen, i virkeligheden var forbundet med det mest slappe driveri. Først bourgeoisiet har bevist, hvad menneskeligt arbejde kan frembringe. Det har skabt ganske anderledes underværker end ægyptiske pyramider, romerske vandledninger og gotiske domkirker, det har gennemført ganske anderledes tog end folkevandringer og korstog.
Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladelig at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil igen sige samtlige sociale forhold. For alle tidligere industrielle klasser var det derimod den første eksistensbetingelse at beholde den gamle produktionsmåde uforandret. De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder fremfor alle andre. Alle faste, indgroede forhold med tilhørende ærværdige forestillinger og meninger blev opløst, og de nye, der dannes, bliver forældede, inden de kan nå at stivne. Alt fast og solidt fordufter, alt helligt bliver klædt af, og menneskene bliver endelig tvunget til at se nøgternt på deres egen stilling i tilværelsen, på deres indbyrdes forhold.
Nødvendigheden af at skaffe øget afsætning af produkterne jager bourgeoisiet udover hele jordkloden. Det tvinges til at skaffe sig indpas overalt, at slå ned overalt, at knytte forbindelser overalt.
Bourgeoisiet har ved at knytte verdensmarkedet gjort produktionen og forbruget i alle lande kosmopolitisk. Til de reaktionæres store sorg har det slået den nationale grund bort under fødderne på industrien. De ældgamle nationale industrier er blevet tilintetgjort, og tilintetgørelsen fortsættes dag for dag. De bliver fortrængt af nye industrier, som det bliver et livsspørgsmål for alle civiliserede nationer at indføre, af industrier, der ikke mere forarbejder indenlandske råstoffer, men råstoffer fra de fjerneste egne, industrier, hvis fabrikater forbruges ikke alene i landet selv, men i alle verdensdele. I stedet for de gamle behov, der kunne tilfredsstilles af landets frembringelser, kommer der nye, som kræver produkter fra de fjerneste lande og himmelstrøg for at blive tilfredsstillet. I stedet for som tidligere at isolere sig og være sig selv nok, træder de forskellige områder og nationer ind i et alsidigt samkvem med hinanden. Og som det går med den materielle produktion, sådan går det også med den åndelige. De enkelte nationers åndelige frembringelser bliver fælleseje. Den nationale ensidighed og begrænsning bliver mere og mere umulig, og af de mange nationale og lokale litteraturer opstår der en verdenslitteratur.
…
Kræves der særlig dyb indsigt for at forstå, at når menneskenes livsvilkår, deres indbyrdes sociale forhold, deres tilværelse ændrer sig, så sker der også ændringer i deres forestillinger, anskuelser og begreber, kort sagt i deres bevidsthed?
Hvad andet beviser ideernes historie, end at den åndelige produktion skifter med den materielle produktion? En tids herskende ideer har altid kun været den herskende klasses ideer.
Man taler om ideer, som revolutionerer et helt samfund; men det er kun udtryk for den kendsgerning, at der indenfor det gamle samfund har udviklet sig elementer til et nyt, at opløsningen af de gamle ideer holder trit ,ed opløsningen af de gamle livsvilkår.
Da den gamle verden var ved at gå under, blev de gamle religioner besejret af den kristne religion. Da kristendommens ideer i det 18. århundrede bukkede under for oplysningsideerne, kæmpede det feudale samfund sin dødskamp med bourgeoisiet, der dengang var revolutionært. ideerne om frihed til at tænke og tro, som man vil, er kun et udtryk for den fri konkurrences herredømme på det åndelige område.
--
mvh
Simon
|
|
|
|
