|
0
registrerede
100
gæster og
23
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Fornuft og følelser
|
"Hvem er jeg?"
- Hvem spør'? ;)
"Hvad skal være meningen med mit liv?".
- Et godt spørgsmål ku' hertil være: Hvilke behov har jeg for at netop mit liv skal give mening?
Altså et tankearbejde ethvert menneske må udarbejde, for hvis det blot overtager andre menneskers meninger, vil disse jo ikke være beskrivende for ens eget ståsted i livet.
Det er m.a.o. et meningsløst spørgsmål at stille andre mennesker, men meningen er måske didaktisk - er det en læresætning du sætter til debat Arne? ;)
Jeg ved du er ved at få kaffen i den gale hals, når der ikke lægges fingre imellem med søde superlativer, der muligt ville få dig til at ligne Gustav Wieds pædagogiske skelet i ansigtet, men du får dem altså ikke – kald du det bare næstekærlighed, meningen er jo at du skal vågne op; er vel nok godt du har humor og lidt sans for ironien, hva’ Arne… ;)
Rent faktisk skriver du jo tit en masse sludder og vrøvl, i hvilket lys en frasigelse af forklaringskrav selvfølgelig kan gi mening – dog ville det jo være naturligt om du så flyttede spørgsmål og meningsindhold imod virkeligheden for menneskelig sameksistens. Eksempelvis gir det jo ingen som helst mening i indlæg efter indlæg at berette, at man nu igen elsker livet, da livet jo er en for individet fælles omstændighed, som du i kraft af evnen til eksistens - og måske ligefrem din forståelse for eksistentielle vilkår - muliggør div. sanseoplevelser.
Livet er for mange individer også forfærdelige betingelser for livsudlevelse, forhold der langt overskrider fantasien hos mennesker i trygge sociale rammer. Mere korrekt ville det derfor være at sige, at du fremfor at elske livet forholder dig med gode følelser til forskellige oplevelser i gode omstændigheder. Naturen og livet er jo komplet indifferent overfor kærlighedserklæringer af den art, hvorimod selve omstændighederne for kærligheden sat i spændende og smukke rammer, jo ka’ være det pureste behov for ens øjne og ører, netop fordi fascinerende fortællinger inspirerer os til selv at prøve os af på omstændigheden. Derfor forekommer det altså mærkeligt, når du sådan gør livet til en frase, uden at fylde et begreb som ”væren” med bare en smule meningsindhold, hvorfor det vel ikke kan være så mærkeligt at nogen reagerer. Du er jo trods alt dén der gerne vil gi’ noget udseende af at være dybt filosofisk, hvorfor du selvfølgelig må udrede den dybe filosofi på forlangende – forklaringskravet du ved, savnet efter det forklarende miljø begrebet ”væren” gerne skulle indeholde.
Og netop hvad angår ”det meningsfyldte liv” og ”kærligheden til livet”, minder dette mig om forsøg på at proppe fraser til bristepunktet med alle mulige teosofiske idéer, at du kort og godt tilskriver livet et fiktivt indhold der ikke belyser selve livet for noget menneske, men som i mine øjne mere viser noget om en god forestillingsevne, ja måske mere viser noget om en interesse ud i mystik. Og selve denne interesse for mystik, er faktisk noget jeg slet ikke begriber et muk af i forbindelse med kærlighedserklæringer til selve livet, for hvis nu du vitterlig oplevede livet så meningsfyldt, jamen hvorfra kommer så dette behov for at tilskrive livet al den mystik? Livet selv burde i såfald være spændende nok i sig selv. Og det er selvfølgelig et kritikpunkt der må besvares, for hvor er forholdet dog mellem det du her mener, og livet du mener noget om? Jeg ser ikke fornuften Arne – det er vore beskrivelser der må være fornuftige, gerne logisk konsistente, ikke nødvendigvis mennesket som sådan.
Derudover har tidernes mystik jo vist sig at ha’ en hage, for dersom mystikeres imaginære livssyn faktisk fandt opslutning og ledte til misforståelser af den virkelighed mennesket jo må forholde sig til, ja så ville man jo skabe endnu flere forklaringsproblemer med en endnu større afstand til samfundsudvikling, der trods alt kan gavne andre menneskers levefod, for det er vel ikke kun dig der skal ha’ et trygt liv og kunne sidde og fantasere lidt over livet, vel Arne? ;)
Så det er altså ikke dig som person, men mennesket som fænomen, der er interessant. Og det er det bl.a. fordi mennesket alene i kraft af sproget evner at formidle overbevisninger der ofte består af det værste sludder og vrøvl, og ikke nok med det, for tit evner mennesker at finde opslutning for den slags. Se, dét er fascinerende. I den forbindelse, er Albert Speers erindringer og dagbog jo vældig interessant læsning, netop fordi han gennem de tyve år fik rigelig tid til at gennemskue sin fascination for fænomenet Hitler. Både han og forfattere han henvisninger til, giver gode beskrivelser af den suggestion der på helt særlige betingelser kan ende i en historisk lavine. Det er faktisk muligt at forføre mennesker, du er vel ikke blevet forført af en ”unitar”, der har omfavnet dig med sine åbne kærlige arme i guds rummelige hus, Arne? ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
