|
0
registrerede
1033
gæster og
253
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Fornuft og følelser
|
Hej Simon,
Du vedbliver med at påklistre mig noget "guddommeligt", men sandheden er, at når alt kommer til alt, så er det alene verdens væren jeg forholder mig til (og når jeg brugte udtrykket "Universets kærlighed" relaterede det alene til dét at universet er, hvilket jeg oplever som kærligt, men det er jo alene mig - og ikke universet - der oplever kærlighed).
Du oplever vel også universets væren, men hvordan du forholder dig til den oplevelse, det er åbenbart noget, du ikke vil fortælle om? Eller vil du?
Og når du skriver om dét, du kalder "virkeligheden":
Tanker om virkeligheden og dens indretning er jo netop en fortløbende diskussion, men den deltager du jo ikke i Arne, idet du konsekvent præsenterer debatten for det samme indlæg og aldrig besvarer spørgsmål til indlæggets grundlæggende meningsindhold. Du bruger kun spørgsmål som forklaringsflugt – som det ses i indlægget du gentager i denne tråd, men ikke kommer videre.
Jeg mener meget vel at forstå forskellen mellem at sætte normer og at beskrive, samt at videnskaben ikke sætter normer.
Og når du skriver:
Det nytter ikke bare at tilføre virkeligheden/universet/naturen/livet egenskaber, alene i kraft af fantasiens tankekraft -
Det nytter ligeledes intet at sige: mine spørgsmål er store, se bare hvor de stråler af åndrighed!, hvis ikke spørgsmålene har relevans til en sandsynlig og beskrivelig virkelighed. Her vil dine følelser bare ikke være dig til hjælp Arne, det vil derimod fornuften i spørgsmål som svar.
Og hvis det er, så ser det for mig ud som om du er totalt hjælpeløs overfor, hvad man vel sammenfattende kunne kalde eksistentielle spørgsmål (som fornuften jo ikke kan besvare?).
Er det ikke et meningsløst liv?
Er det derfor, du aldrig tilkendegiver dine egne holdninger - udover kritik af andres brug af andre menneskelige egenskaber end "den rene fornuft"?
M.v.h. Arne 
|
|
|
|
