|
0
registrerede
1997
gæster og
1948
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Fornuft og følelser
|
”Den historie om "guderne", som du bliver ved med at fremføre, synes jeg ikke er rimelig, da jeg jo ikke påberåber mig guder af nogen art”.
- Det guddommelige er indbegrebet af et livs-meningsfylde du tillægger universet ved menneskets ånd, i kraft af hvilken, du jo mener intuitivt at stå i forbindelse med noget enestående myndigt udenfor dig selv. Ikke direkte at skrive det, udelader ikke livsanskuelsen som bagvedliggende mening, om man er sig det bevidst eller ej. Tvivlen driver for øvrigt mange religiøse mennesker ud i artige semantiske skuespil, nøjagtig som mennesker tænkte i tider længe før os, hvor mystik skabtes med glimt i øjet og simpelthen ved at forbinde fantasi og uvidenhed i beretninger om virkelighedsrummets beskaffenhed. Samme forbindelse anvender jo du, der stiller forventninger til videnskaber om at vide alt, underforstået: gud ved alt, det gør mennesket ikke. Hvad der i masser af indlæg synes at drive tastaturet, er akkurat en indstilling om livet underlagt determination.
Det er fuldt ud rimeligt at stille skarpe spørgsmål til livsanskuelser af den art, idet livsanskuelsen har været brugt til at indordne individet sociale rammer iscenesat med anekdoter om guders vilje, m.a.o. en fraskrivelse af individets fri vilje.
Tanker om virkeligheden og dens indretning er jo netop en fortløbende diskussion, men den deltager du jo ikke i Arne, idet du konsekvent præsenterer debatten for det samme indlæg og aldrig besvarer spørgsmål til indlæggets grundlæggende meningsindhold. Du bruger kun spørgsmål som forklaringsflugt – som det ses i indlægget du gentager i denne tråd, men ikke kommer videre.
Du må forstå forskellen mellem det normative og deskriptive, og det var det mit indlæg handlede om. Det nytter ikke bare at tilføre virkeligheden/universet/naturen/livet egenskaber, alene i kraft af fantasiens tankekraft, hvorefter du i konfrontation med forklaringskrav til fantasierne, flytter opmærksomheden væk fra at forklare dig, ved at stille andre spørgsmål. Det nytter ligeledes intet at sige: mine spørgsmål er store, se bare hvor de stråler af åndrighed!, hvis ikke spørgsmålene har relevans til en sandsynlig og beskrivelig virkelighed. Her vil dine følelser bare ikke være dig til hjælp Arne, det vil derimod fornuften i spørgsmål som svar.
mvh
Simon
|
|
|
|
