|
1
registreret
(1 usynlig),
19
gæster og
154
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Fornuft og følelser
|
Jeg vil gerne tilføje lidt:
Hvis du mener, at livet forekommer dig mere meningsfyldt i sammenhæng med nogle meninger om guder i det uvisse, ja så indretter du jo bare livet efter disse meninger – længere er den faktisk ikke, selve trosfriheden er din garant i demokratiet du lever i, hvorfor du altså ikke tvinges til at ansvare overfor andre religioners meningsindhold i demokratiet. Mennesket ka’ altså frit indrette sit liv efter præcis det livssyn der måtte forekomme spændende, uden at blive forfulgt af hverken stat, religioner eller ateister ;)
Stiller du imidlertid den forventning, at dit meningsfyldte liv skal værdsættes på debatter som eksempelvis denne, ja da må du i forvejen påregne at skulle besvare spørgsmål til værdien af dine meninger, for det er ganske enkelt almindelige forklaringskrav mennesker stiller hinanden i (forholdsvis) frie samfund, når de stiller deres meninger til skue i forventning om respons. Hvis de derimod ikke forventer respons, bortset fra klap på kinden fra ligesindede, da må man netop spørge: bruger dette mennesket dog bare debattens øjne til at agitere for sit ”meningsfyldte livssyn”, er debatten ham en opslagstavle og tillader han sig ligefrem at blive forurettet over spørgsmål til sine meningers egentlige værdi som et syn på livet, hva’ er det dog for noget? Den slags må man finde sig i, når man stiller sig i den position, du har anbragt dig i Arne ;)
Det er sådan samfundet hænger sammen Arne, demokratiske samfund udviklingspotentialer består ligefrem af kritiske spørgsmål, det var grundet disse at den vestlige verden overhovedet udviklede sig væk fra teokratiske manifestationer, som dem man oplevede før 1849 under enevældet. Det ved du jo godt.
Hertil ka’ man udmærket mene, at demokratiet på en lang række områder i virkeligheden har udviklet sig til blive noget ganske uværdigt for selve mennesket, i det befolkningen er underlagt enkeltindivider i en nu helt uigennemskuelig statsmagt, der jo så alligevel minder rigtig meget om kongemagten før 1849, og dertil mene, at vi derfor lige så godt ku’ afsætte folketinget og genindføre enevældet, for så ville statsmagten i det mindste blive mere gennemsigtig end nu, og enhver ville igen vide hvor man skulle placere ansvaret for beslutninger der angår samfundsborgernes ve og vel.
Det er skam en option der kan argumenteres fornuftigt for, men så skal man netop argumentere for den, Arne, ikke bare reklamere med idéen! ;) Man ku’ her påpege, at mange mennesker ikke længere vil stemme på nutidens politikere, fordi de har mistet tilliden til beslutningstagerne, der jo også bedrager befolkningen helt bevidst og ligefrem fører samfundet ud på randen af et overformynderi med statsovervågning, som vi så det i totalitære regimer før i tiden, og at dette ligefrem er uværdigt for et demokrati og dermed for dem – hvorfor man netop mener at der ikke længere findes repræsentative politikere for ens samfundsvisioner. Men så skal man sætte det til debat, Arne, og argumentere for netop disse synspunkter og til fremme for en debat om værdisyn der måske ville være bedre. Det tåler demokratiet skam, ja det kan sagtens afsættes dersom hovedparten af borgerne ikke længere mener at de kan ha’ tillid til folketingets huleboere. Og mener man ligefrem, at guder bør overdrages ansvaret for ens liv, ja så skal man skam også forsvare dét med næb og kløer – men altså ikke være så ræd, at man bare sidder og agiterer med symboler, og hvad ved jeg. Sig dog din mening Arne, i stedet for alt det gas dér ;)
mvh
Simon
|
|
|
|
