Nyt svar - Trosfrihed.dk

Citat:

Biosemiotik viser en ny vej

Jesper Hoffmeyer har netop forsvaret sin doktordisputats om biosemiotik, som er læren om tegn i naturen. I disputatsen udfordrer han den klassiske naturvidenskabelige ide om, at man kan nøjes med de rene naturlove, når man skal beskrive naturen.

Af Lene Düwel, Kommunikationsafdelingen

”Hvordan kan der være noget så mærkeligt som mennesker i verden? Det er det spørgsmål, der motiverer mig”.

Jesper Hoffmeyer fortæller om baggrunden for sin nys forsvarede disputats ’Biosemiotik. En afhandling om livets tegn og tegnenes liv’. I afhandlingen afviser han den klassiske naturvidenskabelige ide om, at man kan beskrive naturen udtømmende ved hjælp af rene naturlove.

Ifølge Jesper Hoffmeyer er der nemlig et problem med mennesket. De gængse naturlove leverer ikke en forklaring på, hvordan det åndelige eller subjektive er opstået i evolutionen. Og så er vi ved selve bogens kerne.

”Den klassiske opfattelse af livets opståen fokuserer på ren kemi. Men jeg mener, at livets opståen primært er et spørgsmål om, hvordan der opstår en asymmetri imellem inde og ude i cellen. Det mest fantastiske ved livet er jo ikke kemien, men at det, der er inden for cellevæggen, interesserer sig for det, der er uden for cellevæggen. Hvordan kan det være, at der i livssfæren er en interesse for noget, som ikke er én selv? En sten interesserer sig jo ikke for noget, der er uden for den selv.”

”Når en bakterie befinder sig i en næringsgradient, så ’svømmer’ den hen, hvor der er mest næring, og det er en meget besynderlig ting, set fra et kemisk synspunkt. For hvorfor gør den det? Hvordan kan den foretage et valg? Bakterierne har altså noget, de foretrækker. Og denne foretrækken af noget frem for noget andet indebærer et ikke-Newtonsk element i verden – tyngdekraften foretrækker jo ikke noget. Den er der bare. Men bakterien kan vælge.”

Jesper Hoffmeyer er den første til at trække på smilebåndet:

”Bakterien kan selvfølgelig ikke gøre andet, end den gør, men der ligger alligevel noget i dens artshistorie, som gør, at den har udviklet sig sådan, at den foretrækker det ene frem for det andet. Og det er faktisk begyndelsen til en intention. Påstanden i min bog er, at dette element af retningsbestemmelse bag aktiviteterne bliver mere og mere sofistikeret i evolutionens løb.”

”Så evolution handler i høj grad om udviklingen af det, jeg kalder semiotisk frihed. Dermed mener jeg evnen til at kunne tyde, tolke og kommunikere betydningselementer med andre organismer i forhold til omgivelserne. Hvis der er noget, der har ændret sig i evolutionens løb, så er det måske især, at der er opstået stadig mere fantastiske talenter for at tolke tegn i omgivelserne. Og det er denne fortolkningskompetence, jeg kalder semiotisk frihed.”

Det store skridt frem i udviklingen af semiotisk frihed skete med fremkomsten af storhovede dyr. De kom frem på et tidspunkt i evolutionen, hvor der opstod meget bevægelige økosystemer, hvor man ikke længere kunne stole på, at generne kunne prædisponere dyret til at foretage alle beslutninger. Det blev med andre ord nødvendigt at have hjerner til at hjælpe med at fortolke tegnene, for det kan generne jo ikke. Og det er dette talent for at tolke tegn, som i de storhovede dyr ender op med at blive et tilløb til bevidsthed, og som ender i det psykosomatiske menneske.

Hoffmeyer er ikke meget for at tale om det åndelige. Han vrider sig i stolen, da han bliver spurgt til disputatsens relation til satsningsområdet.

”I bogen skriver jeg, at vi er nødt til at have en metafysik, der gør det muligt, at mennesket kan være skabt i verden. De religiøse kan selvfølgelig sige, at Gud har pustet liv i mennesket ved fødslen, men det kan jeg ikke, da jeg ikke er religiøs.

Så jeg må stille spørgsmålet: "hvilken metafysik tillader dette at ske?”

”Når jeg holder foredrag om biosemiotik, er der altid nogen, der spørger mig, om jeg er religiøs. Eller som hævder, at det er religiøst, det jeg siger. Jeg svarer altid, at jeg ikke forstår mig selv som religiøs. Den kristne gud har jeg ikke brugt tid og kræfter på i mit liv. Tværtimod. Men jeg er klar over, at den klassiske naturvidenskabelige metafysik ikke synes at slå til. Og dermed er jeg åben for diskussioner på en måde, som mange andre i min verden måske ikke er. Jeg synes, at biosemiotikken viser en vej til, at vi kan være her i verden, uden at vi behøver at tro på guddommelige ting.”

”Men det indebærer en holdning, som andre opfatter som religiøs. For det kræver, at man tilskriver naturen kræfter, som vi ikke kan indfange naturlovsmæssigt, og hvis man identificerer det med at være religiøs, så er det OK for mig” slutter Jesper Hoffmeyer.