Min holdning her er, at jeg hverken vil missionere for eller forsvare egne - eller missionere imod andres - forestillinger om tilværelsen, men at jeg gerne vil se hele paletten og meget gerne vil se, hvad hver enkelt har at byde på.

At ”anti-missionere”, at bruge alle kræfter på at skyde andres livsforestillinger ned, kan måske være meget sjovt, men det fører jo ikke til noget som helst.

Endnu en gang får vi så her at vide af Arne, hvad han ønsker trosfrihed skal være, og hans meninger står ikke til debat. Hvorfor han så mener, at andres meninger og især ateisters skal debatteres og bestrides, må man nøjes med at smile af.

Alligevel bliver vi gang på gang skudt i skoene, at vi "er rationalistiske materialister, og derfor kun anerkender fornuft og det materielle" og at vi "mangler en dimension i vores tilværelse." Det ser ikke ud til, at vores egen mening om sagen, eller at andre debattører åbenbart ikke ser denne "mangel" hos os, har nogen betydning.

For ateisternes vedkommende ser det for mig ud til, at de næsten totalt er fokuseret på, hvad de er imod: gudeforestillinger, men næsten intet siger om deres tillid alene til rationalistisk materialisme (går jeg ud fra, at de har) og hvilken livsanskuelse det fører dem til.