|
1
registreret Arne Thomsen
566
gæster og
218
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: OM MISSIONÆRER, REFORMATORER og andet godtfolk.
|
Kære Anne!
Nu var det jo ingen anden end mig, som bragte Einsteins tænkning om det mystiske, guddommelige eller transcendente ind i diskussionen her, til stor fortrydelse for visse personer, der lige siden man øjnenede et einstein citat i min signatur med stigende inkonsistens og vrede har råbt uforståelige ord, der nærmest svarer til et begreb du ved god besked med, nemlig HELLIGBRØDE! :whistle:
Så lad dig ikke forvirre af andre, men kom først til mig, som salig professor Tribini ville have sagt. ;)
Rationalisme (af latin "ratio", fornuft eller forstand") er en erkendelsesteoretisk retning, der i modsætning til empirismen hævder muligheden af, at opnå viden om virkeligheden alene ved brug af fornuften.
Men det er også en opfattelse, der kræver religiøse trossætninger begrundet rationelt og afviser enhver tro på noget, der overstiger menneskets fatteevne.
Endelig er rationalisme en opfattelse, der i modsætning til irrationalisme hævder, at en tro eller mening kun er antagelig, hvis den bygger på erfaringen (empirien) og fornuftsovervejelser af enten deduktiv eller induktiv art. (Det er en opfattelse som især præger naturvidenskaben).
I nyerere filosofisk litteratur anvendes udtrykket næsten udelukkende i den førstnævnte betydning og betegner ofte mere snævert den position, der har Descartes, Spinoza og Leibniz som klassiske eksempler.
I Kants terminologi lyder rationalismens grundtese, at der findes syntetisk a priori viden. Kant afviser dog betegnelsen rationalisme og pointerer, at medens den syntetiske a priori viden som udlagt af rationalisme er oplysende om virkelighedens beskaffenhed ("dass Ding an sich"), er den ifølge hans kritiske system alene oplysende om fænomenernes verden ("tingen for os").
Ligeledes afviser han, at de medfødte ideer (hos Kant de aprioriske begreber, kategorierne) har deres gyldighed i kraft af at stemme overens med eller genspejle en bagvedliggende virkelighed. Deres gyldighed beror alene på, at de betegner de almene betingelser for, at væsener som os (personer) i det hele taget kan opnå viden om noget som helst.
Kants position omfatter heller ikke teorierne om intuition og om en særlig form for fornuftsslutninger, der både er absolut sikre (som i logisk deduktion) og giver ny viden i forhold til forudsætningerne (modsat logisk deduktion).
Da rationalistiske retninger i moderne filosofi har større lighed med Kants position end med den klassiske rationalisme skelner en stadig mere udbredt sprogbrug mellem rationalisme (lig med klassisk rationalisme) og apriorisme eller transcendentalfilosofi, der betegner de nye strømninger i filosofien. Min egen filosofiske position hører til den sidstnævnte.
Den position kalder man også den ikke-empiriske filosofi, fordi udgangspunktet alene er sprog og logik. Herudfra forsøger man da at bestemme de uomgængelige træk ved enhver mulig verden - det som på ingen mulig måde kunne være anderledes. Kaldet "det nødvendige" (underforstået det nødvendigt sande).
Denne transcendentale analytiske sprogfilosofi får et prægnant udtryk hos den danske filosof Kai Sørlander, der var min læremester, idet Sørlander, der var inspireret af både Kant og Wittgenstein, udvikler en helt unik og selvstændig metode, kaldet "transcendental deduktion" hvormed han foretager en fuldstændig gennemgang af alle filosofiens traditionelle problemområder. Den finder ikke sted i spring fra det ene område til det andet, men i form af en fortløbende tillempning af den transcendentale deduktions ide og basale begrebsapparat.
Denne position har jeg igennem et års tid bevæget mig bort fra, men i mere begrænset form mener jeg stadig at Sørlanders metode er den mest konsistente og ydedygtige sammenlignet med andre moderne sprogfilosoffers teorier.
Det er klart at der eksisterer et modsætningsforhold mellem rationalitet (næsten uanset hvordan man definerer begrebet) og religion/religiøs tro.l
Rationaliteten kræver ganske enkelt, at man skal kunne begrunde sine meninger og kun hævde dem med den vægt, som ens begrundelser kan bære. Derfor skal man skelne mellem hvad man blot TROR og hvad man VED.
Viden forudsætter tilstrækkelig begrundelse, og hvor man ikke har det, har man ikke viden. Dér kan der i det højeste være tale om tro. Tro gør man, når man holder noget for sandt på et grundlag, som ikke er tilstrækkeligt. Hvilket vil sige, at ens grunde ikke er tilstrækkelige til at implicere sandheden af det, man holder for sandt.
Dette er sandt hvis rationaliteten endegyldigt kan begrundes at være universel sand - altså sand i enhver mulig verden.
Her mener jeg Sørlander har et problem, fordi rationaliteten alene kan begrundes at være sand i de mulige verdener der kan rumme væsener som os (personer, dvs. væsener med selvbevidsthed, empiri, sprog og logik), mens rationaliteten intet kan sige om andre verdener eller om det som ligger uden for alle mulige verdener - det transcendente.
Erkendelsen af rationalitetens grænser, som fører til muligheden af eksistensen af noget transcendent (det de troende almindeligvis kalder "det hellige" eller "Gud") er her foretaget på rationalitetens egne præmisser, altså set fra rationalitetens egen position.
Det er ikke den vej den troende går. Her er det følelsen af det hellige eller dets åbenbaring - oplevelsen af det - som fører til en tro, der flytter verdens midtpunkt. Her ligger vægten ikke på de rationelle forbehold, men på den personlige forpligtelse. Man tror på en magt, som går ud over al rationalitet: Gud.
At identificere Jesus med "en jordnær og åndrig menneskefornuft" kan vel kun en troende, som oplever kristendommen indefra som en subjektiv sandhed. Set udefra er det som først springer i øjnene alle miraklerne som er paradokser for forstanden.
For os andre der står uden for må nok nøjes med at lade os inspirere af de forskellige religioners mytiske og mystiske beretninger, men personer i den agnostiske position hvor jeg befinder mig, kan almindeligvis ikke identificere det transcendente med en personlig guddom eller andre antropomorfe motiver. Det transcendentes mysterium må forblive et mysterium netop fordi det ligger uden for verdens fysiske og logiske grænser som jeg skrev.
Men at du er ude i missionsvirksomhed på vegne af en bestemt religion vil jeg ikke lægge dig til last.
Hilsen
Ipso Facto
-------------
Einstein eller hvem?
“If the facts don't fit the theory, change the facts.”
|
|
|
|
