|
0
registrerede
221
gæster og
72
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: OM MISSIONÆRER, REFORMATORER og andet godtfolk.
|
Hej Ole.
Sidst, jeg var i dialog med dig, mundene det for mig ud i spørgsmålet: Om religiøsitet er et stadium i menneskets udvikling, som vi er ved at vokse fra – eller om evnen til religiøsitet – til at opfatte noget som værende helligt – i virkeligheden er en af menneskets højeste kvaliteter.
Og der er jo masser af gode argumenter for begge de to meget forskellige vurderinger – og selvfølgelig også for andre.
Menneskets behov for tryghed under en uvis skæbne og angst for døden, parret med etablerede religioners korrumperede misbrug af sådanne følelser, taler jo f.eks. i den ene retning, mens oplevelsen af noget som værende helligt (”helt” – ”heldbringende”, og hvad man ellers lægger i ordet ”hellig”) for mig taler i den modsatte retning.
For mig er trosfriheds-debatterne (kan de vel kaldes) foreløbig endt med en erkendelse af det helliges eksistens – og af at det, der er helligt, er hele universet – dog – vel meget naturligt – med særlig kærlighed til den klode, vi bor på, og som gi’r os alt, hvad vi behøver – eller som man kan sige, at vi er godt tilpasset til at leve på.
Det begynder at gå op for mig, at det vel egentlig er forholdet mellem det rationelle og det emotionelle – eller hvorfor ikke bare sige det på jævnt dansk: Forholdet mellem fornuft og følelser – at det er dét forhold, der trænger sig på.
Nu er der vel ikke mange, der kunne drømme om at se bort fra fornuften og dens imponerende resultater (f.eks. i filosofi, videnskab og teknologi), men derfra og til at se fornuften, som det eneste styrende er der jo noget af et spring, som nok ikke så mange vil ta’.
Jeg heller ikke.
Dette er ikke for mig et udtryk for animositet mod fornuft, men alene et udtryk for, at jeg ikke vil lade mig styre af denne menneskelige egenskab alene.
Ud fra den holdning kan jeg selvfølgelig sagtens følge dig, når du argumenterer imod ”missionsvirksomhed” af enhver art (religiøst, ideologisk, moralsk), men om energien bag ”missionærens” aktivitet er egen usikkerhed, som jeg forstår, du mener, det passer nok i ganske mange tilfælde, men – skønner jeg – ud fra, hvad jeg har oplevet – ikke i alle.
Dertil kommer jo de mange mennesker, som har en eller anden form for tro, som de ikke søger at pådutte andre – og af dem igen nogle, som tillige godt kan acceptere og respektere andre menneskers anderledes tro eller overbevisning – enten det så er guder, menneskets fornuft – eller hvad det er.
Du slutter med ordene:
"Sandheden er, at de allesammen tager fejl. Der findes ingen rigtig måde for mennesker at opføre sig på. Men der findes nogle, som er mere hensigtsmæssige end andre, set fra et både rationelt og følelsesmæssigt synspunkt."
Hvad er det for et følelsesmæssigt synspunkt, du tænker på?
(Jeg kommer i tanker om, at Knud Ejler Løgstrup vist engang skrev om noget, han vist kaldte ”det spontant gode” i mennesket med eksemplet om barnet, der er ved at drukne i en mergelgrav. Et menneske kommer forbi – kaster sig ud i vandet – og redder barnet.
Spørgsmål: Hvorfor gjorde du det? Du kunne jo selv være druknet? Var det af næstekærlighed?
Svar: Nej, det var fordi, barnet var ved at drukne.")
M.v.h. Arne ;)
|
|
|
|
