Vi ser det her i debatten. Vi ser det ude i samfundet.
Vi ser det folkeslagene imellem. Nogle mennesker har et stærkt behov for at omvende deres omgivelser til at anskue verden og moralske og etiske normer på samme måde som de selv gør. De anerkender simpelthen ikke, at andre end dem selv kan have "ret" i deres verdenssyn. Hvorfor har de det sådan?

Der er selvfølgelig en rationel grund til en sådan holdning, når det drejer sig om rationelle emner, hvor synspunkter kan efterprøves og bevises eller modbevises af kendsgerninger, men når det drejer sig om religiøs tro, politiske ideologier moralske holdninger og andre ideosynkrasier, så er vi på gyngende grund.

Der findes ingen tro, ingen ideologi, ingen moral, som er den rigtige. Det viser naturen os med al tydelighed. Artsfæller bekriger hinanden nådesløst, og en del arter holder slaver og "husdyr". Homoseksualitet florerer og ligeså tortur og hensynsløs grusomhed og drab på "civile". Selvmordskrigere er mere normen end undtagelsen, og børnemishandling og selv kannibalisme er ganske normalt. Det samme er tyveri, utroskab,
jalousidrab, mobning, vold mod sagesløse, seksuelt misbrug af unger, ofring af børn m.m. Kønsrollemønsteret er for det meste endnu skarpere opdelt i ensidig maskulin eller feminin dominans, og selv organiseret massevoldtægt forekommer.

Vi lever således i fuld overensstemmelse med naturen. Ingen af de menneskelige egenskaber og afærdsmønstre, som af nogle mennesker udråbes som forkerte, er i modstrid med naturen, uanset den fordømmende holdning hos missionærer og moralister. Er det så naturen, der "er forkert på den", eller er det missionærerne og moralisterne?

Den rationelle konklusion er selvfølgelig, at der findes ikke nogen tro, nogen overbevisning eller nogen moral, som er mere "rigtig" end enhver anden. Det er blot et valg, som vi foretager hver især.

Men valget kan være mere eller mindre hensigtsmæssigt for vores sameksistens. Derfor har vi opstillet nogle love og regler for vores samfundsfællesskab, for at begrænse det frie valg og gøre samfundet homogent og velfungerende. Nogle af disse love er rationelle, og fungerer derfor glimrende. Andre er præget af disse irrationelle holdninger af religiøs, ideologisk eller moralsk art, og derfor fungerer de dårligt.

Hvad er det så, der får disse mennesker til at kæmpe som besatte for at overbevise/tvinge os andre til at antage deres egne irrationelle synspunkter?

Psykologisk set er det resterne af deres rationelle tankegang, der skaber en konflikt i dem. Inderst inde ved de, at de ikke har mere ret end andre, og de er bange for at konfrontere denne sandhed. Derfor prøver de desperat at overbevise så mange som muligt om, at de har fundet "SANDHEDEN", så de kan få en bekræftelse på, at de ikke er helt ved siden af.

Sandheden er, at de allesammen tager fejl. Der findes ingen rigtig måde for mennesker at opføre sig på. Men der findes nogle, som er mere hensigtsmæssige end andre, set fra et både rationelt og følelsesmæssigt synspunkt.