|
0
registrerede
516
gæster og
39
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Kaosteori og forståelse 2.
|
De skjulte regler.
Fra kvantemekanikken ved vi, at tilfældigheder spiller ind, når vi prøver at forudsige udfaldet af kvantebegivenheder (hændelser mellem elementarpartikler). Men statistisk kan vi forudsige sandsynligheden for, at bestemte kvantebegivenheder vil finde sted. Betyder det så, at universet er styret af tilfældigheder?
Dette var det store stridsemne mellem Einstein og Bohr. Einstein mente, at verden var deterministisk, d.v.s. at det ikke var tilfældigt, at tingene skete, men at der altid var en fast sammenhæng mellem årsag og virkning. Bohr hævdede, at da det var umuligt at påvise denne faste sammenhæng, eftersom målinger på elementarpartikler ikke kunne gøres objektivt, fordi målingen påvirkede begivenheden uforudsigeligt, så var det tilfældigheder, der afgjorde udfaldet af begivenheden.
Eftertiden har vist, at Bohr havde ret i, at kvantemekanikken var den bedste forklaringsmodel, og da kvanteprocesser også er en del af begivenhederne i makrokosmos, følger det af denne model, at universets (og livets) udvikling er styret af tilfældigheder. Dette paradigme er kaosteorien ved at ændre.
Den overordnede sammenhæng.
Selv om kvanteteorien først blev endeligt bekræftet i 1982, da Alain Aspect påviste eksistensen af entanglement, så var der allerede slået brecher i teorien af andre forskere.
I 1961 foretog den amerikanske matematiker og meteorolog, Edward Lorenz, nogle computersimulationer over vejrets udvikling og opdagede, hvad senere blev kendt som sommerfugle-effekten, at en lille ændring i startbetingelserne med tiden kunne vokse sig enormt stor. Det vigtigste var, at denne udvikling kunne beskrives matematisk med simple ligninger, og dermed var grunden lagt til kaosteorien.
Den belgiske kemiker, Ilya Prigogine, udviklede i halvfjerdserne teorien om dissipative (selvorganiserende) strukturer baseret på termodynamikkens 2. lov om åbne og lukkede systemer. Prigogines teori beskrev udviklingen af ikke-lineære dynamiske systemer, og det fik han nobelprisen for i 1977. Alle levende væsener er dissipative strukturer.
I 1980 kom den amerikansk/britiske fysiker og tidligere Einstein medarbejder, David Bohm, med teorien om "den indfoldede orden", som også påviste, at der fandtes nogle overordnede principper, der ikke var påvirket af tilfældighederne, og som kunne beskrives matematisk.
Det store spørgsmål var så; Er udviklingen virkelig styret af tilfældigheder, eller findes der overordnede gennemgående principper (naturlove), som er indenfor rækkevidde af den menneskelige forståelse?
Hvad viser virkeligheden?
I England har man lavet nogle sjove forsøg. Man fyldte en stor glaskrukke med vingummikugler i forskellige farver og bad et stort antal mennesker om at gætte antallet. Svarene varierede fra 400 til 30.000, så det var åbenbart ret tilfældigt, hvad folk gættede på. Men lagde man alle svarene sammen og dividerede med antallet af deltagere, så nåede man et gennemsnit, der afveg mindre end 1% fra det rigtige.
En undersøgelse af lemmingers levetid sammenholdt med hvor mange efterkommere der var per individ, viste en anden forbløffende sammenhæng. Så længe antallet af efterkommere var under 3,57 skiftede bestanden regelmæssigt mellem mange i en periode og få i en anden. Men passerede antallet de "magiske" 3,57 eksploderede bestanden, og man fik et af de såkaldte lemmingår med hundredtusinder af migrerende lemminger. Så simpel var beskrivelsen af årsagen matematisk.
En amerikansk fysiker/matematiker undersøgte forskellene mellem lønniveauer i storbyer og i landdistrikter og gjorde en forbløffende opdagelse. Hver gang indbyggerantallet fordobledes steg lønniveauet med 15%, men ikke bare lønniveauet. Også antallet af butikker, restauranter, underholdningsaktiviteter, skoler, transportmuligheder m.m. steg med 15% pr. indbygger. Denne effekt er selve den vækstfaktor, der gør, at vi samler os i stadig større bysamfund.
Hver gang vi undersøger ikke-lineære dynamiske systemer viser det sig, at der ligger simple matematiske regler til grund for de tilsyneladende tilfældigheder, som altså ikke længere kan betragtes som rene tilfældigheder. Hvad dette betyder for udviklingen af livet og vor forståelse af os selv, skal vi se nærmere på i mit næste indlæg.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
