|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
510
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ole bjørn
Emne: Re: Kaosteori og forståelse.
|
I en anden debat har jeg nævnt, at det 20. århundredes tre store naturvidenskabelige revolutioner var relativitetsteorierne, kvantemekanikken og kaosteorien. Hvor de to første er rimeligt kendte, er den tredie (og på sigt den vigtigste) stort set ukendt i den bredere offentlighed. Så her er en introduktion til kaosteorien.
Gennem hele menneskehedens dokumenterede historie har vi søgt at forstå universet ud fra vores medfødte logiske sans, som søger at forstå forholdet mellem årsag og virkning. Da universet og mikroverdenen henholdsvis var for stort og for lille til, at mennesket kunne fatte det, opfandt man religiøse forklaringer, der kunne sætte begivenhederne i logisk sammenhæng.
For ca. 2500 år siden fandt grækerne dog ud af, at der var en anden vej til forståelse. Universet opførte sig lovmæssigt, og kunne beskrives matematisk efter regler, som man kunne forstå forholdet imellem. Man behøvede altså ikke at forstå universet. Det rakte, at man kunne forstå hvordan talstørrelser forholdt sig til hinanden, så havde man en brugbar forklaringsmodel.
For ca. 400 år siden forstod italieneren Galileo Galilei konsekvensen af dette, og grundlagde den moderne videnskabelige metode efter princippet "Mål hvad måles kan, og gør det måleligt, som ikke er måleligt." Uden pålidelige talstørrelser, der repræsenterer virkeligheden, kan man ikke komme til brugbare resultater matematisk.
Efterhånden som både målemetoder og matematikken udvikledes, kom man så til en større forståelse af universet og livet. Newton og Darwin repræsenterede store gennembrud i denne proces, men med Einstein kom det første store chock. Selve tiden, som ingen var i tvivl om var en fast kendsgerning, viste sig at være relativ, og tyngdekraften, som hidtil havde været uløseligt knyttet til jorden, viste sig i stedet at være en egenskab ved rummet omkring den, matematisk beskrevet.
Der var dog stadig et logisk kausalt forhold imellem begivenhederne. Ethvert fænomen havde en årsag, og enhver årsag medførte en virkning. Så kom det næste store chock. Kvantemekanikkens målinger viste, at den kausale logiske sammenhæng mellem begivenhederne ikke holdt i mikrokosmos. Der var brug for en ny matematik, baseret på statistik, og en helt ny og anderledes logik til at beskrive fænomenerne der.
Både relativitetsteorierne og kvantemekanikken stemmer overens med vore målinger, men hidtil er det ikke lykkedes at forene de to teorier i en enkelt, selv om de deler det samme måleprincip. Man kan jo kun måle noget i forhold til noget andet, og det måleprincip, som moderne naturvidenskab anvender, hedder symmetri. Stærkt forenklet kan man sige, at hvis der er en aktion, er der også en tilsvarende reaktion, og hvis der findes partikler med en positiv masse, må der også findes partikler med en tilsvarende negativ masse. Matematisk kan man sige, at hvis der findes en talrække, der hedder 1,2,3, så findes der også en talrække, der hedder -1,-2,-3 o.s.v.
Kaosteorien rammer en pæl gennem forestillingen om, at universet kan beskrives alene med symmetriprincippet.
Vi er i dag klare over, at kun ganske få procent af begivenhederne i universet er af symmetrisk natur. Resten er asymmetriske. Vi har altså brugt flere tusinde år på at studere processer, der kun udgør en lille brøkdel af universets begivenheder, og ignoreret de fleste fænomener.
Dem er kaosteorien nu i færd med at klarlægge, og det gode er, at vi allerede nu har konstateret, at det er muligt at give matematiske forklaringer på disse fænomener. Det lover godt for muligheden for, at vore efterkommere en dag vil blive i stand til at forklare alt.
I mit næste indlæg vil jeg gennemgå de hidtidige opdagelser og fortælle om nogle af de forbløffende konstateringer, man foreløbig har gjort gennem forsøg.
Mvh
Ole Bjørn :o)
|
|
|
|
