|
1
registreret Arne Thomsen
537
gæster og
316
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Simon
Emne: Re: Videnskab og religion
|
Hej Ole
"man savner totalt en saglig argumentation for dit synspunkt, nemlig at vi som mennesker skal gøre uvidenhed til en dyd".
Arne bedriver teologisk gymnastik med sig selv som altid før ;)
Så langt jeg husker, har han dyrket denne elskov med kreationister der jo fantaserer naturen ud i en religiøs tro af uens art. Disse pseudovidenskaber gir ham sikkert den ro i sindet han ikke finder i kontakt med rigtige videnskaber, der jo ikke skaber den etik og moral han så brændende ønsker at lægge til grund for sit livssyn.
På den måde frelser han så ”livets mening”, ”universets kærlighed” m.m. fra videnskaber, der blot skal beskrive og forklare det observerede, og kan så i rigt mål dyrke ’biologisk liv’ og denne fascination over sin egen evne til eksistens som et paradoks der matcher troen han flagrer rundt i som forklaring på livet for hele civilisationen, og samtidig frigøre sig fra kritiske spørgsmål til de følte sandheder.
Gælder det fx evolutionsbiologi, da politiserer han den bare ind i sine ”private” trosbekendelser nøjagtig som Vatikanet gjorde, på hvilken måde han åbenbart mener at skabe en spændende forståelse af en tankenødvendighed mellem netop evolution og religion – ”guden kunne jo ha’ skabt evolutionen” , som Vatikanets udtrykte sig ;) At guden lige så vel IKKE kunne ha’ skabt den, har ingen betydning, for kritiske overvejelser til hypoteser spiller jo ingen rolle for selve eksegesen!
Det er jo ikke verden som den tager sig ud der er interessant for Arne, men derimod verden som han forestiller sig den kunne se ud, hvis man altså tænkte den ind i fantasier der behager et ønske og sidenhen overbeviser sig selv om, at det tænkte måtte være et ønske for alle. På den måde undgår han kritiske overvejelser til sine idéers anvendelighed som forklaring, såvel som selve verden som den kommer til udtryk, uden direktiver fra guddommelige entiteter i et hensyn til de ønskværdige fantasier. Man kan ligefrem sige, at Arne prioriterer sine selvbedrag fremfor nødvendig kritik, fordi verden ikke behager troen han bekender sig til.
At undervisning på Uni. o.a. højere læreanstalter intet har fælles med måden Arne tænker på, spiller ingen rolle heller. Han skaber bare en link ved at finde et par outrere eksempler, hvorudfra helheden så kan tolkes - del=helhed-tænkning er så fundamental en del af terminologien og matcher flot måden han forestiller sig videnskab som en tro, alias:
1) videnskaber bedriver tro.
2) religioner bedriver tro
3) ergo bedriver videnskab religion.
Samme tænkning så vi smukke eksempler på da Arne gik lidt i selvsving over ateisters argumenter på religionsdebatten, hvor morsomheden udartede sig til konklusioner som denne: ’det, ikke at tro på guder, er identisk med det, at tro’.
Det er ikke mangel på morskab, vi savner fra dén kant, som selvfølgelig må læses i rette lys. Selve den sentimentale ansporing kan virke genkendelig og i eftertiden ses i et morsomt lys, fordi så mange kærlighedshistorier over ”det tabte paradis” netop bliver et tilbageblik hvor kvinden/manden eller "noget", langsomt bliver selveste dråben uden hvilken livet selv ville tørste. Realismen fortaber sig gradvist, ”soluret” genkalder sig pludselig kun de lyse stunder og timer, og sådan er vi jo som mennesker i så mangt og meget.
Men det betyder jo også, at vi ikke bærer nag livet ud, at vi ka’ glemme dybt tragiske oplevelser og komme videre med livet, ja at vi formår at knytte os til andre historier med mennesker der i nuet, helt opsluger vores opmærksomhedsfelt. Det er godt og skidt på samme tid, og sådan former vel livet sig for mennesker flest, hvor historier glider ind i andre og genererer atter nye.
Jeg har tit tænkt på Arne i den forbindelse, når jeg har været på nippet til at slette ord jeg skrev til netop ham: ka’ han tåle det osv., var spørgsmålet jeg stillede mig selv. For hans personificerede meninger om mystik og religiøst bim-bam-busse her og dér, har jo altid haft dette anstrøg af en melankoli der næsten savnede sit modstykke. Det har irriteret mig, at han ikke evnede at holde sine følelser ude af debatter om synspunkter fra uens synsvinkler, nu en del af os kun konfronterer meninger og ikke personer. Jeg så en tendens hos ham til at genkendeliggøre hele verden omkring ham i den mystifisme der optager ham, hvor han helt bevidst beskytter troen ved at personalisere kritikere (der netop savner fornuftige begrundelser for synspunkterne), som mennesker der forholder sig aggressivt til hans person.
For det første, får han på den måde fjernet sig fra konstruktiv kritik, for det andet, gjort sig selv til offer. Det er hans evindelige offerrolle der virker som en rød klud for mine øjne, og jeg synes det er fantastisk at mennesker der agerer på denne måde, synes at tro de er uigennemskuelige. Værst af alt, får han på den måde fjernet sig selv fra en søgning efter noget sandt i sine meninger, hvorfor jeg med tiden er kommet til at anse selve debatformen hans som en isolationspolitik - som i virkeligheden er tragikomisk, men heldigvis ikke en debatform mange dyrker.
Nå, nok om det. Man må uanset anskue Arnes sidste små morsomheder som en klar erkendelse af, at han udmærket forstår forskellen mellem religion og videnskab – i modsat fald, havde han aldrig behøvet bestræbe sig med så anstrengt et udtryk på selvbedraget. Man må læse ham på den måde, vil jeg tro. Han har ikke råd til revision i synspunkterne.
Mvh
Simon
|
|
|
|
