Den er stadig en gåde, men i dag ved vi, at placeboeffekten findes, og at den er mere end indbildningskraft. Vi ved endda, at den virker bedre, end den nogensinde har gjort. Det er en kraft, der er i os, og som kan skabe ændringer i hjernen, lindre smerter, hjælpe depressive, alzheimerpatienter og parkinson-ramte.

»Dybest set handler det om kærlighed,« sagde hun.

»Det lyder måske lidt højstemt, men jeg tror, det er det, det handler om. At man ikke har tid til mennesket og ikke skaber relationen.«

Det kunne måske lyde som et synspunkt, der kun kunne forekomme i den såkaldte alternative medicin, men da jeg et par dage senere taler med en hårdkogt naturvidenskabskvinde – speciallæge i psykiatri, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitetshospital Lone Fjordback – er meldingen overraskende enslydende. Hun forsker i yogaens og mindfulnessens helbredende egenskaber i forbindelse med moderne lidelser som kronisk stress. Og for hende handler det dybest set også om kærlighed. Relationen mellem patienten og systemet og relationen til sig selv og sine nærmeste.

»Jeg lærer folk at have bedre relationer til sig selv og andre. Jeg lærer dem at relatere mere empatisk,« siger hun. »Og det hjælper dem. Det kan vi se.«