|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
54
gæster og
185
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: DEN "SANDE" TRO?
|
Hej Simon.
Mit svar på dit spørgsmål er: Nej.
Det eneste den gode Ole Bjørn reelt har at kritisere mig for, er at jeg har tilladt mig at kalde samme Ole Bjørns syn på religiøsitet lidt for overfladisk, idet jeg dog indrømmede, at dette syn efter min mening kan passe meget godt på de gamle etablerede religioner, men ikke på den hos mange mennesker altid nærværende religiøsitet.
Jeg har altså begrundet mit indtryk.
Ole Bjørn nævnte, at det var på tide at afskaffe en række religiøse dogmer, men i det øjeblik, jeg tager et af de allermest fundamentale religiøse dogmer frem: Dogmet om en personligt skabende Gud, så mener den gode Ole Bjørn, at det er forkert af mig.
Debatten om ordet: religare, gider jeg ikke at uddybe - selv om den jo er typisk.
Det er helt klart for mig, at samme Ole Bjørn er ude af stand til at opfatte, at religiøsitet er en levende bevægelse i mange mennesker, som ikke bare kan spærres inde i gamle religioner og derefter nedgøres til "mentalhygiejniske pseudobilleder" (var vist ordene) - samtidig med at det ligger klart, at der er grænser for, hvad naturvidenskaben kan hjælpe os med.
For mig er, hvad jeg kalder ægte religiøsitet, ikke bare en "åndelig sutteklud", men derimod en evne, en kvalitet, der er forbundet med bl.a. nysgerrighed, viden, intuition, oplevelse af tid, skæbne - og mysterium.
En dansk mystiker fra 1900-tallet, Johannes Anker Larsen, skrev engang om religioner (husker det ikke ordret), at det er som en slange, der af og til skifter ham. De aflagte hamme er religionerne, men selve religiøsiteten, det er slangen!
Sådan ser det ud for mit vedkommende, og det ser jeg jo klart, at jeg ikke kommer videre med i denne debat.
Når så dertil kommer, hvad jeg oplever, som en hoven og nedladende tone fra nævnte debattør, så har jeg to muligheder:
1): Gi' igen af samme skuffe (og det niveau vil jeg ikke ned på), og
2): At trække mig ud af debatten.
Den tredje mulighed, som du peger på:
At ignorere provokationerne,
har jeg før prøvet, men det fjerner ikke min utilpashed og fornemmelse af at være "i dårligt selskab".
Og det må du da for min skyld gerne kalde "denne altid fornærmede attitude" hos "en stor fornærmet dreng!" i din vurdering af mig.
Folk som Ole Bjørn - og nu også dig - der i stedet for saglighed kommer med personlige nedvurderinger af deres meddebattører, spilder jeg ikke tid på.
Arne.
|
|
|
|
