|
0
registrerede
438
gæster og
50
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Kære Kristian, Hanskrist m.fl.
Jeg bemærker, at du, Kristian, med dine indledende indlæg ikke blot inviterer Hanskrist til en forårskåd debat om selvet og nu’et men også dine adskillige debatkolleger. Derfor vil jeg gerne bringe nogle af mine tanker ind i dette forum.
1. Når vi taler om nu’et – og det sker i vor tids samfund ret ofte – må vi gøre os det klart, hvad det er for et begreb, vi har med at gøre. Nu’et er efterhånden blevet en kliché på det at stoppe op midt i travlheden, at finde et punkt i sig selv eller i det værende, hvor vi kan hvile og for at bruge jmp’s begrebsforståelse hvile i den daglige meditation og stilhed.
Til dette knytter mange selvet, og igen må vi være begrebsvågne: Forstår vi selvet og Nu'et sådan, som Kristian beskriver det jf. SK’s udlægning om det øjeblik, ”der står uden for tidens strøm”, ”det uendeligt indholdsfulde nærværende”, og det - som SK i den grad huskes for - at være samtidig med sig selv, eller snakker vi derimod om et Selv og et NU, vi bestræber os efter at blive ét med, for i denne udvikling at opnå en højere form for erkendelse og enhed med det guddommelige (New Age) eller det, der ligger uden for vor forståelse.
2. Noget andet vi må gøre os klart er, at vi på den ene side ofte knytter an til en form for ”forbilleder” og arketyper f.eks. Det nye Testamentes tømrersøn og især for Hanskrist vedkommende Paulus, endvidere kan filosoffer/teologer som Søren Kierkegaard og K. E Løgstrup nævnes. På den anden side står vi hver især med vores individuelle forståelses- og oplevelsesmæssige horisont
Det er med baggrund i disse sondringer (punkt 1 og 2), at jeg deltager i ”Selvet og Nu’et”-debatten, og det er også derfor, at jeg både tidligere som nu ikke kan stille mig 100 % fast på en af "stammekrigernes" side, hvilket heller ikke er meningen – om end jeg teologisk set har min bedre halvdel hos Hanskrist (plejer vist at være den anden part (HK), der ytrer dette:o).
Min kommentar:
Skal vi være Selvet, sådan som Kristian udfordrer Hanskrist, eller skal vi vedstå vores ego, sådan som vi tit hører det fra Hanskrist?
Selvet/Nu'et/ egoet, råber drengene i kor! Ingen af delene, siger jeg!
Selvet:
’Selvet’ er den bestemte form af ’selv’, hvilket er et personligt pronomen. Betydningsmæssigt siger det noget om vores grundlæggende personlighed. Det kan vi ikke fratages, og vi bør heller ikke benægte ’os selv’ (vores personlighed).
Men forskellen på det ’at være sig selv’/’at hvile i sig selv’ og så det at kredse om ’Selvet’ er indlysende. Førstnævnte kan forstås således, at vi jfr. SK har pligt til at tage imod livet og realisere det. Men når vi derimod taler om Selvet havner vor tids selvudviklingsprogrammer ofte i det, at det handler om ET selv, Selvet i bestemt form. Selvet bliver derved en idé, et fænomen, et sted inde i os, som vi skal nulres ind i, som vi skal dyrke og ophøjes i for at opleve uendeligheden og nærværet i det værende. Det er for at sætte det på spidsen u-menneskeligt og u-kristeligt.
Nu bringer du, Kristian, nemlig selv tømrersønnen fra Nazaret på banen, og hermed har vi netop med menneskelivet at gøre. Han, Jesus, blev menneske i kød og blod, han blev ikke en idé, et fænomen eller et billede på Selvet.
Selvet/Nu'et og måden vi bruger disse begreber på bliver hurtigt klichér for det at blive menneske (at blive os selv), at lade det gamle menneske dø for at opstå som et nyt menneske i frihed til udfoldelse (jfr. Paulus’ begreb om dåben). Uden at gøre det for kristeligt vil jeg henvise til en tilgang, som også Ole Bjørn i dag – fra sit ståsted – har introduceret: At arbejde med sig selv – og her gælder det ikke at arbejde med SIT SELV, men derimod med SIG SELV, ikke at flygte fra sin væren, fra sin kastethed i tilværelsen (jfr. Heidegger), ikke at søge væk fra sin sårethed.
Begrebsforvirringen omkring Selvet og Nu’et er kommet ind med østens religioner og New Age. Jeg mener godt, at vi kan hente noget tankegods fra østen men endnu mere fra jødedommen og græsk kultur/religion/filosofi, som jo er den kontekst, kristendommen er opstået i. Derfor, når jmp nævner Nu’et frygter jeg, at han m.fl. (Kræn-P?) er ovre i de buddhistiske tanker om det absolutte, tomheden, intetheden, stilheden, hvor vi kan give slip i oplevelsen af en dyb hvile. Som den kristne munk Wilfred Stinissen så smukt udtrykker det, så kan en kristen ikke udtrykke sig på denne måde:
For os er det ikke en tomhed, men fylde, det drejer sig om. Johannes siger om Ordet: >> Af hans fylde har vi alle modtaget. Og det nåde over nåde<< (Joh. 1,16). Kristus taler ikke om Guds tomhed (min kommentar: eller et NU), men om liv, lys og fylde. Han vil, at menneskene skal have liv, og det i overflod (Joh. 10,10). Og når Ordet tømmer sig helt og fuldt (Fil. 2,6-11), sker det, for at Guds fylde skal åbenbares i denne tomhed” (W. Stinissen, 1978, s. 24-25).
Og så er det, kære Kristian og Hanskrist, at mit hjerte jubler!
Mvh
Anne
|
|
|
|
