|
0
registrerede
59
gæster og
139
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: serotonin
Emne: Re: Tro og Viden? Hvad med sandhed?
|
Hej Anne.
Kristus-begivenheden er blot Paulus´s fortolkning, og har ikke noget at gøre med Jesus. Hvis ikke Paulus havde fortolket Jesus som han gjorde, så havde der heller ikke været skabt en religion med et trossystem som bygger på lidelse og opofrelse.
Men egoet elsker denne fortolkning og dette trossystem, for hvor der er frygt og skyld, ja, der kan kærligheden ikke trænge ind.
Tænk at en gud kunne være så uvidende, at skabe noget som kunne være en trussel på ham selv, og så måtte ofre sin søn for sin egen fejltagelse.
Kan der findes en delvis frelse?
Og hvad er det vi skal frelses fra?
Det giver ikke nogen mening, at Gud skulle skabe noget han ikke vidste konsekvenserne af.
Hvis Gud har skabt mennesket som et fysisk væsen(altså som et dualistisk væsen), så måtte han jo også vide at konsekvensen var, at hans skabninger ville lide og dø. Hvis Gud har skabt noget som er forgængeligt, så måtte han også vide at det ville skabe frygt.
Ville en kærlig gud udsætte sine skabninger for lidelse og frygt?
Hvis Gud er evig, hvor kommer så tiden fra?
Kan tiden have sit udspring fra det evige?
Hvis det er Gud der er den første Årsag, hvor kommer egoet så fra?
Har egoet skabt sig selv? Og hvor kommer synd fra? Har den også skabt sig selv?
Jeg kan heller ikke forstå, hvordan frygt kan have sit udspring fra kærligheden.
Hvis Gud er evig, så må Gud også have været der altid, og vil være der altid, og hvis der er lidelse og frygt i Gud, så må frygt og lidelse også være evigt. Og ja, hvis Gud er fuldkommen, så må frygten og lidelsen jo også være fuldkommen.
Eller er Gud så uansvarlig og uvidende, at han har projiceret frygten og lidelsen udenfor sig selv, og så skabt en verden hvor han kunne se frygten og lidelsen udenfor sig selv. Og da hans skabninger fandt ud af, at han havde taget røven på dem, så måtte han vise sin storhed, ved at sende sin Søn, for at det så kunne gå ud over ham istedet for.
Hans Søn hænger jo stadig på korset, og så længe han hænger der, og at hans korsfæstelse associeres med lidelse og frygt, så længe vil mennesket vel også blive ved med at have frygt i deres sind, og føle sig skyldige over hvor syndige de er.
Paulus´s teologi er et udtryk for menneskets ubevidste kollektive ego, hvilket også er et udtryk for menneskets ubevidste skyldfølelse, som har sit udspring fra ideen om, at de kan adskille sig fra deres Skaber.
Sandheden kan ikke også være falsk, og derfor er sandheden ikke-dualistisk. Egoet´s "eksistens" afhænger kun af tro, altså om sindet tror på hvad det er egoet fortæller. Synd kræver straf, og så fødes den psykologiske oplevelse af skyldfølelse, og frygten griber så sindet, og det flygter så fra sig selv, ved at projicere det udenfor sig selv som det ikke ønsker at se i sig selv. Kroppen er så blevet til et skjulested, hvor det er muligt at sindet kan gemme sig for Gud, fordi egoet fortæller at Gud er vred, og at sindet har forstyret Himlens fred.
Den gud som Kristendommen forkynder, altså hvis man tror at det er Gud der åbenbare sig i Biblen, er den arketypiske gud, som omhandler synd, skyld og frygt. Så er der nogle elementer af kærlighed, men denne kærlighed er ambivalent, for det kræver noget, og den er også et udtryk for specielhed. De som ikke tager imod det som forkyndes i Biblen, de vil heller ikke blive frelst. De som ikke tror på den fortolkning Paulus har af Jesus, de vil heller ikke kunne tage imod "troens gave".
Jesus er også speciel indenfor Kristendommen, for Jesus er Guds enbårne Søn, og alle andre skabninger er, ja, som Paulus siger "Guds adopterede børn".
Hvordan kan en kærlig gud skabe forskelle. Hvad havde han tænkt sig?
Det er kun een som fortjener den fuldkomne kærlighed, og resten må så nøjes med at drømme om den.
Hvis kærligheden er sandheden, hvordan kan frygt så også være sandt?
Hvis Gud er virkelig, og at Han Skaber udfra Kærligheden, hvordan kan frygt så også være virkelig?
Hvis Gud er Ånd, hvor kommer så det fysiske fra? Kan man få kærlighed på form? Alle former er forgængelige. Vil det så også sige, at kærlighed er forgængelig?
Hvis sindet er skabt som ånd, hvofor søger det så kærlighed i det fysiske, og ikke i ånden?
Hvis sindet kun oplever kærlighed, når det lytter til Åndens stemme, hvad skal det så med egoet?
Hvad har egoet at tilbyde, andet end en forgængelig verden..
Og hvorfor taler Jesus udelukkende om Ånden, hvis det er at Ånden ikke også ville kunne fortælle sandheden?
Og hvorfor fortolkede de mennesker som grundlagde Kristendommen det Jesus sagde og gjorde, og ja, som blev gjort imod ham, hvis det er at det kun er Helligånden som kender sandheden?
Hvis en fortolkning er sand, så må den vel også være eentydig, medmindre at sandheden ikke er eentydig.
Hvis der er forskellige fortolkninger, så kan fortolkningen vel heller ikke komme fra Helligånden.
Og kan Helligåndens stemme høres, hvis ikke man er villig til at være stille og LYTTE?
Var de mennesker som skrev Biblen stille i deres sind, og opmærksomme på, om det nu var Helligånden de lyttede til, eller om det var deres ego?
Alt den kamp og splittelse som historien vidner om, ja, det vidner ikke om, at de mennesker var stille og opmærksomme på hvem de lyttede til.
Og det virker også meget mystisk, at de to personer som måske var dem der var tættest på Jesus, nemlig Maria Magdalene og Thomas, at deres evangelium blev skrottet af kirkefædrerne.
Sandheden ændre sig ikke, blot fordi den bliver fortolket af menneskets ego.
Vi er alle Guds Søn, Kristus, og Jesus var den første til at acceptere hans eenhed med sin Skaber, og nu viser han vejen, så vi blot også skal accepterer vores eenhed med vores kære Fader.
Kærligst Jan.
|
|
|
|
