|
1
registreret
(1 usynlig),
231
gæster og
54
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Ånderne kan godt lide ABBA
|
Kære Kurt.
Tak for et interessant indlæg, og undskyld venligst, at mit svar har været så længe undervejs. Det er et vanskeligt spørgsmål, du stiller vedrørende mine oplevelser af fænomener, som jeg henfører under begrebet telepati, og jeg vil begynde med at gøre rede for, hvordan jeg afgrænser det negativt. Altså sige lidt om, hvad jeg netop ikke opfatter som telepati.
Lad mig begynde med tilfælde, der forekommer særdeles hyppigt mellem min hustru og mig. Når vi sidder og taler sammen under vore måltider, hænder det, at man efter en pause tager et nyt emne op. Og i så fald sker det ofte, at den ene af os siger: Det er pudsigt, at du nævner netop dette, for det var præcis det, som jeg lige skulle til at sige.
Min forklaring på sådanne ordvekslinger er, at vi efter næsten 46 års ægteskab kender hinanden til pinds ende, og derfor foregår der sandsynligvis parallelle associationsrækker i de tankeforløb, som vi hver for sig sidder med i hovedet, når vi taler sammen. Derfor vil det være anstrengt at hæfte betegnelsen telepati på sådanne tilfælde.
Medens jeg opholdt mig i Bruxelles, sås Birthe og jeg kun i weekenderne, men vi talte som regel sammen i telefonen en gang om dagen. Det skete af og til, at telefonen derhjemme var optaget, når jeg ringede op. Prøvede jeg at ringe igen umiddelbart efter, kunne Birthe sige: Det var da pudsigt! Jeg har netop prøvet at ringe til dig, men din telefon var optaget.
Jeg har ikke ført statistik over sådanne tilfælde, men min fornemmelse siger mig, at tilfældene ikke forekom med større hyppighed, end at de kan rummes inden for en almindelig sandsynlighedsberegning. Når vi i almindelighed talte sammen dagligt, er sandsynligheden for tidsmæssigt sammenfald i forvejen ret stor.
Det ligger straks lidt anderledes, når der er tale om telefonsamtaler med andre, som man kun taler med sporadisk. For eksempel var vi i 1998 i Australien for blandt andet at besøge vor datter og hendes familie. Ved ankomsten havde vi den traditionelle telefonsamtale med vor søn hjemme i Danmark, hvor vi bekræftede, at rejsen var forløbet godt. Herudover ringede vi ikke til hinanden.
En måneds tid senere, da jeg sad på et hotelværelse i Sidney, slog det pludselig ned i mig, at jeg burde ringe til Ivan, og jeg tastede hans nummer på min mobiltelefon. Han var imidlertid optaget, hvorfor jeg opgav. Et minut senere ringede mobiltelefonen, og det var Ivan, der sagde, at han var løbet ind i et juridisk problem, som han gerne ville drøfte. Han bekræftede på min forespørgsel, at det var hans andet forsøg, fordi min mobiltelefon meldte optaget, da han prøvede første gang.
Hvis dette nu havde været en enlig svale, ville der ikke være rimelig grund til at opfatte samtidigheden som et indicium for telepati. Men jeg har oplevet i hundredvis – mindst – af sådanne tilfælde helt fra min barndom. Det gennemgående træk er, at enten jeg eller en anden står med et problem, der fordrer, at vi kommer i kontakt med hinanden.
Jeg vil ikke trætte med historier i lange baner, men blot trække et typisk eksempel fra 1960-erne frem, hvor jeg arbejdede som lærer. Jeg var medlem af bestyrelsen i en sportsforening her i Midtjylland. På et bestyrelsesmøde i løbet af vinteren besluttede vi, at vi ville iværksætte skydning med salonriffel for børn og unge.
Vi aftalte også, at vi ville leje et passende areal til formålet hos en gårdejer, der også sad i bestyrelsen. Vi blev enige om, at vi ville nedfælde lejeaftalen skriftligt, og jeg skulle skrive kontrakten. Kollegerne i bestyrelsen mente, at det var sådan noget man havde ’Kræn-Degn’ til.
Dette glemte jeg imidlertid, men en søndag formiddag et halvt år senere, slog det pludseligt ned i mig, at jeg ikke havde fået gjort det, som jeg havde lovet. Derfor satte jeg mig til skrivemaskinen og skrev udkastet til kontrakten, puttede det i en konvolut og cyklede ned til stationen, hvor jeg lagde brevet i postkassen.
Om eftermiddagen gik jeg i haven og plantede jordbær. Formanden for sportsforeningen kom ned til mig og sagde, at han lige ville minde mig om noget, som jeg øjensynligt havde glemt. Han havde om formiddagen talt med et andet bestyrelsesmedlem, og de var blevet enige om at minde mig om lejekontrakten. Jeg kunne fortælle ham, at den faktisk lå i postkassen, fordi jeg var kommet i tanker om sagen om formiddagen.
I mit senere juridiske arbejde har jeg oplevet tilsvarende i så mange tilfælde, at jeg tør tale om telepati. Der er tale om en nøgtern erfaring, som jeg kalder ’grænseoverskridende empiri’. Af og til har jeg haft så travlt, at der har været bunker af sager på skrivebordet. Når jeg sad og arbejdede med en tidskritisk sag, er det ofte sket, at det pludselig er slået ned i mig, at en anden sag nok burde behandles først.
Når jeg så har taget den frem af bunken, er der en halv snes minutter senere blevet stillet en telefonsamtale ind, hvor hovedpersonen i sagen har spurgt om, hvornår han eller hun kunne forvente et resultat. Jeg har i sådanne tilfælde – og de er mange – kunnet svare i overensstemmelse med sandheden: »Jeg sider netop og arbejder med sagen, og De vil modtage brev herom i morgen.«
Når man oplever sådanne tilfælde tilstrækkeligt mange gange, må man erkende, at man her står med en form for tankeforbindelse, som man bliver nødt til at indregne i sin opfattelse af, hvordan verden er indrettet.
Her kunne man naturligvis nøjes med at sige: »Ja, der er mere mellem himmel og jord!« og så lægge ansigtet i tænksomme folder. Dette kunne blive et afsæt for at give sig de såkaldte åndsvidenskaber eller en eller anden form for okkultisme i vold.
Min reaktion er en anden, fordi jeg har lagt mig fast på, at jeg ikke vil godtage noget, der er i modstrid med almindelig ædruelig empirisk videnskab. Frontlinieforskningen inden for den teoretiske fysik opererer med modeller, hvorefter vi muligvis lever i en verden med ti eller elleve dimensioner, hvoraf nogle kan være stærkt sammenkrøllede og være forbindelsesmuligheder mellem elementer, der ud fra vor dagligdags firedimensionale opfattelsesmuligheder er adskilte i tid og rum. Måske noget a' la quantum entanglement.
Min søn og jeg plejer at blive enige om at udtrykke sagen på den måde, at vor bevidsthed tilsyneladende er et interface til noget, der er mere omfattende.
Vigtigt er det også at understrege, at mine telepatiske oplevelser altid kommer spontant, og det er aldrig lykkedes mig at skabe tankekontakt til en anden person voluntært.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
