|
1
registreret
(1 usynlig),
48
gæster og
26
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: GUD OG FORNUFTEN
|
Bedst som jeg troede, at jeg så nogenlunde vidste, hvor jeg var - her i universet - opdager jeg, at det har flyttet sig lidt - ja, nok ikke universet - og så må det jo være mig 
Gennem tiderne har vi mennesker bygget forestillinger op om naturlige kræfter og overnaturlige kræfter, der styrer verden - og dermed også os.
En vis tendens er der også til et "den og os".
Verden på den ene side, og så vi mennesker som noget særligt - endda nogle, der skal styre verden.
Det er måske ikke så mærkeligt, for hvis vi ikke nogenlunde kan styre vore nærmeste omgivelser, så overlever vi jo ikke.
Opdelingen i naturlige og overnaturlige kræfter er måske også falsk, for alt er vel egentlig naturligt?
Måske var det mere rigtigt at opdele i kendte og ukendte kræfter
Forestillingen om, at alt er logisk, er måske også en illusion.
Som rationalister opererer vi ganske vist med begrebet tilfældighed - dog kun forstået på den måde at arsagssammenhængen er uoverskuelig, men stadig er der.
Men hvorfra ved vi at alt er logisk og i princippet begribeligt for menneskeforstand med avancerede teorier, matematik o.a.
Jeg kan ikke lade være at tro, at opdelingen mellem verden og os ganske vist er praktisk og nødvendig i det nære og daglige, men alment set er vi blot en del af verden, og verden er ikke til for vores skyld
Vores evne til at forstå os selv er jo også temmelig begrænset.
Vi kan se os selv, men kun delvis.
Udover dét, vi kan se, er det jo dét, vi ikke vil se (fortrængningerne) - og så alt dét, der ikke kan nå vores bevidsthed - det ubevidste.
Rationalister optræder ofte ret så skråsikkert - nok især overfor, hvad vi vel kan kalde religiøse mennesker, mennesker der er optaget af forestillinger om ikke-rationelle ting, kræfter, relationer.
Men hvor sikker grund befinder rationalisterne sig egentlig på?
Og omvendt kan man jo sige, at de religiøse så absolut befinder sig på usikker grund 
På mig virker det efterhånden temmelig absurd, når rationalister alene klamrer sig til logikken - og lige så absurd, når religiøse alene klamrer sig til profeters dogmer og forudsigelser.
Men hvorfor også klamre sig så meget.
Hvorfor ikke indrømme, at vi lever i en verden, der er uoverskuelig, en verden, som vi selv er en del af, og som vi heller ikke kan overskue.
Dermed mener jeg ikke, at vi skal opgive at forstå - tværtimod - men blot at vi godt kunne indse, at verden (og vi selv) er meget mere uoverskuelig, ufattelig end, hvad logik og/eller dogmer kan magte.
Set på den måde synes jeg, at naturvidenskabens opdagelser er fantastisk spændende og inspirerende, men jeg synes også, at de religiøses vaklende og usikre forestillinger er lige så spændende og inspirerende.
Langt de fleste religiøse samler jo deres forestillinger sammen i ét begreb, som ganske vist er totalt uklart og mangesidigt: Begrebet Gud.
En højere magt kan man vel kalde det, en magt som rummer alt det, vi ved, plus alt det, vi ikke ved og som er den første årsag til det hele.
Set på den måde, synes jeg, det er helt OK at bruge ordet Gud, men at begynde at sætte definitioner på begrebet Gud, det er for mig at se, nonsens.
Kristendommen er jo den religion, vi danskere mærker mest til, og der er det vel værd at hæfte sig ved, at der her, udover Gud og Mennesker, også forekommer noget, der er begge dele, et menneske, der ikke bare er en profet, men et menneske, der også er Gud.
Hvordan det reagerer med alt det om os selv, som vi ikke ved eller ikke vil vide, det er nok ikke så ligetil at overskue.
For mit vedkommende har det inspireret og ændret mit liv, så jeg langt stærkere oplever glæden over, at jeg er til - og føler mig elsket af - ja, hvad kan jeg sige andet end - af Gud?
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
