|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: HØJERE END ET HØJERE VÆSEN
|
ganske solidt (solidt teologisk håndværk) og fantastiske gode vendinger/formuleringer fra din hånd og ånd Thomas.
Hæfter mig ved:
Når man graver efter guld, graver man meget jord op
ingen tvivl nu i mit sind mere, om at du er meget honest, oprigtig søgende
Så længe du har kendt mig, har jeg tilbedt Gud i Jesus Kristus, som gav sit liv for at give os Livets ord.
- Jeg er ikke kommet for at prædike om mig selv, men om Gud i Jesus Kristus. Dette er min gerning - dette er, hvad det har 'medført'.
det der får mig til at skrive solidt teologisk håndværk.
og de understregede ord er da også udgangspunktet for alle dogmerne og for al den kristologiske ævl og kævl som Konstantin den store forundredes over at de kristne teologer og tænkere/teoretikere i bittesmå detaljer gik så meget op i at de var parate til at slå hinanden ihjel, eller ihvertfald bide hovedet af hinanden og bandlyse hinandes tanker som kætterske.
Jeg finder dogmerne interessante, men det er nu engang ikke dem vi tror på, selv om de fungere således i trosbekendelserne som om det er dem vi tror på, det er ej heller Bibelens ord vi tror på, der er troens genstand, men bibelen peger på en trosbekendelse til en historisk person Jesus som værende Kristus Guds levende Søn.
At finde den historiske Jesus uden at ramle ind i hvad folk mener og tror om ham og hvilken rolle de tilkender ham og hvor højt de påskønner ham og bakker ham op i en ærlig og seriøs efterlevelse eller hvor meget de ser i ham og hvad de ser i ham eller tror er åbenbaret i og med og ved ham (Gud i Jesus Kristus) er en umulighed.
Jesu identitet og min identitet, ja vores allesammens identitet er en social konstruktion (dette skyldes at eigenwelt og mitwelt er fuldstændig sammenfiltret, hvilket moderne neurobiologi i dag er kommet på sporet af), og der findes ikke et selv som ikke bliver til i kærlighed og samspil med andre. Således at Gud for Paulus og Johannes er eller findes i denne kærlighed mellem mennesker hvor vi elsker og personanerkender hinanden (med personanerkender hinanden, mener jeg at vi ser hinanden som værende skabt i Guds billede alle og at vi er forpligtigede på ikke at korrumpere dette billede hverken hos os selv eller næsten).
jeg har åbenbart tidligere skrevet til dig følgende:
"men kunne du finde på at fortælle om din omvendelse og rent praktisk hvad den har medført"
og du svarer:
- Jeg er ikke kommet for at prædike om mig selv, men om Gud i Jesus Kristus. Dette er min gerning - dette er, hvad det har 'medført'.
Min kommentar til denne ordveksling mellem os to:
jeg er kommet for at vidne om Kristus i mit liv (tæt på det du kalder Gud i Jesus Kristus (min Gud Søn natur og Gud Fader og Gud Ånd)), og jeg siger gerne som Paulus at jeg kun gider tale om det som Kristus har udvirket og gjort i mit liv. Således gælder for mig om at vidne om Kristus i mit liv, hvordan dette personligt tar sig ud, deri følger jeg de første kristne med deres stærke personlige omvendelsesvidnesbyrd, hvoraf kristendommen opstod. Det du nævner er noget senere end urkristendommen, men som man kan skimte hos Johannes, men ikke hos de ægte Paulus breve endnu, siger A Schweitzer. Også det der sker hos kirkefædrene hvor Kristologien bliver til en abstrakt tale om Gud og Jesus, altså Søn og Fader forholdet her, uden at vi inddrages, noget der ikke endnu ses hos Paulus denne teoretiske abstraktion, fordi hos Paulus kan man ikke tale om Gud i Jesus uden også at tale om nøjagtig det samme forhold hos os, altså vores Søn-skab, vores egen Sønne status (Kristusvirkeligheden i vores liv (se Gal 2, 19 - 20 ja der er over 50 direkte henvisninger til forholdet/virkeligheden)) med og i Kristus som vi er døbte til, hvori vi kender og åbenbares Gud Fader (Gud Faders hjerte (kærlighed) og vilje med os) og Gud Ånd (har Guds Ånd, Ånden at vandre i). Altså i urkristendommen (hos Paulus) kan vi ikke skubbe Gud Søn og Gud Fader forholdet ud og over i Jesus som værende udelukkende noget gældende kun ham, som om vi ikke var omfattet i Kristus af nøjagtig samme virkelighed, den trinitariske virkelighed, hvor vi i Kristus, vores dåb til Kristus, eller iklædning Kristus, her har vi Gud Søn status (er Guds børn) og her åbenbares Gud Fader og Gud Ånd (her har vi Guds ånd, eller åndens nye liv (især Rom 8 er rigt herpå)) og Paulus vil have dette forhold til at være direkte og uden bogstavelige/ordrette formuleringer som værende tegn på den rette tro (trosvirkelighed/Kristusvirkelighed el Kristi Efterfølgelse) skal være formidler af denne virkelighed. Men allerede hos Johannes ser vi at bogstavelige/ordrette eller ordrigtige formuleringer vinder indpas siger A Schweitzer, hvilket skyldes konkurrencen fra gnosticismen især og alle mulige og umulige, mere eller mindre fantasifulde udlægninger af bekendelsen til Jesus der er Kristus, Guds levende Søn.
Paulus nægter at kristendommen kan være en abstrakt tale om eksklusivt Jesus og Gud, som vi ikke er omfattet af direkte og han nægter at bogstavelige/ordrette og ordrigtige formuleringer, kan være formidleren af vores forhold til Gud Fader i Jesus og være betingelsen for Åndens nye liv. Hos Paulus har vi tankerne og ånden direkte fra Gud i forbindelse med vores dåb og omvendelse til Jesus Kristus, i forbindelse med vores iklædning Kristus, Kristusiklædning, Kristus der vinder skikkelse i os, som er benævnelsen for Pauls dåbsteologi og omvendelse.
Derfor er det ikke den urkristne paulinske retning der sejrer og vinder indflydelse på Kirkens lære og dogmatik som Rubæk siger, dette er stik imod hvad teologerne siger. Pauls indflydelse forsvinder med Pauls egen død, men der ses Paulus renæssancer som i renæssancen og med reformationen, og igen i vore dage med Alain Badiou og Zizek og HansKrist  for nu at nævne en fra vores egen andedam eller 100 meter skoven.
Mange kærlige hilsner HansKrist
|
|
|
|
