|
1
registreret Arne Thomsen
510
gæster og
47
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Selvet og Nu'et.
|
Kære Hanskrist.
Du kan muligvis have ret i, at udtrykket Selvet er et modeord. Det afhænger af, hvor kort tid et udtryk skal være blevet brugt, for at man kan sige, at det kun er et modeord.. Da de ukendte forfattere til Bhagavadgita sad og skrev på det store epos Mahabharata, var Selvet et ord, som blev hyppigt anvendt. De skrev på sanskrit, og her hed det ’Atman’. Det var altså på mode dengang, men det er jo også kun godt og vel et par årtusinder siden.
Søren Kierkegaard (SK) har også skrevet om Selvet, og det er knap så længe siden. Den 30. juli i år vil det være 159 år siden, at han udgav en bog, hvori han om Selvet skrev følgende definition:
»Mennesket er Aand. Men hvad er Aand? Aand er Selvet. Men hvad er Selvet? Selvet er et Forhold, der forholder sig til sig selv, eller er det i Forholdet, at Forholdet forholder sig til sig selv; Selvet er ikke Forholdet, men at Forholdet forholder sig til sig selv.« (Citat slut).
Ved læsning af SK skal man altid have opmærksomheden henvendt på, at mange af hans betydningfulde værker er skrevet under pseudonym. Det netop citerede er fra begyndelsen af værket »Sygdommen til Døden«, og det er skrevet af pseudonymet ’Anti-Climacus’. Dette psudonym er kristent, og værket skal forstås ud fra et kristent ståsted. At så din kære ateistiske ven Sigmund Freud fandt rig inspiration i værket, viser vel ret beset kun SK’s bredspektrede almenhed.
Her vil jeg lige indskyde, at vi har fået en debatkollega, der har registreret sig med brugernavnet V. Hafniensis. Dette kan være inspireret af det psudonym, som SK brugte som forfatter til det ret vanskeligt tilgængelige værk »Begrebet Angest«, hvor forfatteren var Vigilius Haufniensis (Den årvågne københavner).
Den sygdom, som SK skrev om, kalder han fortvivlelse. Dette ord skal ikke kun forstås som synonymt med dette at være meget ked af det – eller deprimeret. Man kunne måske sige, at det nærmere betyder noget i retning af at tvivle sig bort fra Selvet. Thi SK definerer et sted i værket fortvivlelsen residuelt ved at konstruere en formel for, hvornår man ikke er i fortvivlelsen:
»Dette er nemlig Formelen, som beskriver Selvets Tilstand, naar Fortvivlelsen ganske er udryddet: i at forholde sig til sig selv, og i at ville være sig selv grunder Selvet gjennemsigtigt i den Magt, som satte det.« (Citat slut).
Verbet ’at grunde’ skal ifølge datidens filosofiske sprogbrug forstås som synonymt med ’at være baseret på’, ’at hvile på’ eller ’at have som axiomatisk udgangspunkt’. Når formelen er skrevet af den kristne Anti-Climacus, kan vi gå ud fra, at den magt, som satte Selvet – d.v.s. var Selvets ophav – er ment som den kristne Gud.
Men også andre betingelser må være opfyldt, for at fortvivlelsen – lad os på nudansk kalde den den personlige fremmedgørelse – er ganske udryddet. Man skal for det første være gennemsigtig. Gennemsigtig for sig selv. Her kan du meget vel sammenligne med C. G. Jung’s begreb individuation. Jeg bemærker, at du behændigt har undgået hans navn i din opremsning over, hvem Jmp efter din opfattelse har negligeret. Thi for Jung var individuationen, hvor man i et langt forløb lærer sig selv at kende til pinds ende, en nødvendig forudsætning for, at man kunne nå frem til at kunne hvile i netop Selvet.
Og for det andet er det ifølge SK en forudsætning, at man forholder sig til sig selv og tillige vil være sig selv. At ville være sig selv, subsidiært at ville sine vilkår, kan være uendeligt svært. Blicher’s litterære figur Cecil i Hosekræmmeren ville ikke være sig selv, og hun ville ejheller sine vilkår. Hun ønskede sig døden, så hun kunne møde sin elskede Esben i Paradis. Med den blodige ragekniv opfyldte hun sit ønske om ikke at være sig selv og berede Esben til genmødet i Paradis.
Ser du, kære Hanskrist, nu behøver vi sådan set ikke at gå længere med hensyn til Selvet. Du er jo kristen og har derved forudsætningen for at kunne tage den kristne Gud som dit udgangspunkt. Men du vil ikke vedkende dig Selvet og har ikke det fjerneste ønske om at ville være Selvet. Du foretrækker at vandre den vej, hvor du ikke en gang imellem søger hvile i Selvet, men ideligt beskæftiger dig med den del af dit psykologiske inventar, som bereder dig så mange glæder: Dit paulinske ego.
I fortsættelsen vil jeg komme nærmere ind på Nu’et.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
