Hvordan er det da muligt at tale om Gud, når yderverdenen er videnskabens arbejdsområde? For som vi så hos Kant, udelukker videnskabens erkendelse enhver religiøs erkendelse i forbindelse med den ydre verden.
Svaret er givet med begrebet eksistens. Eksistensbegrebet er en videreudvikling af det, der hos Kant hed den "negative frihed". Denne frihedsimpuls var hos Kant en side af fornuften, den praktiske fornuft. Herrmann og Bultmann siger, at den er en side af selvet, det levende, eksisterende selv - som er levende i modsætning til den døde og mekaniske natur, de foreliggende tings verden. Det levende selv oplever sig selv som undtagelsen i verden, der stritter imod, hvis det også selv skal forklares som et produkt af årsag og virkning. Hvis det ikke er andet end et led i den uendelige række af betingelser, så er der ingen mening i noget, så havner man i nihilismen. Denne foruroligende utilfredshed hos det levende, eksisterende selv ytrer sig i at selvet bestandigt spørger efter noget, som står fast, det ubetingede, det absolutte. Det spørger efter mening, efter livets egentlige sandhed, efter sit "egentlige selv", dvs uroens ophør i opfyldelse, hvile og hjemkomst i livet. Det levende, eksisterende selv er én stor længsel efter noget, som det kan fæste fuldkommen lid til. Man kunne også sige, at dt er opfyldt af længsel efter, at der må være noget helligt, at der må være en Gud.
Men en sådan længsel kan jo udmærket være ren ønskedrøm. Det kan udmærket være, at der ikke findes nogen mening eller nogen Gud. Det kan være en tragikomisk tilfældighed, der har forbandet mennesket med denne længsel og uro, så det må henslæbe sit liv i en meningsløs, uopfyldt søgen. Det gælder nu om ikke at stikke sig blår i øjnene. Ønskedrømmene står bestandig parat med mulige svar på længselen. Det gælder om at være kritisk for ikke at komme til at leve på en livsløgn. Hellere modigt se en eventuelt tomhed i øjnene end leve på en illusion. Denne kritiske holdning arver Herrmann og Bultmann fra Kant. Deres teologi former sig som kritik af det eksisterende selvs ønskedrømme. Derfor har jeg kaldt den eksistens-kriticisme.