|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
468
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Anonym
Emne: Re: Om at støbe kugler!
|
Det er ikke det menneskeligt udførte arbejde der skaber merværdi. Det er menneskeligt udført arbejde som skaber værdi i det hele taget. Mennesket bearbejder naturen. Alt hvad vi ser omkring os er et resultat af menneskeligt udført arbejde. Bygningerne er tegnet af arkitekter og bygget af håndværkere. Afhandlinger er skrevet af professorer, romaner af forfattere og digte af digtere, for at nævne det kreative islæt.
Det er mit indtryk at du er gået lidt let hen over læsningen af ”Das Kapital”, som du i sin tid gik let hen over læsningen af Krishnamurt. Pudsigt, i min opfattelse falder de begge pænt i hak.
(I forenklet form og alt andet lige):
Merværdi er, i modsætning til størrelsen ”værdi” det fænomen som opstår når mennesket ikke har andet at sælge end sin arbejdskraft. Hvis jeg nu er en kuglestøber og skal støbe mine kugler så går jeg hen til ham, der ejer kuglestøbermaskinen og jeg bruger den til at støbe min kugle. For det får jeg 100 kroner i løn. Produktet af mit udførte arbejde tilhører en anden (som ejer en kuglestøbermaskine) og jeg har fået min løn.
Hvis jeg nu får behov for at købe en kugle går jeg hen i forretningen for at købe den, men den koster 120 kroner. Den kugle, jeg selv har lavet og som jeg har fået 100 kroner for at lave har jeg ikke engang råd til at købe. De 20 kroner kaldes merværdi. I kapitalismens omvendte økonomiske verdensbillede er min arbejdsindsats en omkostning ved fremstillingen af produktet men i den virkelige økonomiske verden er kuglen 120 kroner værd og jeg har kun fået 100 kroner for at fremstille den. Det er merværdi. Den direkte værdi af min forarbejdning af naturen er defineret som 120 kroner, men jeg har kun fået 100 kroner for det. De 20 kroner tilfalder ejeren af kuglestøbermaskinen, en maskine som er produceret på samme vilkår. Hvis man udvider denne forståelse til at omfatte alle varer produceret af alle lønmodtagere får man en anelse om hvor skrøbeligt et grundlag den kapitalistiske økonomi bygger på.
Hvis jeg nu alligevel vil købe min kugle bliver jeg nødt til at låne de resterende 20 kroner. Ved at støbe en kugle til mig selv har jeg altså pådraget mig en gæld og det samme gør sig gældende for enhver vare jeg køber.
Nu kan man jo godt gå ind med en sådan analyse på et vilkårligt sted, men man må også være klar over at samfundet er et resultat af en historisk udvikling. Købmandssamfundet som ligger før den kapitalistiske model, hvor de fleste mennesker kun har deres egen arbejdskraft at sælge for at kunne forsørge sig, er også kendetegnet ved en ophobning af store formuer. Trekantshandelen f.eks. eller slavehandelen som efterhånden blev moralsk forkastet medførte en ophobning af store formuer og selv om selve handelen blev afskaffet forblev formuerne i hænderne på de som havde tjent dem (arveretten f.eks.). Det samme gør sig gældende med det moralsk forkastelige børnearbejde i begyndelsen af forrige århundrede. Det blev afskaffet, men formuerne forblev i de hænder som havde udnyttet børnene. Hundrede år kan man kun give det gamle ord ret: penge lugter ikke.
Først i det øjeblik at disse formuer blev investeret i produktionsmidler og de fleste mennesker ikke længere havde andet at sælge end deres arbejdskraft, begyndte det vi kalder kapitalismen.
Kapitalismen er en nødvendighed i menneskets udvikling. Tænk dig hvis køleskabe blev lavet af håndværkere hver for sig. De ville blive umanerligt dyre at fremstille og købe. Først ved indførelse af masseproduktionen bliver det enkelte køleskab så billigt at alle og enhver har råd til det. Men det er et umanerligt kompliceret område som jeg indtil videre vil lade ligge.
Karl Marx analyserede den kapitalistiske samfundsformation og forudså at den ville gå over i det han kaldte det kommunistiske samfund som en naturlig udvikling. I forrige århundrede gjorde man denne forudsigelse til en ideologi som man prøvede at gennemføre i forskellige uudviklede samfund. Derfor, og fordi man glemte de menneskelige faktorer som gav forskellige psykopater magten, kørte alting af sporet.
Kommunismen er ikke en ideologi og kan ikke gennemføres ved en revolution. Kapitalismen har været nødvendig, og er stadig nødvendig for at alle mennesker kan få opfyldt deres grundlæggende behov. Men derefter vil det være en naturlig udvikling at forandre samfundsinstitutionerne indefra. Indføre en form for økonomisk demokrati f.eks. Og så finde måder at belønne folk efter deres faktiske arbejdsindssats, variere værdisætningen af arbejde mellem intellektuelt arbejde, håndens arbejde og hvad ved jeg. Arbejde er meget mere end sved og anstrengelse. Nogle former for arbejde kræver en lang uddannelse som medfører at det udførte arbejde har en højere værdi. Og så er der nødvendighedens værdi. Hvem gider at udføre kloakarbejde f.eks.? Det burde medføre en højere værdisætning synes jeg. Jeg er sikker på at man kunne få megen fornøjelig tid til at gå med at værdisætte forkellige former for arbejde.
Men jeg kan umuligt nå at sige det hele så jeg vil slutte med at påpege en væsentlig faktor: Os.
Jeg ved ikke om det er vores natur, jeg håber det ikke, men ihverfald er det vores egoisme og grådighed der til stadighed kuldsejler ethvert projekt.
|
|
|
|
