|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SKAL VI BLANDE OS?
|
Hej Anne.
Når du skriver:
"Kan man ikke sige, nå ja, Koranen blev til i en kontekst (en bestemt tid og kultur), så måske alt ikke skal tages for bogstaveligt i dag,-"
så er det jo nøjagtigt sådan, som jeg opfatter det, og som de fleste ikke-muslimer vel også i dag opfatter både Koranen samt GT og NT i Bibelen.
Men at sidestille Bibelen og Koranen synes jeg ikke rigtig holder.
For kristne er Bibelen vel meneskers beretninger om det guddommelige, men for muslimer er Koranen jo Guds ord - direkte fra Gud! - via ærkeenglen Gabriel.
Muslimerne har Koranen direkte fra Gud (via Gabriel og Muhammed), mens kristne har "ordet" direkte fra Gud: Jesus Kristus.
Og det er nemt for os at sige: Opgiv dogmet om, at Koranen kommer direkte fra Gud!
Men det vil vel være lige så svært for muslimer at opgive dette dogme, som det vil være for kristne at opgive dogmet om at Jesus Kristus er Guds Søn - den anden person i Den hellige Treenighed.
Dertil kommer, at der nogle steder i Koranen udtrykkes respekt for Bibelen ("Toraen og Evangeliet", f.eks. i sura 3, vers 3 og følgende).
En tilsvarende respekt for Koranen fandt vi jo ikke just hos f.eks. Martin Luther.
Og når du skriver:
"Hvorfor er det krænkende at stille spørgsmålstegn ved Koranens autoritet?"
så ville det tilsvarende spørgsmål i modsat retning jo være:
Hvorfor er det krænkende at stille spørgsmålstegn ved, at Jesus Kristus er Guds Søn i Den Hellige Treenighed?
Det er dét, der er min pointe, at begge de to spørgsmål går helt ind i det mest centrale i de to religioner - der hvor det gør mest ondt.
Er du parat til at opgive dogmet om, at Jesus er Guds Søn i Den Hellige Treenighed?
Det er du vel ikke - men hvordan kan du så forlange, at muslimerne skal opgive deres helligste dogme?
Det var ud fra en sådan forståelse af situationen, at jeg anede en mulighed for at bringe Muhammeds begrænsede evne til at opfatte Guds ord på bane - som noget, der ikke totalt sønderrev Islam - og som noget, der måske gradvis kunne bringe Islam ud af stagnationen - og dermed også ud af fanatiske muslimers aggression mod vesten.
Jeg læser i dit indlæg en tendens til at frede kristendommens dogmer, mens kristne åbenbart gerne må angribe Islams dogmer.
Men måske har jeg misforstået dig.
Måske hænger det sammen med, at jeg heller ikke kan få mening i, når du skriver:
"Undskyld, men jeg noterer mig, at du skriver: "Så hvad er egentlig vores grundlag for at blande os - udover at de - muslimerne - selvfølgelig ikke skal ha' lov at blande sig i vore anliggender?". Hermed giver du udtryk for en implicit fordom, der kan fejlspore debatten -"
Giver vore idéer om religionsfrihed/trosfrihed ikke mennesker frihed til at være muslimer?
Jeg vil meget gerne forstå, hvad det er for en fejlsporende fordom, du ser hos mig.
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
