|
2
registrerede
(2 usynlige),
102
gæster og
24
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SKAL VI BLANDE OS?
|
Hej Ole Bjørn.
Ja, meget ville jo være nemmere, hvis muslimer opgav at anse Koranen for at være Guds ord.
Den mulighed er imidlertid efter min mening lige så håbløs, som det ville være, at få troende kristne til at opgive dogmet om, at Jesus Kristus er Guds Søn - født af Jomfru Maria - bebudet af Ærkeenglen Gabriel - Gabriel, som jo ifølge beretningerne også var den, der hviskede Muhammed Koranen i øret.
Der har ganske vist altid i kristendommen ligget den idé og luret: at Jesus var meget nær det guddommelige, men at han ikke var Guds Søn, den anden person i Den Hellige Treenighed/Trefoldighed (Arianisme hedder det vist), men i alle årene har kristendømmen fordømt sådanne idéer, og sandsynligheden for at troende kristne vil opgive dogmet om Jesus Kristus som Guds Søn, er nok meget lille.
De har jo gjort det i Islam, hvor Jesus mig bekendt nyder meget stor respekt - ikke som Guds Søn, men som profet.
Måske kunne man - som en anden mulighed - forestille sig, at muslimerne gik med til, at Gabriel faktisk gav Muhammed Guds ord, men at Muhammed havde sine naturlige menneskelige begrænsninger i sin evne til at opfatte dem, hvorfor hans gengivelse blev belastet heraf - m.a.o. at Koranen ikke helt gengiver Gabriels ord fra Gud, men at den er farvet af Muhammeds bevidsthed og af den tids og den kulturs forestillinger.
Jeg har forsigtigt forsøgt mig med den idé overfor nogle fremsynede danske muslimer, men er - i hvert fald foreløbig - blevet afvist.
Jeg er enig med dig i, at der eksisterer et behov for en Gud at tro på - en altoverordnet faderskikkelse - men jeg er ikke enig i, at menneskers forestilling om en gud eller noget guddommeligt alene skyldes et sådant behov.
I et religiøst frigjort menneskesind, som ikke blot på primitiv vis søger en faderskikkelse, at støtte sig til, kan forestillinger om en skaberkraft efter min mening ikke siges at være ufornuftig.
Og er verden ikke skabt, rykker mystikken jo blot endnu et niveau op.
Selvfølgelig kan vi tro på naturvidenskabens teorier og fremtidsmuligheder, men hvor langt kan vi komme ad den vej, når vi vil kende verdens sande væren - med vore pattedyrhjerners begrænsede muligheder?
De helt grundlæggende spørgsmål besvarer naturvidenskaben jo i hvert fald foreløbig ikke.
Og hvad etik og moral angår, hvor religionerne jo byder sig til, har vi vel uden religioner kun dét, der i billedsprog udtrykkes, som dét, der er "på bunden af vore hjerter" ;)
Så hvad er egentlig vores grundlag for at blande os - udover at de - muslimerne - selvfølgelig ikke skal ha' lov at blande sig i vore anliggender?
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
