|
1
registreret Arne Thomsen
332
gæster og
36
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: MYTENS MAGT
|
Hej Arne
Det burde vel være tilstrækkeligt til at besvare dit spørgsmål, der vel samtidig afslører - eller i det mindste antyder - at islams forhold til kristendommen synes et være mere afklaret og anerkendende end kristendommens forhold til islam
I forhold til hvad jeg skrev, er jeg nok ikke helt enig i din antagelse her. Jeg hentydede jo netop til, at man set fra islams side ikke accepterer kristendommen som en frelsesreligion eller med andre som en ny virkelighed (I Kristus), men derimod antager, at man med Muhammed og Koranen har fået den absolutte og endegyldige lov og religion for mennesket. Jeg læste forleden en sura, hvor jeg mener, at kristendommen og jødedommen blev set som afguderi. I hvert fald tror jeg næppe, at der er tale om, at kristendommen anerkendes som kristendom (med Guds selvåbenbaring i Kristus, i kød og blod, i vores historie, med Kristus som alfa og omega), men derimod som et led med den korsfæstede profet Jesus frem mod islam. Her kan man netop tale om myte og mytens magt, fordi man ikke ser, tilbeder og tror på den virkelighed og historie, Gud i Kristus nyskaber - men ok dette går hen og bliver teologisk nu.
Lad os i stedet se på dit afsluttende afsnit, der for så vidt stadig handler om forholdet mellem kristendommen og islam, omend dit spørgsmål sigter til min mere personlige overbevisning.
Føler du dig overbevist om, at Muhammeds beretninger om de åbenbaringer, han påstod at have oplevet ved Ærkeenglen Gabriels hjælp, og som senere samledes til koranen - at de er løgn eller en løgnagtig myte?
Det ved jeg faktisk ikke, Arne. Jeg er ikke som sådan bare overbevist om de forskellige religioners berettigelse eller "miseksistens", men subjektivt set, så mærker jeg ikke ret meget positivt ift Muhammed og Koranen. Jeg er udmærket klar over, at der kan være visdom og livsindsigt osv, men jeg tror nok ikke på religion i den forstand, og her ender jeg ved noget som nok er et gennemgående træk ved både Hanskrist og mig, men som jeg har svært ved lige nu at finde ord for.. Mon ikke jeg har været inde på det før, især i tråden om Bhagavadgita: Guds virkelighed = vores virkelighed. Kristendommen har ikke en bestemt etik, en bestemt moral eller lære eller sågar en bestemt livsindsigt, men ER etik og eksistens. Vi kan ikke læse os til at blive kristne, men vi er kristne. Derfor kan jeg afsluttende med Bonhoeffer sige, at Gud kalder os ud af vores skjulested.
Hav en god aften og nat.
Mvh
Anne
|
|
|
|
