|
0
registrerede
221
gæster og
72
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: MYTENS MAGT
|
Hej Stig.
Tak for sympatien - og i lige måde - angående den dialog, du har med Zilent.
Nej, jeg er nok hverken deist eller teist, men måske en slags panteist, selv om det efter min mening egentlig også er at gå for vidt - som at ville gribe "juvelen i lotusblomsten" (sindets renhed) med en kluntet gravko, og med bind for øjnene 
Det er egentlig heller ikke "det skønne", jeg søger, egentlig søger jeg slet ikke noget, men jeg har nok snarere en følelse eller en intuition, en anelse, om noget, når jeg står overfor verden, universet, som jeg jo selv er en ubetydelig del af, men dog en del af, en anelse om en sandhed bag verdens sande væren.
Og så er jeg nok allerede her gået for langt ved at reducere denne anelse til at handle om, hvad vi kalder sandhed.
Det er i øvrigt for ca. 800 år siden meget bedre udtrykt, synes jeg, af en af de store i islams sufisme, Jalal al-Din Rumi:
Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens mirakel
men selvsamme tegn er et slør der skjuler de evige sandheder.
Og det er skønt, synes jeg, at være en del af "sandhedens mirakel" - ubetydelig, men dog en del deraf
Men når ateister angriber de fasttømrede metafysikker i de forskellige religioner og filosofier, så forstår jeg dem godt.
Det er, synes jeg, en uhørt frækhed, at man forsøger at spærre den virkelige verden inde i sådanne "konstruktioner".
Og jeg tænker ofte på, om Kristus (Jesus fra Nazareth), Buddha (Siddharta Gautama), islams profet (Muhammed) og de oprindelige ophav til den hinduistiske verden - og mange flere - ville godkende, hvad de efterfølgende præsteskaber har fundet på.
Men så er det jo her, at myterne kommer ind i billedet.
De påstår jo ikke, at de er sandhed, for de er jo netop - myter.
Og på denne lidt "skæve" måde er de, tror jeg, nok netop dem, der kommer sandheden nærmest - selv om den er "pakket ind" i nogle menneskeskabte "kulisser".
Meget muligt er jo også både Buddha, Moses og Kristus selv myter, der måske aldrig, historisk set, har eksisteret.
Men de eksisterer jo ikke desto mindre alligevel 
For mig var det Kristus-myten - i den mest oprindelige, den ortodoks kristne version - og ikke som ord, men som billede - der vækkede mit "religiøse instinkt" (hvis man kan kalde det dét).
Den ortodokse kristendom er efter min mening også korrupt (mødet med kejser Konstantin i 300-tallet) - ligesom alle de andre religioner - men nok i mindre grad, når man sammenligner, men den holder dog fast ved, at begrebet "Gud" ligger hinsides den menneskelige fattevne (hvorfor Faderen ikke må afbildes).
Og hvordan det går til, ved jeg ikke, men der er én bestemt Kristus-Ikón (på en lille græsk ø), der "lærer" mig en hel masse - faktisk så meget, at det har forandret mit liv afgørende.
Det første var kærligheden, der strømmede imod mig - en chokerende og frydefuld oplevelse, som det tog mig flere år at forholde mig til, men som omsider affødte genkærlighed - og en spontan kærlighed til "hele skaberværket" (selv om det muligvis slet ikke er skabt og kun kan opleves som en illusion, som buddhisterne siger - men det er ligegyldigt i denne sammenhæng).
Og den kærlighed er ikke bare en følelse, men en kraft, der udmøntes i aktiv handling (men hvordan kan en lille mand på 76 år handle kærligt for kloden? Jo, det kan gøres i det daglige, i politik, i debatter, som her - og på mange andre måder - har det vist sig).
Jeg tror jeg begynder at forstå, hvad Paulus (som jeg ellers ikke er vild med) mente, da han skrev: "- men størst af alt er kærligheden".
Noget frygteligt vrøvl - set med forstanden.
Men vi mennesker er jo andet og mere end forstand
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
