|
1
registreret
(1 usynlig),
451
gæster og
144
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: MYTENS MAGT
|
Hej Treram.
Jeg ville ønske, jeg kunne give dig et udtømmende og præcist svar.
Det magter jeg nok ikke, men jeg kan jo prøve.
Først nogle benægtelser:
Jeg er ikke "meget troende", som du skriver - i hvert fald ikke på nogen defineret Gud - og jeg er heller ikke "i tvivl om, hvilket ben jeg skal stå på".
Jeg er faktisk så sikker i min sag, at det for mig ikke gør nogen forskel, om man bruger ordet Gud eller ikke - først og fremmest fordi ingen jo aner, hvad der måtte ligge i det ord (Jeg har selvfølgelig forlængst kasseret alle de primitive definerende gudsforestillinger i de etablerede religioner, såfremt disse skal tages bogstaveligt).
Når jeg fremhævede Kristus Ikónen, var det fordi den for mig bedst gengiver det mest centrale i kristendommens myte.
Og om myten skrev jeg jo: Er det løgn? Ja, selvfølgelig - historisk set.
Det, du åbenbart ser som vaklen hos mig, er nok dét, at jeg udover de objektive iagttagelser af verden og de oftest uoverskuelige årsagskomplekser, som vi jo kalder tilfældighed - og som vi jo er enige om - også synes, at jeg aner, at der er mere end dét, og i hvert fald ikke på forhånd (som en fordom  ) hverken kan eller vil afvise den mulighed.
Det betyder ikke, at jeg vakler, men det betyder, at jeg fornemmer en videre og større horisont end, hvad du kalder "at stå med begge ben på jorden i et ganske tilfældigt opstået liv" - og det er dette perspektiv, der gør tilværelsen så meget mere spændende, fantastisk og fascinerende - set med mine øjne
Det her minder jo lidt, synes jeg, om debatten mellem "Zilent" og "Stig", hvor den ene part hævder noget i retning af, at når der ikke findes andre pålidelige metoder at iagttage verden på, end den videnskabelige (falcificerbarhed) så eksisterer der ikke mere, end hvad denne "kikkert" kan se.
Det er her, jeg mener, at universets egentlige væren går tabt.
Ikke at jeg på nogen måde kan gøre mig klog på denne væren, men blot at jeg fornemmer, at den ER.
Og så fristes jeg til igen at tænke på myten om Moses og Gud ved den brændende tornebusk, hvor Gud netop siger til Moses: Jeg er den, der ER
Igen et eksempel på - i hvert fald for mig - at myten søger at fortælle en sandhed, vi ellers let overser eller mister - omend den gør det i en tilsløret form.
Jeg husker godt, at du afviser myter, og jeg ka' ikke la' være at tænke på, om det er fordi, de "forstyrrer din verdensorden" 
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
