|
2
registrerede somo, Arne Thomsen
467
gæster og
51
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: "DE TROENDE"
|
Kære Kristian du skriver:
Det er tillige – efter at jeg blev voksen – frustrationen over at have en så sparsom matematisk sans, at den teoretiske fysik forblev en delvist lukket bog for mig. Jeg må lade mig nøje med det i sproglige vendinger udtrykte verdensbillede, som man kunne læse sig til i populærvidenskabelige bøger. Citat slut.
Jeg kan på den ene side godt følge dig og på den anden side synes jeg du lefler for den matematiske fysik som værende en størrelse der skal kunne skjule noget væsentligt for dig og os andre. Ligeledes har jeg hørt dig flere gange sige at du kun vil acceptere tanker og forestillinger i forbindelse med menneskets åndsliv eller bevidsthedsliv, der er i overensstemmelse med moderne frontforskning indenfor fysik (noget i den retning har jeg flere gange hørt fra din side).
Du siger også gang på gang at du ikke tror på Gud fanden og hans pumpestok. Men hvorfor tror du så meget på at matematisk fysik (4. dimension og 5. eller 6. dimension der er krøllet sammen) og som skulle kunne skjule noget for dig og for menneskeheden (på mig virker du mere troende og overtroisk end Paulus, jeg finder mere lammende og passiviserende pessimistisk ærefrygt og tilbedelse, og servil underdanig lydighed hos dig end hos Paulus, ergo jeg opfatter dig mere overtroisk religiøs og passiv/konservativ og arkaisk pessimistisk mht din tro på mennesket/subjektet end Paulus)?
Hvis det er korrekt at matematisk fysik er så fandens vigtig og væsentligt, så har Marx, Darwin og Freud vel været uvæsentlige, men jeg mener dog at disse har sparket mindst lige så meget røv som Einstein. Ingen af disse var afhængige af eller i lommen på matematik til at beskrive de fysiske virkelige forhold.
Kort sagt hvorfor lefler du overfor de naturvidenskabelige matematiske beskrivelser af virkeligheden og hvorfor projicerer du så meget af dig selv (din tro og tillid og ikke mindst erkendelsesmuligheder) herover i. Står vi ikke her overfor en ødipal problemstilling, af mindreværd og skyldfølelser overfor noget der er større og bedre end dig og som du ikke føler dig at være i besiddelse af, ejer, hvorfor du begynder at nedvurdere dig selv og subjektet i det hele taget. Både Paulus; Marx og Freud gjorde radikalt op med at subjektet skulle se sig selv som så forarmet og fattig som du beskriver dig selv som en der er stillet overfor noget stort, og som værende blot en del af noget stort, og som du oplever som almægtig (1)* (hvad tror du Freud ville sige til din beskrivelse her (1)*, og hvad tror du Paulus og Feuerbach og Marx ville sige??? (alle de 4 tænkere jeg nævner gjorde oprør imod din servile mindreværdige subjekt opfattelse, de ville alle sige at du var fremmedgjort fra dig selv, at du havde tømt dig selv, forarmet dig selv for værdi, mening, fylde/guddomsfylde, libido/kærlighed, selvtillid; og at det drejer sig om et barns projicerede forestilling om en stor og mægtig størrelse udenfor det selv, som gør barnet hjælpeløst afhængig og lille (jeg finder at din menneskeopfattelse, subjekt opfattelse er passiv og pessimistisk og helt uden kærlighed fordi det kredser om noget neutralt "det" -noget, der er større end os)). Prøv at få lidt mere selvtillid ville en psykoanalytiker sige (i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod og det er ikke noget neutralt "det" noget, men har at gøre med libido/lyst og tiltrækning og kærlighed (ikke så mærkeligt at vi to erfarer en meditation meget forskelligt, når vi nærmer os det absolutte, eller vores ubetingethed og frihed, tingen som det er i sig selv i ubetingethed og frihed).
Måske meningen med dit liv slet ikke er at du skal være teoretisk fysiker der er død afhængig af avanceret matematik.
Det var Einsteins problem også at han ikke følte at han magtede den matematik han havde behov for til beskrivelse af sine indsigter på den ene side og til uddragelse af hvilke konsekvenser man heraf kunne drage.
Kort sagt jeg finder du er meget, meget, mere religiøs end Paulus, og jeg håber du forstår min argumentation ovenfor. Religiøs defineret som dette at mennesket er afhængig og lille i forhold til noget stort noget der har al power og potens og værdi i sig men som er udenfor mennesket/subjektet, hvorfor mennesket/subjektet beskrives som en planet, en underordnet størrelse, der kredser omkring den livgivende og autonome Sol (eller Gud eller Brahman) som det er fuldstændig prisgivet og afhængig af. Denne din holdning omkring subjektet som det kommer til udtryk her efterfølgende er det jeg sætter spørgsmålstegn ved og problematiserer:
(1)*:
Det er i denne erkendelse, jeg oplever at være stillet over for – og selv at være en del af – noget så stort, at jeg mener mig at opleve det almægtige.
Og den kommer vel også til udtryk i din fravalg af kristendommen, der ser og forstår mennesket under kategorierne, frihed og historiskhed og forandring (eskatologi), hvor du vælger østens arkaiske statiske kosmiske, Natur-ordens (tæt på græsk stoisk naturfilosofi) opfattelse af mennesket/subjektet og samfundet.
Dette er en gammeldags arkaisk statisk konservativ opfattelse af mennesket. Hvor mennesket blev anskuet under Natur-lov's perspektivet. Noget allerede Paulus (senere renæssancen, Luther, Descartes, Kant, Hegel/Marx, Heidegger og Sartre) gjorde vildt oprør imod, ved at indføre at mennesket ikke kun var en del af noget kosmisk ordentligt eller lovmæssigt, men at kosmos var en del af mennesket i stedet for og at mennesket/subjektet skulle forklares under kategorierne frihed og historiskhed, forandring.
Jeg er kun lige begyndt at studere Gîtâ-en og jeg forbavses over hvor konservativ pessimistisk og kold den til tider virker, her et par eksempler:
Det som ikke er, vil aldrig komme til at være (2. recitation vers 16).
Heroverfor står kristendommen som nyskabelsen og dette at verden er uafsluttet og åben og at der til stadighed foregår en skabelse/nyskabelse. Hvor Paulus definerer Gud Skaberen som den der kalder på det, der ikke er til, så det bliver til. Verden er altså stadig under Skabelse og mennesket spiller med i en nyskabelse, har en rolle i den forbindelse. Mennesket som fri og forstandig, og som håbefuldt værende selvansvarlig og med i den eskatologiske historiske proces hvor det kan nytte noget (Pauls dåbsteologi og Kristus-iklædning), altså finder vi her idegrundlaget for at både individet og samfundet kan og skal ændre sig og at vi spiller aktiv med her og at forstandighed og tænkning sammen med friheden spiller de helt afgørende roller.
Det mest ukærlige og kolde (apatiske og ligegyldige) jeg nogensinde har læst om mennesket af kød og blod følger her:
2. recitation vers 19: "Den der tror, at det er det, der dræber, og den der tror, at det er det, der bliver dræbt, de har begge ikke forstået. Det dræber ikke og dræbes ikke".
Her ses det tydeligt at sjælen/selvet (2, 13) ikke er identisk med legemet eller uløseligt forbindes med det konkrete menneske i kød og blod (2, 17), altså den fysiske person. Heroverfor står kristendommen af, og tildeler det konkrete menneske, hvor legeme og sjæl er uløseligt forbundet, en unik og enestående værdi, der ikke må krænkes og som vi ikke må være ligegyldige og ligeglade med, apatiske i forhold til.
Jeg havde læst at Berdyaev sagde at tankegangen i Gîtâ-en var ukærlige og kolde overfor det konkrete unikke menneske af legeme og sjæl (kød og blod), som ingen rolle eller værdihed tilkendes. Her fandt jeg noget der tyder på det samme. Og jeg begynder at forstå ideen med at dråben (egoet/mennesket) skal opløses i havet. Herover er den kristne tankegang, at dråben, at mennesket, at egoet, skal fyldes med havet. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.
Det skal lige siges at jeg er nybegynder som direkte læser af Gîtâ-en og at jeg kun kender filosofien og tankegangen fra Gîtâ-en indirekte som den især er kommet til os via teosofien og meditation og new age, vore dages folkereligiøsitet. Men til trods det at jeg lige er begyndt en læsning forekommer det mig ret så tydeligt at der er en verden til forskel på hvad kristendommen siger om subjektet, især den Paulinske protestantiske vest-Kirke retning, og så det der siges om mennesket/subjektet i Gîtâ-en. Berdyaev har som påpeget ovenfor sagt at filosofien i Gîtâ-en er kold og ukærlig (individet er ikke unik og enestående), den er konservativ og pessimistisk mht individ og samfund, mht fremtiden og samfundsforandringer. Der er en servilitet som vi i vesten overhovedet ikke vil ha med at gøre, som kun findes indenfor meget konservative fundamentalistiske kristne kirkeretninger.
Mange kærlige hilsner Hanskrist.
PS:
Jeg finder det var dine fordomme omkring kristendommen der gjorde at du forlod kristendommen. Du manglede information på det tidspunkt, du vidste ikke at der var et levende alternativ, til det du troede var lig med kristendommen. Du har forladt kristendommen på udbredte fordomsfuldheder som må have været i dit miljø. På et forkert grundlag har du truffet dit valg vil jeg mene.
|
|
|
|
