|
0
registrerede
223
gæster og
66
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: "DE TROENDE"
|
Hej Kristian - Kræn-P.
Tak for dit svar, hvor du bl.a. skriver:
"Der er formentlig ganske mange, der uden at kende hverken Jung eller hans systematiske udtryk ’individuation’, af en eller anden grund finder anledning til at lære sig selv at kende lidt nærmere."
Det er jeg meget enig med dig i, for det gælder også mig.
Jeg har ganske vist "i tidernes morgen" (mine tiders morgen) læst om Jung og hans psykologi, her også individuations-processen, men det har egentlig aldrig rigtig sagt mig ret meget, og er nærmest af mig blevet glemt igen.
Det, der satte mig i gang med, hvad jeg kunne tænke mig at kalde selverkendelse, var nok mest det, man plejer at kalde en midtvejskrise.
Jeg havde ganske vist forinden deltaget i noget gruppe-psykoterapi, hvor det smerteligt, men udbytterigt, begyndte at gå op for mig, hvem jeg er - og hvad jeg lærte dér, det er jeg stadig dybt taknemmelig for.
Men det skulle blive værre, og en dag stod jeg, ateisten, eller i hvert fald religions-haderen, foran en Kristus Ikón - helt alene - i en subtropisk urskov - på toppen af et mindre korsformet bjerg.
Dér nåede jeg bunden (tror jeg) i dybeste fortvivlelse - kom op igen derfra - og blev totalt overrasket af en fuldstændig uforklarlig og overvældende lykkefølelse, som jeg stadig har den dag i dag (og jeg spilder ikke tid på at søge nogen forklaring  ).
Endnu mere underligt, synes jeg, det er, at hver gang jeg går (klatrer) - så stilfærdigt som muligt - ad "de lysende stier" i den åndeløst betagende urskov op til denne Ikón - så lærer jeg noget nyt, som får mig til at tænke: Det ku' du ikke selv ha' fundet ud af
Noget af det sidste, jeg har lært dér, er, at alt det med guder, det skal man ikke spilde sin tid på.
Underligt at skulle lære dét - af en Kristus Ikón
Men det, der bliver stående for mig, er en vidunderlig og ufattelig kærlighed, som jeg synes, jeg har fået foræret - til denne fantastiske verden - som jeg selv er en del af (omend jo - ganske bekvemt - ubetydelig).
Og nu, hvor der er længe til næste sommer, længes jeg efter at komme tilbage til dette "gudbenådede" sted (undskyld udtrykket - kan ikke finde et andet) hvor jeg lærer at slippe alt det med Gud (også den ortodokse kristendoms trefoldige Gud) og i stedet at være åben for en totalt ufattelig rigdom af kærlighed.
Nogle gange tænker jeg: Er jeg blevet sindssyg? - og fortsætter: Det gør ikke noget, for jeg føler sandhed og lykke!
Der er kun én af dine sætninger, jeg vil opponere imod - selv om det meget muligt ikke er rimeligt af mig:
Skal et sådant ulykkeligt stillet menneske genvinde sin menneskelige værdighed osv.
for jeg ka' ikke la' være at tænke: Hva' ska' jeg med værdighed?
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
