|
3
registrerede Hanskrist, Arne Thomsen
,(1 usynlig),
71
gæster og
74
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: "DE TROENDE"
|
Kære Arne.
Som lovet vender jeg hermed tilbage til de dybdepsykologiske aspekter i dit indlæg 22/11/2009 17:55, hvor du blandt andet taler om individuation. Hvis jeg må være så fri at sige det, så tror jeg, at du er ganske langt i den proces, som Jung med et systemudtryk kaldte individuation. Adskilligt i dine indlæg giver mig i hvert fald dette indtryk. Derfor synes jeg, at det ikke er ’højrøvet’, når du mener, at du har i hvert fald nogen kontakt med dit selv.
Der er formentlig ganske mange, der uden at kende hverken Jung eller hans systematiske udtryk ’individuation’, af en eller anden grund finder anledning til at lære sig selv at kende lidt nærmere. For eksempel har jeg truffet mindst en håndfuld mennesker, der aldrig har læst bøger om psykologi, men som alligevel er gode til at gøre rede for de dybereliggende motiver for, hvad de selv og tillige andre gør.
Nogle har så affundet sig med, at sådan er de altså også, hvilket de lærer at leve med. Denne affinden sig med de indre kendsgerninger kan siges at være et skridt på vejen mod individuation, og denne erkendelse giver sig det udslag i det mellemmenneskelige samkvem, at de bliver mere tolerante og mindre fordømmende.
Men i et par tilfælde har der været tale om mennesker af dybt religiøs observans, der gennem den inderlige bøn har været nede i dybere lag, hvor de af og til – med en vis bestyrtelse – har måttet erkende med sig selv, at den ydre fromhed var en skal, der dækkede over indre tilskyndelser af alt andet end fromme hensigter.
Dette kan være et lammende møde med sig selv, hvor de pågældende kan blive tynget til jorden af, at at de har ’syndige’ tanker, som fordømmes på det kraftigste af den menighed, som de er knyttet så kraftigt til. Hans Kirk's bøger »Fiskerne« og »Daglejerne« giver et meget godt billede af, hvordan denne mekanisme fungerede i de troende småsamfund i Vestjylland i begyndelsen af det tyvende århundrede.
Jeg vil på dette punkt rette en anklage mod de religiøse menighedsdannelser, som stiller krav om omvendelse og lydefri livsførelse, for eksempel Jehovas Vidner og ældre tiders Indre Mission. Thi at omvende sig vil ofte blot indebære, at man skubber al aggression ned i det ubevidste og anlægger en ydre fromhed, som omverdenen kan se på.
Hermed er aggressionen aldeles ikke borte, men lever sit liv videre som en fortrængt fredsforstyrrer, der ideligt sender såkaldt syndige tanker op i bevidstheden, eventuelt via de natlige drømme. Dette kan i visse tilfælde tvinge det ulykkelige menneske ud i yderligere bodsøvelser og pinagtige skriftemål i menighedens påhør.
Skal et sådant ulykkeligt stillet menneske genvinde sin menneskelige værdighed, må det gå den vej, der her består i at lære og vedkende sig også de ubehagelige sider af personligheden. Samt lære at leve hermed. Kuren er skrap og ubehagelig, og individuation er ikke noget tryllemiddel, der med det samme løser alle problemer, men på den anden side af den ubehagelige proces venter en lidt mere afslappet tilværelse og en knap så fordømmende indstilling over for andre. Fordi man har lidt vanskeligere ved at dømme andre for splinten i deres øje, når man er blevet bjælken i sit eget øje vár.
Imidlertid kan odds være i den pågældendes disfavør, fordi menigheden holder sine medlemmer i et jerngreb, således at dette at bryde ud af menigheden er ensbetydende med tab af hele det personlige netværk – af og til endog tab af familierelationerne. Jeg tror, at Guldfisk vil være én af dem, det vil kunne sige noget mere om dette.
Med venlig hilsen
Kristian
|
|
|
|
