|
0
registrerede
174
gæster og
191
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Paven ER århundredets største joke.
|
Hej Treram.
Bedst som jeg troede, at emnet var ved at være uddebatteret, kommer der nye perspektiver frem, og det er, synes jeg, en af de meget positive sider ved debat, når den foregår i en god tone præget af vilje til gensidig forståelse (blot ærgerligt, at så få mennesker får chancen for at opdage, at et website som Trosfrihed.dk eksisterer).
Selvfølgelig må jeg give dig ret i, at nogle hændelser har en klar årsag (som f.eks. de militære radioaktive påvirkninger, du på urimelig vis har været udsat for), mens andre ser ud til at være rent tilfældige.
Og på den måde kan vi så få et fornuftigt overblik over livets gang 
Men det er så her, jeg mener at have haft oplevelser, der i det mindste giver mig en kraftig mistanke om, at der også er andet og mere end alene årsager og tilfældigheder, der styrer.
For snart en del år siden fik min nu voksne datter knuder i sin skjoldbruskkirtel, og en udtaget vævsprøve sagde, at prøvens celler "ikke kunne betegnes som godartede".
Inden operationen var jeg på en for længst planlagt tur til min elskede græske ø, og en af dagene fandt jeg mig selv i et ortodoks kristent kirkerum foran en kæmpestor Ikón af ærkeenglem Mikael (herskeren over liv og død i dén religion).
Bevidstheden om min datters kræftdiagnose (sådan opfattede jeg det) fik det til at regne i kirken, men det var jo selvfølgelig tårer - opdagede jeg senere.
Sætningen fra Fadervor: Ske din vilje, var lige nu fuldstændig ubærlig, og jeg var ved at gå totalt i opløsning.
Hvordan kunne jeg nogensinde acceptere, at denne almægtige Fader og hans ærkeengel tog min datters liv.
Hvordan det lykkedes mig alligevel til sidst at bøje mig for Guds vilje (eller skæbnens vilje - kald det, hvad du vil), fatter jeg stadig ikke, og da jeg forlod kirken, var jeg totalt knust.
Hjemkommet til Danmark gik det stærkt, vi havde selvfølge gjort alt, hvad der var menneskeligt og fornuftmæssigt muligt, for at få de bedst mulige chancer, og det endte med at operationen skulle foregå på Rigshospitalet.
Forinden blev vævsprøven undersøgt igen, og nu var svaret, at der ikke var noget mistænkeligt.
Min datter blev vellykket opereret og har ikke fejlet noget siden.
Jeg ved selvfølgelig godt at forløbet kan være tilfældigt og kan have en naturlig forklaring, men det er jeg ikke rigtig overbevist om.
Inderst inde siger det i mig, at jeg blev bønhørt - selvom jeg aldrig nåede frem til at bede.
Jeg har også haft andre lykkebringende oplevelser, men den her nævnte er den mest konkrete.
Og jeg skynder mig at tilføje, at jeg ikke tilslutter mig nogen bestemt religion, og at jeg heller ikke har et gudsbillede.
Jeg tror, det var C.G. Jung, der sammenfattede menneskets psykiske evner i fire: Fornuft kontra følelse og intuition kontra fornemmelse - og han ligestillede dem!
Hertil kommer jo så, hvad han, Sigmund Freud, Alice Miller og andre mener at have opdaget om fortrængte traumer (ubærlige hændelser, som vi fortrænger fra vores bevidsthed og derfor ikke længere kan huske): neuroser, som ofte styrer os - stik mod al fornuft.
Alt det, synes jeg, fører til, at mennesket både er uhyre skrøbeligt og samtidig har fantastiske evner.
En af dem er fornuften - men intuition, følelser og fornemmelser skal nok ikke undervurderes i den menneskelige tilværelse.
At det så kan bringe os vidt omkring, lige fra ateisme og agnosticisme til fri religiøsitet og traditionsbundet religion, synes jeg er meget forståeligt.
Det triste er blot, synes jeg, at de etablerede religioner har en kraftig tendens til at "rådne indefra" og udarte i religiøs undertrykkelse af værgeløse mennesker.
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
