|
1
registreret Arne Thomsen
472
gæster og
35
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: SLIP RELIGIONEN FRI
|
Hej Arne!
Problemet er jo i al sin enkelthed, at hvis det ikke er muligt at give en rationel begrundelse for demokratiets berettigelse så bliver det en trossag, om man foretrækker demokrati eller en anden type samfundsorden.
Du har sat spørgsmålstegn ved om den negative argumentation for demokratiets berettigelse jeg har fremført er holdbar rent logisk, hvilket jeg sådan set sætter pris på, fordi det tvinger mig til at gennemtænke tingene påny.
Efter at have tænkt nærmere og dybere over sagen må jeg erkende, at den negative argumentation for demokratiets berettigelse ikke er tilstrækkelig, fordi argumentationen på en måde forudsætter det den skulle bevise. Den forudsætter, at det er absolut sandt, at vor eksistentielle situation implicerer en elementær ligeværdighed mellem personer.
Den negative argumentation for demokratiets berettigelse er derfor logisk set ikke tvingende. En sådan tvingende rationel argumentation må nødvendigvis føres positivt, det vil sige ud fra hvad der rationelt set umuligt kunne være anderledes.
Du anfører at du sådant set ikke har den helt store interesse i at ”tærske langhalm” på fornuftige begrundelser til fordel for demokrati, men da både demokratiets konkrete udformning og dets berettigelse hænger sammen med hvordan det begrundes, så kan forskellen mellem vore synspunkter udtrykkes som, at du føler at demokratiet er subjektivt sandt, mens jeg som rationalist opfatter demokratiet som en bestræbelse på at opbygge en rationel samfundsorden. Fra mit synspunkt er der ingen grund til at bøje sig for en samfundsorden som ikke, også etisk set, kan begrundes at være nødvendig sand. Så bliver det et spørgsmål om smag og behag eller hvad man foretrækker og føler er det rette, som kommer til at afgøre sagen.
Efter min opfattelse kan vi ledes slemt på afveje hvis vi lader vore subjektive intuition, forestillinger og ønsker bestemme sagen. Det ville være rart, hvis vi kunne skabe et samfund hvor der herskede både velstand, fred, lighed og frihed i størst muligt omfang. Det var den motivation som lå bag den marxistisk-leninistiske bestræbelse. Den kommunistiske samfundsorden opfattede sig selv som rationel, angiveligt byggende på ”videnskabelige sandheder”, men ser vi nærmere efter, hviler den ikke på rationalitet, men på ren og skær utopisk ønsketænkning.
For det første kan man ikke slutte fra ER (det videnskabeen fastslår er tilfældet) til BØR, det som normativt bør være tilfældet. Det er således udelukket, at den etiske legitimation for et givent samfundssystems berettigelse kan findes ved at tage udgangspunkt i videnskabelige sandheder. Forsøger man det, begår man den naturalistiske fejlslutning, hvilket allerede filosoffen David Hume påviste for et par hundrede år siden.
For det andet følger det ikke rent logisk, at afskaffelse af den private ejendomsret til produktionsmidlerne og deres overgang til fælleseje samt en statsstyret økonomi hvor relationen mellem ansvar, indsats og udbytte er brudt, er det system, der skaber mest velstand, frihed og lighed.
Den historiske erfaring er, at forsøget på at etablere det kommunistiske idealsamfund skabte ufrihed, ulighed og ringe velstand samt at det kommer til kort i forhold til et demokratisk samfundssystem, som bygger på privat ejendomsret, et frit marked som underlægges visse restriktioner og kontrolforanstaltninger samt en omfordelingspolitik der sikrer alle borgere et rimeligt eksistensniveau, således at de får mulighed for at udøve deres politiske ligeværdighed. Et sådant demokratisk samfundssystem kommer nærmere det ideal kommunismen søgte at reallisere, det ved vi i dag.
Denne sandhed er nu almindelig anerkendt i de vestlige demokratier, fordi historien så klart demonstrerede, at kommunismen ikke formår at realisere målene; den er ganske enkelt ikke levedygtig i konkurrence med demokratiske samfundssystemer. Men hvor mange havde rationalitet nok til at kunne gennemskue dette i kommunismens første fase? Svaret er: yderst få!
En af dem var filosoffen og logikeren Bertrand Russell, der efter et besøg i Sovjetunionen i 1920, hvor han blandt andet mødte Lenin, ikke var imponeret over hvad han så. Da han vendte tilbage til England skrev han en kritisk analyse om Bolshevismens praktik og teori ("The Practice and Theory of Bolshevism"). Om sine oplevelser siger Russell, at han var ”uendelig ulykkelig i denne atmosfære – stivnet i dens utilitarisme (nytteetik), dens ligegyldighed over for kælighed, skønhed og livets impulsive karakter." Han sammenlignede Lenin med en religiøs fanatiker, kold og ikke i besiddelse af kærlighed til frihed.
I dag ved vi, at de globale forsøg på at etablere kommunistiske samfundssystemer i de 74 år Sovjetregimet bestod, førte til hvad vi nu kalder ”forbrydelser mod menneskeheden” i et omfang som ikke tidligere er set i historien. I ”Kommunismens Sorte Bog” fra 1997, dansk udgave 2002, opsummeres kommunismens forbrydelser således:
"Kommunismen har begået et utal af forbrydelser: først og fremmest forbrydelser mod tankefriheden, men også forbrydelser mod den universelle kultur og mod de nationale kulturer. Stalin lod hundredvis af kirker nedrive i Moskva; Ceausescu tilintetgjorde Bukarests historiske bykerne for i stedet at opføre store etagebyggerier og trække megalomane prospekter gennem det; Pol Pot demonterede katedralen i Phnom Phen sten for sten og lod junglen opsluge Angor-templerne; under den maoistiske kulturrevolution blev uvurderlige skatte ødelagt og brændt af rødgardisterne. Men hvor alvorlige disse ødelæggelser end har været i det lange løb for de pågældende lande og for menneskeheden som sådan, hvilken vægt har de i forhold til massemordene på mennesker, mænd, kvinder og børn?
Vi har altså kun fæstnet os ved forbrydelserne mod individer; forbrydelser, der udgør selve terrorfænomenets væsen. Disse forbrydelser kan alle kategoriseres på samme måde, selv om hvert enkelt styre har haft en forkærlighed for denne eller hin praksis: diverse former for henrettelse – nedskydning, hængning, drukning, prygl; og i visse tilfælde kampgas, gift eller bilulykker; destruktion ved sult – hungersnød, der enten bevidst blev fremkaldt eller ikke afhjulpet – deportation – man kunne har dø under transporten (til fods eller i kreaturvogne) eller på opholdsstedet og/eller under tvangsarbejdet (udmattelse, sult, kulde). Under de såkaldte ”borgerkrige” er situationen mere kompleks: Det er vanskeligt at skelne mellem de dødsfald, der skyldes kampe mellem styret og oprørene, og dem, der er resultatet af nedslagtning af civilbefolkningen. ... Man kan dog ikke med denne grove tilgang til problemet nå til bunds i spørgsmålet; dertil kræves en ”kvalitativ” fremgangsmåde, som tager udgangspunkt i en bestemmelse af forbrydelsen som sådan. Definitionen skal knyttes til ”objektive” og juridiske kriterier. Den første juridiske behandling af spørgsmålet om en forbrydelse begået af en stat fandt sted i 1945, ved Nürnberg-domstolen, som de allierede havde oprettet for at fælde dom over de nazistiske forbrydelser. Disse forbrydelsers natur er defineret i statuetternes artikel 6, der udpeget tre større forbrydelser: forbrydelser mod freden, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden. Hvis man gennemgår alle de forbrydelser, der blev begået under det leninistiske/stalinistiske regime og siden i den kommunistiske verden som helhed, vil man ikke kunne undgå at støde på hver enkelt af disse tre kategorier. ... Der kan her ikke være nogen forskel på ”klasse-folkedrabet” og ”race”-folkedrabet: Det ukrainske kulakbarn, der dør af sult, fordi det stalinistiske regime har tvunget det ud i hungersnød, er ”lige så meget værd” som det jødiske ghettobarn i Warszawa, der dør af sult, fordi det nazistiske regime har tvunget det ud i hungersnød. ...”
Når jeg gør så forholdsvis meget ud af at påvise hvor meget vi kan gå fejl, når vi lader os lede af ønsketænkning, intuition og instinkter og i mindre grad af rationalitet, så er det for at demonstrere, hvor farlig den holdning Arne giver udtryk for kan være:
”Nu er denne begrundelse jo ikke så vigtig for mig, (den rationelle begrundelse for demokratiet) idet jeg jo vælger lige så meget med hjertet som med hjernen (Jeg kunne også udtrykke det sådan, at i "eksistentielle" sager tør jeg ikke forlade mig på fornuften alene).
Jeg har derfor ikke den helt store interesse i at "tærske langhalm" på fornuftsmæssige begrundelser til fordel for demokrati.”
Hvad skulle da have kunnet forhindre, at Arne, hvis han havde været et ungt menneske under tredviernes krise havde valgt kommunismen med hjertet, fordi det idealsamfund den stillede i udsigt forekom langt mere attraktivt, bedre og sandere end et kapitalistisk samfund præget af massearbejdsløshed, krise og depression?
Som kristen teolog var Hal Koch så at sige på forhånd vaccineret mod at tilslutte sig den ateistiske kommunistiske bevægelse der opfattede religionen som ”falsk bevidsthed” eller ”opium for folket” som Karl Marx udtrykte det, samt borgerskabets og kapitalismens sikre og faste forbundsfælle i understrykkelsen af proletariatet.
Fristelsen for de kristne lå snarere i tilslutning til facismens antikommunisme og ideer om folkeligt fællæsskab, lov og orden samt disciplin og respekt for øvrigheden. Eller nazismen, der ville befri den øverste politiske ledelse fra majoritets- eller massebestemmelsesprincippet (Hitlers udtryk for demokratiets parlamentariske princip) og erstatte det med en statsforfatning og statsform som med den naturligste sikkerhed fører de bedste hoveder indenfor folkefællesskabet frem til betydning og ledende indflydelse samt førerprincippet: Hver leder skal have magt nedefter og ansvar opefter.
Hal Kochs teologiske kollega Kaj Munch lod sit gode hjerte forføre af disse ideer, men kom dog til fornuft under besættelsen og måtte lade livet som uforfærdet fortaler for frihed og folkestyre. Men det tog sin tid før fornuften indfaldt sig. Næsten tre måneder efter Danmarks besættelse, den 28. juli 1940, holdt Kaj Munch den berygtede Ollerup-tale, hvori han lovpriste Hitler.
"Det er uundgaaeligt i Dag at nævne Hitlers Navn. Der er ingen Tvivl om, at han er en af Verdenshistoriens største Skikkelser. Lad os dømme ham efter Resultaterne. Hans Folk laa hen, knust efter en frygtelig Krig, ved hvis Afslutning Tyskland hverken havde Haab eller Fremtid. Det Tyskland, vi ser i Dag, er hans Værk, og han har gjort det ved Aand, ved det levende Ord. De andre Stormagter har deres ukendte Soldat i en Grav i Jorden, men den Skik har Tyskland ikke fulgt -- nej, for Tyskland har sin ukendte Soldat hos sig og over sig."
(Efter referatet i Svendborg Avis).
Det jeg her har anført om nazismen må gerne opfattes som et slags respons på Arnes retoriske spørgsmmål: ”Ville det ikke være mere formålstjenligt, hvis rettighederne blev fordelt netop efter evner - og pligterne i forhold hertil?"
Jo sikkert - men hvad eller hvem skulle bestemme fordelingen?
Efter delvist at have bøjet mig for Arnes kritik af den negative begrundelse for demokratiets berettigelse kunne det være værd at undersøge, hvorfra forestillingen om personers elementære ligeværdighed stammer rent historisk.
Hvorfra havde oplysningstidens filosoffer den ide om ligevædighed der er indeholdt i det første moderne demokratis ”fødselsattest” – Den Amerikanske Uafhængighedserklæring fra 1776: ” Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke. ...”?
Personers elementære ligeværdighed begrundes ikke i erklæringen, men anses for selvindlysende sand. Men hvorfor blande en almægtig Skabergud ind i sagen?
Grunden er nok den simple, at lighedstanken har sin oprindelse i kristendommen, hvor alle mennesker er lige for Gud og skal stilles lige for loven. Denne lighedstanke findes i Galaterbrevet, der formentlig er forfattet af apostlen Paulus (ca. 10 – 67 e.Kr) i foråret år 54. Den stoiske filosof Seneca (4 f.Kr. – 65 e.Kr.) påpegede omtrent på samme tid en lignende lighedstanke som en universel orden, hvor alle mennesker er lige.
I vor demokratikanon beskrives dette således:
"Set i en demokratisk kontekst er lighedstanken i blandt andet Paulus’ Galaterbrev et afgørende opgør med religiøse love, der kræves synligt manifesteret i den troendes liv og dermed tillægges betydning for den enkeltes plads i samfundet. Paulus understreger, at troen på Kristus er et åndeligt anliggende, der ikke synligt kan aflæses i konkrete handlinger, men alene skal give sig udslag i kærlighedens gerninger. Her lægger han grundstenen til den adskillelse af tro og lov, som er en afgørende forudsætning for adskillelsen af religion og politik. I forlængelse heraf ligger den paulinske understregning af ligheden mellem mennesker. At ethvert menneske er lige for Gud udtrykker den lighedstanke, som giver genlyd i de senere vestlige demokratier. Her bliver det et demokratisk adelsmærke, at alle borgere er lige værdige og derfor skal stilles lige i forhold til loven."
Men hvis demokratiet skal forstås som en rationel samfundsorden, således som jeg hævder, så kan dens bærende etiske princip om politisk ligeværdighed ikke begrundes religiøst eller ved en henvisning til, at princippet er indlysende sandt. Det må kunne begrundes rationelt hvis ikke demokratiets skal reduceres en ren trossag eller ønsketænkning analog med det kommunistiske samfundssystem eller fascismmens og nazismens måde at indrette samfund på.
Det påhviler derfor mig at give en sådan (positiv) begrundelse og den følger af den rationelle filosofiske begrundelse for det etiske konsistenskrav, som bygger på en rent principiel begrebslogisk undersøgelse af vor eksistentielle situation.
Hvis en universel forpligtende etik ikke kan begrundes rationelt, så falder også begrundelsen for demokratiet som rationelt forpligtende samfundssystem. Så bliver det en trossag om om tilslutter sig eller forkaster demokratiet til fordel for et andet samfundssystem.
Efter min opfattelse kan etikken begrundes rationelt. En sådan kortfattet begrundelse har jeg tidligere givet for gyldigheden af ”det etiske konsistenskrav”.
Den begrebslogiske tankevej til det etiske konsistenskrav ser i koncentreret form således ud:
"Det etiske spørgsmål rejser sig, fordi vi er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Den enkelte kan - mere eller mindre præcist - forudse konsekvenserne af sin handlen; og han kan lade denne erkendelse indgå som kausal betingelse for sin handlen. Det er det, der definerer os som personer, og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndelser eller de givne sociale normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser og spørge om, hvad vi bør gøre - hvad det er rationelt at gøre.
Og det har ikke kun mening at spørge om, hvad den enkelte bør gøre for at nå et tilfældigt mål, som han ønsker at nå; men det har også mening at spørge om, hvad han bør gøre alene som følge af, at han er person - altså alene som følge af, at han er i stand til at handle afhængigt af konsekvenserne - og ganske uafhængigt af hans særlige ønsker og specielle sociale situation. Det er det etiske spørgsmål.
Det er et af de spørgsmål, som er så enkelt, at selve enkeltheden gør det vanskeligt at begribe. I princippet bør det kunne besvares af enhver person. I og med at man er person, må man også have forudsætningerne for at kunne besvare spørgsmålet. Besvarelsen kan altså ikke kræve indgående filosofihistoriske studier; men alene en evne til konsekvent og uden fordomme at tænke spørgsmålet igennem.
Noget umiddelbart svar på det etiske spørgsmål har vi selvbfølgeligt ikke. Ellers ville det for længst have været besvaret. Men vi kan nærme os en svaret ved at gøre os klart, at en fordring, som enhver person må være underlagt alene i egenskab af person, nødvendigvis må sdkulle opfylde visse minimale btinglser.
Den første betingelse er, at fordringen skal være konsistent med, at det er muligt fortsat at følge den. Ellers undergraver den sig selv. Og konsekvensen må så være, at det, som fordringen kræver af den enkelte, skal være konsistent med hans fortsatte eksistens. Han skal kunne LEVE efter fordringen.
Den anden betingelse er, at fordringen skal gælde for enhver mulig person. Fordringen skal derfor være konsistent med, at alle personer kan leve efter den. Den må derfor indebære, at den enkelte skal bøje sig for, at også andre personer skal kunne leve som personer. For forskellige personer må så gælde, at de hver især bør handle i konsistens med, at de alle kan opretholde eksistensen som personer. De bør ikke ødelægge hinandens livsbetingelser.
Men så er det ikke længere tale om to betingelser for et svar på det etiske spørgsmål. Så er der tale om svaret selv. Betingelserne implicerer en rationel minimumsfordring, som enhver person må være underlagt. Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person. Det er den etiske grundfordring: Det etiske konsistenskrav.
Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebsmæssige overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.
(Citeret efter filosoffen Kai Sørlander).
Spørgsmålet er så, hvad det etiske konsistenskrav implicerer med hensyn til hvordan samfundet bør indrettes? Med det spørgsmål bevæger vi os fra etikken ind i den politiske filosofi.
Da Arne imidlertid har tilkendegivet, at han ikke har den helt store interesse i at ”tærske langhalm” på fornugtsmæssige begrundelser til fordel for demokratiet, er jeg dog noget usikker på, om det tjener noget formål at fortsætte med en undersøgelse af hvad det etiske konsistenskrav implicerer rent politisk.
Det er et spørgsmål som min opponent eller andre debattører må svare på, for der er jo ingen grund til at anvende tid og kræfter på en argumentation som på forhånd afvises som uinteressant, uvedkommende eller trættende.
Blot en enkelt kort afsluttende bemærkning om de mange positive og fredelige passager der helt afgjort findes i Koranen. I fortolkningen af Koranen gælder princippet om abrogering, det vil sige, at vers som tidsmæssigt kommer senere erstatter tidligere vers om samme emne i tilfælde af inkonsistens. Dette har den konsekvens, at de mange fredelige og tolerante vers, som stammer fra Muhammads første tid før han fik politisk og militær magt bliver erstattet af de langt mere krigeriske og uforsonlige vers fra den efterfølgende periode hvor Muhammad nedslagtede islams fjender med sværdet.
Desuden er fortolkningen af Koranen ikke et ”tag selv bord” for muslimer. Det tilkommer alene de retslærde og præsteskabet at udlægge teksten og muligheden for egentlige nyfortolkninger ophørte for omkring et årtusinde siden. Det er alle islams førende retsskoler enige om, selv om der er en vis mindre divergens mellem shia og sunni muslimer på dette område, således som jeg kort redegjorde for i mit forrige indlæg i denne tråd.
Jeg er derfor mere forbeholden og skeptisk i forhold til Arnes forhåbninger om muligheden for fremkomsten af en mere fredelig form for islam, for eksempel på grundlag af fredelig dialog med salafi bevægelsen og jihadier. I en sådan dialog har de militanmte islamister desværre både islams tradition og de retslærdes udlægninger af teksten på deres side. Dette er også efter min opfattelse en af grundene til, at vi ikke ser de mange millioner af ”fredelige muslimer” der sikkert findes, protestere vildt og voldsomt når de militante begår terrorhandlinger mod sagesløse civile. Dette i skarp kontrast til de massedemonstrationer og den vold, mord og mordtrusler som nogle harmløse karikaturtegninger udløste i den muslimske verden. Den som tier samtykker siger et gammelt ordsprog, og det må så også gælde for de mange millioner muslimer, der forholder sig passivt når deres ”fredelige og tolerante” religion anvendes som legitimation til at begå vold, folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden.
Hilsen
Ipso Facto 
------------------
“Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed. Umyndighed er mangelen på evne til at betjene sig af sin forstand uden en andens ledelse. Selvforskyldt er denne umyndighed, når årsagen til den ikke ligger i forstandens mangler, men i manglende beslutsomhed og mod til at betjene sig af den uden en andens ledelse. Sapere aude! Hav mod til at betjene dig af din egen forstand! er altså oplysningens valgsprog”.
(IMMANUEL KANT (1724-1804), BESVARELSE AF SPØRGSMÅLET: HVAD ER OPLYSNING?, 1784).
|
|
|
|
