|
2
registrerede
(2 usynlige),
102
gæster og
24
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Michael
Emne: Re: Til det alvorlige menneske
|
’’Agt derfor paa, HVORDAN I hører; thi den, som har, ham skal der gives; og den som ikke har, fra ham skal endog det tages, han synes at have.’’ (Lukas, 8, 18)
Dette er døren til Guds Rige, at forstå hvordan man lytter. Våg, siger Jesus, at våge betyder at være opmærksom, at se og lytte. Vi burde åbne vore øjne og øre og lære at se og lytte ikke blot fysisk, men også mentalt.
At lytte og se, er den eneste vej til sandheden og den er forbundet med den allerdybeste form for menneskelig værdighed. Ingen kan se og lytte på éns vegne, det kan man kun selv.
Derfor kan man ikke tale om det, man kan kun gøre det. Lytte til sig selv, lytte til andre, lytte, når man læser en bog, når man ser TV eller deltager i samfundslivet.
Men vi lytter aldrig. Vi hører. Vi hører det, vi ønsker at høre og vi bygger videre på det vi har i forvejen. Er det ikke sådan, at vi afviser det, vi ikke ønsker at høre, samtidig med at vi labber det i os, som understøtter vores egen fortolkning? Men dette er ikke at lytte, det er at høre. Når vi lytter efterlader vi intet spor, vi opfatter umiddelbart hvad der er sandt eller falsk og den sammenhæng det optræder i. Når vi hører, hober vi viden op, vores viden bliver stadig større. Der sidder vi med vores kæmpemæssige verdensbillede og føler os kloge, men hvad så når vi står foran dødens dør? Hvad nytter al vores viden os da?
Da vil vi opdage at alt det vi troede vi havde, alt sammen kun er noget vi syntes at have.
Men hvis vi, mens vi levede, forstod at lytte, da ville vi opdage, at vel slog vi os fordærvet da synet af sandheden rystede vore forudfattede meninger, vel måtte vi forlade alt hvad vi kendte, men mens vi lyttede voksede vores forståelse til en eksistentiel styrke som selv døden ikke kan udslette.
Døren gik op ind til stilheden og det uendelige rum hvor der ikke er nogen fordømmelse, men hvor man kan være sig selv, som man er.
Problemet med os er, at vi altid ser os selv i en social sammenhæng. Vi har så mange uopfyldte behov, dybest set vil vi gerne elskes. Men ikke nok med at vi vil elskes, vi vil også elskes alligevel, selvom vi altid gør det forkerte.
Og vi sammenblander altid disse behov med vores forståelse af tingene. Vi isolerer altid os selv om det så er fysisk eller mentalt, inde i vores eget sind isolerer vi os fra kontakten med andre mennesker. Måske vi er åbne, os selv, overfor dem vi kender, men når vi møder nogen vi ikke kender så lukker vi af og dermed ødelægger vi helheden, friheden.
Det er en del af forståelsen af sandheden at forstå, at man som menneske lever i forbindelse med andre mennesker, intet kan leve i isolation, heller ikke psykologisk isolation. Dette er den sociale dimension som man må forstå, men der er også en eksistentiel dimension, en subjektiv dimension, dette at vi kan føle vores krop f.eks.
Vi tror at vi er interesserede i vores eget liv, men i virkeligheden er vi interesserede i at føle tryghed, at få opfyldt vores behov for at blive elsket. Vi ser aldrig helheden, at den anden er ligesom os selv og derfor skaber vi afstand mellem os selv og den anden.
Har vi ikke delt livet op i sociale roller? Der er dem, som er betydningsfulde og selv betyder vi ingenting. Vi lever i denne sammenligning. Vi lytter til autoriteter uanset om de er religiøse eller andet, men ingen tør at tage sit eget liv op, alene med sig selv og i stedet for, rumme forståelsen af at vi er i samme situation selv om vi er forskellige mennesker.
De sociale roller har ingen betydning, vi er alle levende mennesker om vi så er rige eller fattige og vores liv har betydning for os selv og de mennesker som udgør vores sociale netværk. Dette er livet, os selv og den anden. Men altid søger vi forklaringen udenfor os selv, i religiøse bøger eller i religiøse forbilleder. Alle lever vi i vores eget selvskabte teater. Alt hvad vi gør opfatter vi i en social sammenhæng selvom den sammenhæng vi selv indbilder os at vi eksisterer i måske er forskellig fra hvordan den anden opfatter os. Og hvis den anden ikke er tilstede så er vi vores egen tilskuer i vores eget teater. Al den såkaldte psykologiske viden er med til at manifestere denne illusion, at vi forstår os selv, mens vi i virkeligheden kun indhøster viden. Det er ikke det samme som selv at se sig selv og den sammenhæng man optræder i.
Nu bor jeg ikke blandt jer velbjergede. Men det forekommer mig at det må være lettere at forstå sig selv, når man er jer end de har som jeg til daglig omgås. Det er ikke let at forstå sig selv hvis man er udstødt, hvis man er for tyk, grim eller på en eller anden måde mislidt. Det kræver en enorm styrke.
Der er imidlerid ingen sandhed medmindre man giver sig i kast med sit eget liv og der er ingen rettesnor for hvad man skal gøre, fordi man er en unik person. At forstå sig selv er netop at forstå sig selv og ikke den anden.
Måske det er for svært. Men så har vi da en rettesnor at gå efter når vi lever vores liv. Gør mod andre hvad du vil at de skal gøre mod dig. Hvis vi er uvenlige mod andre bliver de også uvenlige mod os og dermed skaber vi selv det rum vi lever i. Det er ikke så sjovt. Hvis vi derimod altid behandler andre venligt, så bliver de også venlige mod os, så skabes der et andet rum og vi har det meget bedre med os selv.
En ubønhørlig lov, som man selv kan konstatere i sin egen virkelighed, vi skaber selv vores egen virkelighed i kraft af hvordan vi forholder os til andre.
Begynd der. Tving dig selv til at være venlig, snart bliver det en vane og du vil opdage at det er dejligt når andre mennesker godt kan lide en, hvilket de kan hvis man gør sig en anstrengelse og ikke kun tænker på sig selv.
Vi ved da godt alle sammen hvad det vil sige at være sandfærdig. Vi ved da godt når vi lyver overfor os selv eller andre. At se at man lyver og hvorfor man gør det, er at forstå sig selv, når man forstår, ser, denne sandhed er man fri af den og man kan selv vælge om man vil lyve eller ej. Måske man vil udfordre skæbnen og sige sandheden selvom man ved at det vil medføre ubehageligheder. Eller også vælger man bevidst at lyve fordi en stædig fastholden af sandheden ville gøre mere skade end gavn.
Der er ingen skyld eller straf. Der er ingen synd eller frelse. Der er ingen fordømmelse eller retfærdiggørelse og der er ingen grund til at sammenligne sig selv med andre. Man er hvad man er. Man kan være både heltemodig eller ussel, man kan være frygtelig kedelig eller man kan være spændende, det er ikke væsentligt. Det væsentlige er at man er hvad man er og det er ikke noget statisk.
Derfor drejer det sig om at lære hvordan man kan se og lytte. Hvordan man kan være opmærksom både på sig selv og andre, naturen omkring os og i det hele taget. Det kan man kun selv gøre. Man kan kun selv leve sit eget liv.
Der bor Gud, min ven. For enden af dig selv og ingen andre steder. For du er livet, du er mennesket og det er jeg og den anden også. Du er ikke bedre end mig og jeg er ikke bedre end dig vi er blot forskellige.
Mange vil fortælle dig om Gud om Han eksisterer eller ej, men de er alle mennesker der ikke forstår sig selv og derfor giver de kun udtryk for deres egne meninger. Når du derfor møder Gud, vil du ikke være i tvivl for Gud er kærlighed og derfor kan du ikke møde ham før du elsker både dig selv og alle de andre.
Men for at møde Ham må du først lære at elske dig selv og ikke mindst din næste. Det betyder i dybeste instans at du ser dig selv som du er og den anden som han er uden at du fordømmer hverken dig selv eller ham. Vi er ikke så forskellige endda, vi er alle utilstrækkelige og at erkende sin egen utilstrækkelighed, ikke som en rolle, men i sandhed, er begyndelsen til selverkendelsen.
Det giver ingen mening at tale om Gud medmindre der er kærlighed. 
|
|
|
|
