|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: SLIP RELIGIONEN FRI
|
Hej Ipso Facto.
Tak for en grundig gennemgang af, hvad demokrati er.
Jeg indser - og beklager - det uheldige i at søge at svare både dig og Ole Bjørn i et enkelt indlæg. Det var nok "at skræve over mere, end bukserne kan holde til" 
Det, der overrasker mig mest, er at begrebet demokrati er så omfattende og så mangetydigt.
Jeg forstår selvfølgelig godt dine bestræbelser på at begrunde demokratiet rationelt - baseret på, hvad du kalder: "etiske konsistenskrav", samt at, hvis det ikke kan lykkes, da at valget af demokrati blot er en overbevisning, en tros-sag eller en smags-sag.
Når jeg læser dit indlæg igennem forekommer det mig imidlertid, at det ender på det sidste - en trossag - eventuelt med den tilføjelse, at demokrati nok er den mindst ringe styreform.
Ved gennemlæsningen opdager jeg også, at der mellem de mange varianter er nogle, som har min sympati, og andre som har mindre.
For eksempel er jeg meget glad for ordene fra Hal Koch:
“I det store og hele findes der kun to veje til at finde denne løsning [på konflikten mellem forskellige interesser]: Man kan slås sig til rette, hvilket vil sige, at det bliver den stærkeres vilje, som råder; således går det til i junglen; ofte er det imidlertid vanskeligt at se forskel på menneskers og jungledyrs optræden. Man kan tale sig til rette, hvilket vil sige, at man gennem en samtale mellem de stridende partersøger at få sagen alsidigt belyst, og at de samtalendeparter virkelig bestræber sig for – det må ikke glemmes – gennem samtalen at nå til en rigtigere og rimeligere forståelse af konfliktens problem. Dette er demokrati. Det er samtalen (dialogen)og dens gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen. Hvor dette glipper, vil man uvægerligt falde tilbage til magtkampen. Således forstået er demokratiet noget langt mere omfattende end en bestemt samfundsmæssig styreform”
"Gensidig forståelse og respekt", er nok det jeg især "tænder" på - uden at jeg egentlig kan give det en fornuftsmæssig begrundelse - og selv hvis jeg kunne, ville det ikke være den sande årsag.
Den ligger snarere i mit livssyn eller livsanskuelse, som jo er kraftigt religiøst præget (elske verden, livet og den mulige sandhed bagved).
Man kan sikkert godt kalde demokrati en ideologi (et "abstrakt ideal", som du skriver), men i Hal Koch's version repræsenterer det vel tillige en grundindstilling til, hvordan man kan forholde sig til andre mennesker (og i dag tillige til verden iøvrigt - menneskeheden globalt, klodens tilstand).
Og dér, hvor en sådan indstilling vel skal stå sin prøve, vil vel være i dialog med grupper, som militante islamister, danske nazister, HisbUtTahrir, Irans præstestyre, Taleban osv.
Og sådanne dialoger - i forsøg på gensidig forståelse og respekt - behøver jo ikke at foregå naivt - eller med given køb på egne holdninger.
Alf Ross, som du også citerer, har selvfølgelig ret i sin påstand om vi almindelige menneskers tilbøjelighed til at være
"behersket af fordomme og traditioner, mistroisk mod alt nyt", men også her tror jeg mere på dialogen og kommunikationen end på "trangen til tillidsfuld tiltro, til ledelse af dem, der er klogere og mere indsigtsfulde end en selv".
Jeg ser ingen som helst grund til, at livsanskuelser - enten de så er ateistiske eller religiøse - skal holdes ude af demokratisk politik - ligesom jeg heller ikke ser nogen grund til at religiøse samfund, som folkekirken, skal have en fortrinsstilling med "mundkurv" på - eller at andre religøse, ateistiske eller agnostiske samfund skal holdes ude af politik, så længe de ikke direkte arbejder på at nedbryde eller skade landets demokrati.
Tværtimod skal deres idéer og holdninger - efter min mening - respekteres på Hal Koch'sk manér som muligheder for fordomsfri dybere forståelse - ja endda måske inspiration.
Og så magter jeg ikke at tænke længere lige nu
M.v.h. Arne.
|
|
|
|
