|
1
registreret Arne Thomsen
463
gæster og
65
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: SLIP RELIGIONEN FRI
|
Hej Ole Bjørn!
Arnes diskussionsoplæg handler ikke blot om de lokale problemer med folkekirken, men som det fremgår af Arnes afsluttende bemærkninger, om det principielle spørgsmål: hvordan relationen mellem demokratiet og religionen bør være. Spørgsmålet om, hvorfor vi har religionsfrihed men ikke religionslighed.
Besvarelsen af det spørgsmål forudsætter først en principiel undersøgelse af hvordan forholdet mellem demokrati og religion bør være, og dernæst en empirisk undersøgelse af, hvordan samspillet mellem demokratiet og de forskellige religioner har udviklet sig rent historisk, således at vi kan lære af vore erfaringer.
Mit indlæg er udtryk for en sådan yderst elementær og kortfattet undersøgelse, og her er det vigtigt at bemærke, at ens demokratiopfattelse er afhængig af den begrundelse, som man giver for demokratiets berettigelse. Den her fremlagte opfattelse er speciel, i og med at den bygger på det etiske konsistenskrav. Derved adskiller den sig radikalt fra andre forskellige forsøg på at begrunde demokratiet.
Det fremgår ikke af Ole Bjørns indlæg hvorpå han begrunder demokratiets berettigelse. Faktisk synes Ole Bjørn at mene, at vi overhovedet ikke har demokrati, men en situation hvor ”flertallet har besluttet, at lovgivningen skal hvile på en blanding af nyttemoral og en moderat lutheransk kristen moral.”
Ole Bjørn opfatter endvidere det parlamentariske princip som stående i modsætning til demokratiet: ”Vort eget samfund er strengt taget ikke demokratisk i sin struktur men parlamentaristisk, d.v.s. at det lovgivningsmæssigt er et flertalsdiktatur.”
Her overser Ole Bjørn, at det nødvendigvis må være flertallet som bestemmer lovgivningen - ellers kan der slet ikke være tale om demokrati, men om en eller anden form for despoti, samt, at flertallet ikke kan beslutte hvad som helst, hvilket fremgår af den etiske begrundelse jeg giver for demokratiets berettigelse. Beslutningerne må træffes inden for rammerne af det etiske konsistenskrav.
Men der er korrekt, at det har været forsøgt at begrunde demokratiet på utilitarismens lykke- eller nyttemoral. Spørgsmålet er så, om denne begrundelse holder rent rationelt?
Da den utilatiristiske teori hævder, at man bør stræbe mod den størst mulige samlede ønske-opfyldelse, så må den først tage stilling til, om demokratiet faktisk er den styreform, der sikrer den største samlede ønske-opfyldelse. Det er ikke givet a priori. Dernæst – og vigtigere i denne sammenhæng – så vil utilitarismen som følge af sit udgangspunkt være tilbøjelig til at forstå demokratiet som et system, hvor individerne kan udtrykke deres politiske præferencer. Det er en opfattelse som radikalt adskiller sig fra min, hvor demokratiet er et system, hvor borgerne kan give deres etiske ligeværdighed politisk udtryk. Der er en afgørende forskel mellem, om det i ens politiske deltagelse blot gælder om, at man skal udtrykke sine præferencer, eller om det gælder om, at man skal tage del i en beslutningsproces, som er et konkret udtryk for den etiske ligeværdighed, og under den forudsætning, at man bør vælge således, at ligeværdigheden fortsat kan opretholdes. Det sidste er et rationelt krav, som går bag om vore præferencer. Og det er et krav som indeholder en eksplicit mindretalsbeskyttelse, som ikke på samme elementære måde er givet med et demokrati, der bygger sin selvforståelse på utilitarismen.
Demokratiet får altså et andet indhold, når dets etiske grundlag er det etiske konsistenskrav, end når det er utilitarismen. Og da gyldigheden af de respektive demokratiopfattelser afhænger af gyldigheden af de respektive etiske grundlag, så fører modstillingen på det politiske plan til den kritik af utilitarismen som jeg tidligere har fremført på religion.dk – link:
http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=etik&main=17150&type=post
Truslen mod og undergravelsen af vort demokrati kommer ikke blot fra religionen, heller ikke fra islam, men skyldes primært en udbredt mangel på rationalitet, der blandt andet giver sig udslag i en filosofisk/ideologisk uenighed om, hvad man i det hele taget skal forstå ved demokrati og hvordan og hvorvidt det kan begrundes rationelt.
Min demokratibegrundelse adskiller sig således også fra et særligt postmodernistisk forsøg på at give en sådan begrundelse. Postmodernismen benægter, at der findes endegyldige filosofiske sandheder. Som sådan er det et spørgsmål, om teorien er konsistent. Hævder den selv at være en endegyldig sandhed? – i modsat fald udelukker den ikke, at der kan være endegyldige sandheder. Men lad os her tage teorien for pålydende. Den indebærer så, at den enkelte bør være villig til at se foreløbigheden og den grundlæggende usikkerhed i alle ”metafysiske” standpunkter – både sit eget og andres.
Med denne erkendelse er det naturligt at slutte, at det ikke kan være berettiget at forsøge at gennemtvinge et bestemt synspunkt i den politiske sfære. Hvad skulle berettige en sådan tvang, når alle synspunkter dybest set er grundløse? Og derfra synes man så også at kunne slutte, at man bør slå sig til tåls med en demokratisk orden, hvor der kan skabes et politisk kompromis mellem de forskellige partielle synspunkter. Men problemet er, at denne slutning ikke er gyldig, uden at man også har en præmis om personers ligeværdighed. Præmissen om de forskellige rivaliserende synspunkters ultimative grundløshed er ikke i sig selv nok til at nå frem til demokratiet som en løsning. Imidlertid må man have præmissen om ligevædighed et andet sted fra end fra postmodernismen, hvis den ikke selv skal opløses som grundløs. Og når man har den præmis, så har man i princippet nok til at kunne begrunde berettigelsen af demokratiet; så behøver man slet ikke den den postmodernistiske præmis.
Afslutningsvis gør Ole Bjørn sig nogle overvejelser over den svækkelse eller undergravning som følger af demokratiets afgivelse af suverænitet til overnationale organer:
”Desværre har vi frivilligt underlagt os nogle internationale retssystemer, som på en række punkter har vist sig at være i strid med vore egne flertalsbeslutninger. En vis destabilisering af det danske samfund bliver derved uundgåelig.”
Som jeg ser det, er problemet også her befolkningens manglende rationalitet og evne til at gennemtænke alle konsekvenser af en given suverænitetsafgivelse til overnationale organer, som ikke er demokratisk valgte, ikke står til demokratisk ansvar og som unddrager sig det demokratiske princip om "checks and balances". Det gælder for så vidt både internationale domstole, FN systemet, menneskerettigheds- og flygtningekonventioner som det gælder EU, der bestræber sig på at erstatte medlemsstaternes grundlove med en forfatningstraktat og en lovgivning som står over grundloven. Hensigten er tydeligvis ikke længere et forbund af suveræne enkeltstater – et statsforbund, men en ny forbundsstat, et euro-arabisk emperium kaldet EURABIA der forsøger en sammensmeltning af islamiske, kristne og postkristne værdier fra oplysningstiden med islam i en ny type multikultural statsdannelse.
Et sådant forsøg er efter min opfattelse lige så undergravende for demokratiet som det marxistiske eksperiment i Sovjetunionen var, da det bygger på ønsketænkning og manglende rationel gennemtænkning af de grundlæggende principper og fornøden hensyntagen til de historiske erfaringer.
De spørgsmål som Arne rejser om demokratiets forhold til religionen må således ses i et større perspektiv, både principielt og historisk, således som jeg kortfattet har forsøgt at redegøre for i mine to indlæg i denne tråd.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
