|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
472
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Ipso Facto
Emne: Re: SLIP RELIGIONEN FRI
|
Hej Arne!
Dit udmærkede diskussionsoplæg, om hvordan forholdet mellem stat og religion bør være i et demokrati, fortjener en kommentar.
Rent principielt giver jeg Arne ret i, at det er ”noget rod”, dvs. inkonsistent, at vi ikke både har religionsfrihed og religionslighed.
Begreberne religionsfrihed, religionslighed og sekularisering får deres betydning fastlagt i forhold til den demokratiske bestræbelse, der bør forstås som et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden.
Den vokser ud af et rationelt spørgsmål om, hvem der skal bestemme, hvorledes samfundets love skal være. Det er, fordi det IKKE er muligt på en rationel uangribelig måde at begrunde, at nogen har en særlig ret til at bestemme lovene, at man i stedet kan slutte, at så bør alle have lige ret. Således kan man negativt begrunde rationaliteten i den demokratiske bestræbelse. (At begrundelsen også kan tage en positiv vej, som bygger på det etiske konsistenskrav, vil jeg ikke gå nærmere ind på i denne sammenhæng). Dette medfører, at den demokratiske bestræbelse ikke selv må kategoriseres som udtryk for en særlig religion, da den bygger på rationelle overvejelser og ikke på tro.
Spørgsmålet er så, hvorledes man fra demokratisk hold bør forholde sig til religionen. Eftersom demokratiet forudsætter, at den enkelte må have frihed til selv at tænke de politiske spørgsmål igennem, så forudsætter det også, at alle kan få den nødvendige baggrundsviden. Det kræver som minimum, at der er frihed til at debattere og til at argumentere for forskellige politiske holdninger. Demokratiet kan ikke leve uden en almindelig respekt for den enkeltes ret til at gøre sig sine egne tanker om tilværelsens mening og til at diskutere disse tanker med andre. Det kan ikke leve uden åndsfrihed, og til den hører også RELIGIONSFRIHED. Fordringen om demokrati er altså knyttet sammen med en fordring om religionsfrihed.
Hvad angår fordringen om demokrati, så giver den mig ret til en politisk indflydelse, som på et basalt plan skal være ligeværdig med andres, og som har sit udtryk i den demokratiske afstemning.
Men denne ret modsvares så også af en forpligtelse til at bruge retten på en sådan måde, at demokratiet opretholdes. Det vil sige, at jeg moralsk er forpligtet til at anvende min politiske indflydelse til at stemme for en lovgivning, som sikrer, at demokratiet ikke svækkes.
I et demokrati er retten til religionsfrihed altså direkte forbundet med en fordring om, at den enkelte skal kunne adskille sin politiske forpligtelse fra sin religiøse overbevisning. Den enkelte ”betaler” sin religionsfrihed med en pligt til ikke at anvende sin religion som politisk platform. Ligesom han ”betaler” sin demokratiske ret til politisk ligeværdighed med en moralsk pligt til at bruge sin politiske indflydelse på demokratiets opretholdelse. I demokratiet er religionsfriheden knyttet sammen med forpligtelsen til IKKE at begrunde sin politiske holdning i sin religion, men ALENE at begrunde holdningen i de nødvendige forudsætninger for demokratiets opretholdelse.
Et velfungerende demokrati kræver derfor SEKULARISERING, hvilket forudsætter, at borgerne kan adskille deres demokratiske forpligtelse fra den forpligtelse, som deres religiøse overbevisning indeholder. Problemet er, hvordan demokratiet sikrer, at dette krav opfyldes?
Principielt er der forskellige muligheder.
Den første er, at borgerne faktisk er så rationelle, at de hver især helt bevidst er i stand til at adskille deres politisk/demokratiske forpligtelse fra deres religiøse overbevisning. Men hvor mange er så rationelle?
Hvis folk helt bevidst er i stand til at adskille politik og religion, så er der grund til at antage, at deres religion ikke stikker særligt dybt. Det er næppe troværdigt, at folk, som alvorligt bekender sig til en religion, der per definition går ud over, hvad der kan begrundes rationelt, også vil have rationalitet til SELV at adskille politik og religion. Men hvis det ikke er troværdigt, hvorledes kan man så få den krævede adskillelse mellem politik og religion ind i den enkelte borgers hoved?
Den enkleste mulighed er, hvis religionen selv bringer adskillelsen med sig. Hvis altså religionen selv afstår fra at ville være politik og derfor ikke har nogen politisk lovgivning – ingen politiske budskaber med i sin forkyndelse. Men det er naivt at tro, at alle religioner opfylder den betingelse.
Den rent principielle gennemtænkning af forholdet mellem demokrati og religion må acceptere, at religioner kan være forskellige med hensyn til, i hvilken grad de indeholder en politisk lovgivning, og derfor hvor let eller hvor vanskeligt de har ved at bøje sig for det demokratiske krav om sekularisering.
Selv om det rent principielt følger af lighedsprincippet, at alle religioner bør stilles lige i forhold til demokratiet, så følger det også, at religioner kan være forskellige og mere eller mindre forenelige med demokratiets opretholdelse, hvorfor det af rent politisk pragmatiske grunde kan være berettiget at behandle religioner forskelligt. Hvor langt man bør gå i denne forskelsbehandling af religionerne beror i sidste instans på et etisk/politisk skøn som må træffes inden for rammerne af det etiske konsistenskrav.
Svaret på Arnes spørgsmål om, hvorfor vi har religionsfrihed, men ikke religionslighed her i landet er ganske enkelt, at hensynet til demokratiets opretholdelse og samfundets sammenhængskraft af grundlovsfædrene blev vejet tungere end hensynet til et elementært abstrakt lighedsprincip.
Den historiske begrundelse for at give den luthersk evangeliske kirke en præferencestilling i forhold til alle andre religioner var, at denne religion i sin forkyndelse selv stiller krav om adskillelse af religion og politik samt at folket blev opfattet som et kristent folk og Danmark som et kristent land.
Til afslutning stiller Arne spørgsmålet om ikke det var på tide at lade de pragmatiske hensyn falde til fordel for de ideelle demokratiske fordringer:
”Var det ikke på tide, at vi ændrede grundloven sådan, at vi får religionslighed i Danmark, og at staten, hvis den absolut vil styre indsamlingen af kirkepenge (via kirke- og statsskat), da fordeler pengene ligeligt til de forskellige religiøse (og ateistiske) samfund i forhold til deres antal medlemmer - eller at staten blander sig helt udenom?”
Vi er efter min opfattelse nu nået til et punkt i den historiske udvikling hvor folkekirken ikke længere tjener til at opretholde demokratiet, men tværtimod i stigende grad er med til at undergrave det. Der er dels tale om en general afkristning af det danske folk samt at den statsunderstøttede folkekirkes præster og menigheder i stigende grad sammenblander politik og religion og dermed bryder med demokratiets etiske krav om sekularisering. Kirkefolkene vil både blæse og have mel i munden samtidig. Et ”kristeligt folkeparti” er en uskik i et demokrati og det samme er folkekirkens underdanighed over for islams politiske fordringer samt tilpasning til en multikulturel ideologi der truer den rationelle demokratiske samfundsorden.
Religionslighed og total sekularisering indebærer, at staten som sådan heller ikke har nogen som helst andel i trossamfunds økonomi, det må blive helt deres egen sag. Den religiøse ligestilling bør endvidere implicere, at der hverken ydes tilskud, gives skattefradag eller ydes andre fordele til medlemmer af trossamfund. Den eneste rolle staten har i et sekulariseret samfund med religionslighed er at sikre demokratiet bedst muligt, bl.a. ved at etablere en godkendelsesprocedure, således at trossamfund der i deres forkyndelse eller gudsdyrkelse krænker retsstatens demokratiske grundprincipper eller gennem opfordring til ulovligheder eller vold undergraver demokratiet, enten kan nægtes godkendelse eller helt forbydes.
Ligesom der er en ”pris” at betale for religionsfriheden er der også en ”pris” at betale for religionsligheden.
Arne synes i den afsluttende sætning ikke at have ordentligt styr på begreberne: ”Vi har ofte travlt med at kritisere religiøs undertrykkelse i andre lande, men er vi egentlig ret meget bedre selv?”
Der er en meget væsentlig forskel på religiøs undertrykkelse og det at give en bestemt religion en præferencestilling, når det sker på baggrund af fuldstændig opfyldelse af kravet om religionsfrihed. Egentlig religiøs undertrykkelse kan der efter min mening kun være tale om, hvis princippet om religionsfrihed ikke fuldt ud er opfyldt.
Hilsen
Ipso Facto 
|
|
|
|
