|
0
registrerede
184
gæster og
40
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Stilheden
|
Hej Treram.
Jeg er vågnet her midt om natten (pensionistens frihed) og fik lyst at svare dig.
Min fornemmelse er, at du ikke frigør dig fra religiøs dominans og magtmisbrug - og derfor ikke får mulighed for at lade ordene tale for sig selv.
Jeg har ingen hensigter om at forsvare bibelen eller andre religiøse skrifter, men vil dog gerne se dem uhildet.
Angående den barmhjertige samaritaner så er jeg da helt enig med dig i, at hverken kristendommen eller nogen anden religion kan tage patent på næstekærlighed, men det betyder vel på den anden side heller ikke, at religiøse skrifter skal have forbud mod at beskæftige sig med emnet.
I fortællingen om samaritaneren er der jo et opgør med den tids jødiske næstekærlighed, hvor næsten mere - så vidt jeg har forstået - peger i retning af de nærmeste.
Samaritanere var jo dengang en ugleset minoritet - man kunne måske sammenligne dem med nutidige danske ghetto-muslimer.
Præsten og levitten (hjælpepræst) ville vel i dag svare til myndighederne/den organiserede kirke.
Hvem den nødstedte i fortællingen er, siges der ikke noget om, men det kunne vel sagtens være en nutidig rocker, der var blevet skudt i en bandekrig.
På den måde har vi så en muslim, der hjælper en rocker, som ingen andre vil hjælpe.
Man kan da ikke sige, at det er en lovprisning af den tids præsteskab eller vor tids myndigheder/kirke.
Og fortællingen ender med spørgsmålet, hvem der er næsten for den nødlidende og med en opfordring til os alle om at være ligeså.
Hvem er næsten for de ca. 20.000 børn, der dør af sult på denne klode - hver dag - eller for de ca. 10.000 yderligere, der dør af sygdom - eller for den militante selvmords-muslim - eller for massemorderen, den pædofile, voldtægsforbryderen osv.?
Det er vel også indeholdt i denne fortælling?
Og når vi kommer til saligprisningerne (salig: velvære, lykke), så er det jo ikke de unge, de rige og de smukke, der nævnes, men derimod de fattige i ånden, de sørgende, de sagtmodige, de rene af hjertet osv.
Det er vel egentlig også lidt revolutionært?
Når vi så kommer til fortællingen om forklarelsen på bjerget, bliver det jo straks vanskeligere, og det er jo her, vi får brug for at slippe tøjlerne og give fantasien frihed til at udfolde sig.
Med "mytisk-poetisk" mener jeg jo, hvad man kunne kalde en kunstnerisk præget fortælling.
Hvis man alene bruger sin forstand objektivt, får man jo heller ikke meget ud af eventyret om Tornerose - eller van Gogh's billeder.
Men hvis man giver sine følelser, fornemmelser, intuitioner, anelser og fantasier friheden, så mener jeg, det kunne begynde at dæmre.
Tenen, som Tornerose stikker sig på, hvad er det, den står for?
Det skæve i van Gogh's billeder, hvad er det?
I fortællingen om forklarelsen på bjerget bliver tømrersvenden pludselig til en lysende gud, tiden brydes ned og to personer fra fortiden bliver nutidige (Moses og Elias), mens en lysende sky begynder at tale.
Hvis ikke dét er en frydefuld beretning om gud som fantasi, så ved jeg ikke hvad det er.
Men man er jo nødt til at slippe sin nøgterne fornuft for at kunne nyde den.
Om det er sandhed?
Er Tornerose sandhed?
Er van Gogh's billeder sandhed?
Er det spørgsmål overhovedet det rigtige at stille?
M.v.h. Arne.
P.S.: Tro nu ikke, at jeg har i sinde at forsvare bibelen, koranen osv. Jeg synes, der står meget lort i dem alle - men der er perler ind imellem, synes jeg - hvis man ellers tør "slippe sig selv løs" 
|
|
|
|
