|
2
registrerede Arne Thomsen
,(1 usynlig),
242
gæster og
181
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: ALH
Emne: Re: TROENS GAVE eller KUNSTEN AT LUKKE ØJNENE.
|
Kære Ole Bjørn
”Som sædvanlig kommer du med et kvalificeret svar, i dette tilfælde på troen set indefra. Spørgsmålet er så, om du er i stand til at se rationelt på årsagerne til din egen tro. ”
Det er vel et spørgsmål om, hvordan vi forstår årsagerne, og om disse alene skal være rationelle? Såfremt der nu måtte være en Gud eller blot mere mellem himmel og jord, som vi ikke kan begribe rationelt, så lader troen sig heller ikke forstå eller beskrive rationelt. Dette vil jeg mene er årsagen til trostvivlen, hvilket måske bedst kan beskrives som en tilstand mellem troen og ikke-troen. Fra dette ståsted kan man så alligevel tage springet ind i troen eller vælge den agnostiske position (der ikke formår eller vil overgive sig) eller ateismen.
Tvivlen for den troende er i og for sig en tvivl på, om trosindholdet nu også er der, og jeg er derfor ikke enig i din tese om, at troen ”er en afløser af en periode med usikkerhed og tvivl.” Troen behøver ikke at opstå på baggrund af en periode med usikkerhed og tvivl. Jeg kan selvfølgelig ikke benægte, at dette faktisk er tilfældet for nogle, men det gør stadig ikke troen til et behov for forklaring eller tryghedsdækning. Her synes jeg nok, at du ligesom Simon2 kommer til at sammenligne troen med det at være objektivt og rationelt vidende om verdens beskaffenhed. Jeg mener, at det er to forskellige planer, hvor det ene ikke udelukker det andet.
Jeg ved ikke altid, hvordan jeg skal forholde mig til religiøse åbenbaringer. Der er forskellige slags og forskellige grader. For at nærme os deres betydning (og årsag) tror jeg, at vi skal forstå dem nedefra. Hvor du forklarer åbenbaringen ud fra psykiske årsager og dermed giver troen navnet ”redningsplanke”, mener jeg, at denne årsag så som traumatiske oplevelser kan være medvirkende til, at man griber troen, fordi man nu har brug for Gud eller har oplevet Gud på den ene eller anden måde. På den måde kan psykotiske eller blot psykiske processer være en ”ØJENÅBNER”, hvilket er lidt pudsigt, idet du hævder det modsatte: TROENS GAVE eller KUNSTEN AT LUKKE ØJNENE.
Mit liv - min egen trosproces taget i betragtning - er ikke åbenbaringsbevæget i den forstand andet end det, at jeg forstår troen som en bevægelse, der gradvist åbenbares (opleves eller erkendes men den er der akkurat som vores vejrtrækning er der) gennem det levede liv. Hvad jeg forsøgte at beskrive i mit mere uddybende indlæg til Hanskrist om den kristne mystik var, at det at komme mere ind i sig selv, at kende sig selv, har at gøre med det sjælelige, hvori der allerede er et rum for Gud og mennesket. Et sådant synspunkt kan du selvfølgelig sige er som grebet ud af den blå luft og, at det udelukkende uspringer af min egen fantasi. Men det er sådan, at jeg oplever det og tror på det, og jeg ser frugten af dets liv.
Hvad jeg imidlertid kan have svært ved at forstå er din udmelding om, at det er dig inderligt ligegyldigt, hvad folk tror på. Her synes jeg nok, at der er lidt forskel på, om det er Muhammed eller Kristus, da der første indebærer en muslimsk tro, og det andet en kristen tro. Mig bekendt plejer du ikke at finde islam som noget ligegyldigt 
Mvh
Anne
P.S
Der er en god dynamik på debatten for tiden..
|
|
|
|
