|
0
registrerede
221
gæster og
72
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Kræn-P
Emne: Re: Indoktrinering.
|
Kære debatkolleger.
Treram har i et andet forum været inde på menneskerettigheder for så vidt angår børn og religiøs påvirkning. Når man som jeg har passeret støvets år, bruger man af og til tid på at sidde og erindre. Det hænder også, at man skriver nogle af erindringerne ned, og det følgende er noget, som ligger i skrivebordsskuffen, og som jeg hidtil kun har gjort tilgængeligt for andre på et andet debatforum.
Min opvækst fandt sted i et husmandshjem i Jylland, og i hine tider stod Indre Mission stærkt på egnen. Faktisk havde vi naboer, som jeg uden tøven vil betegne som indremissionske fundamentalister af den type, som Hans Kirk har skildret så mesterligt i for eksempel »Fiskerne«.
I forskolen blev vi undervist af den iøvrigt dygtige forskolelærerinde frk. X. Denne frk. X var udover at være dygtig også medlem af Indre Mission, hvilket jeg efterfølgende har måttet konstatere, at hun i høj grad lod sin skolevirksomhed præge af.
I januar 1948, da jeg var næsten ti år gammel, skulle vi skrive den traditionelle hjemmestil om, hvordan vor juleferie var forløbet. I denne stil kom jeg ind på, at vi nytårsaften gik rundt til naboerne og fyrede vore karbid-dåser af, lavede nytårskunster og blev trakteret med småkager og pebernødder. Jeg berettede også om det, der var årligt tilbagevendende, at vi endte vor rundgang hos vore nærmeste naboer, hvor vi spillede kort (rommy om pebernødder), indtil det nye år begyndte kl. 24.
Da jeg var oppe ved katederet for at få min hjemmestil bedømt, blev frk. X vred, slog en tyk rød streg hen over mine sætninger, og udbrød: »Det pynter rigtignok ikke i en dansk stil, Kristian!« Herved fik jeg røde ører, og de blev rødere og rødere i takt med, at hun med mig stående ved siden af holdt et lille foredrag for mine skolekammerater om, hvor ukristeligt og stridende mod Guds bud, det var, at man overhovedet rørte et spil kort.
Hun pegede ned på det bibelhistoriske anskuelsesmateriale, der hang indrammet på væggene, og spurgte om Jesus havde ladet sig korsfæste for vor skyld og udgydt sit hellige blod, for at vi skulle trodse hans bud og hengive os til fornøjelser, som var djævelens værk.
Se, sådan noget synker dybt i hjertet på en tiårig bondedreng, der hjemme har lært at bede aftenbøn og har lært at synge til bords før måltidet og efterfølgende takke Gud for maden. En bondedreng, der nu fra en autoritet, som Frk. X var, får at vide, at fortabelsen i helvedes flammer er hans visselige destination, hvis han ikke holder op med det udsvævende liv, der består i at spille kort.
Når jeg i dag kommer forbi frk. X's gravsten på kirkegården, tænker jeg altid venligt tilbage på de fortrinlige faglige kundskaber, som hun bibragte mig i mine tre første skoleår, men mine tanker strejfer også Tove Ditlevsen: »Man gjorde et barn fortræd«.
Skulle jeg i fantasien give ordet til Frk. X, ville hun formentlig sige, at hun gjorde det i den bedste mening. Hun var motiveret af at ville bidrage aktivt til min sjæls frelse. At hun i virkeligheden udøvede sin magt over børnene, faldt hende næppe ind. Der var tale om en magtdemonstration, der har været med til at lægge grunden til mit senere standpunkt om, at hvor menighedsdannelse omkring en gud finder sted, lurer magtmisbrugets djævel ofte i kulissen. Og her er børn værgeløse.
Med venlig hilsen
Kristian Pedersen
|
|
|
|
