|
0
registrerede
1222
gæster og
553
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: Kirie eleison
|
Efter ved min konfirmation at blive udsat for præstens efterfølgende forsøg på tros-tvang, vendte jeg i mange år ryggen til al religion.
Det ophørte, da jeg i en moden alder kom i bundløs gæld pga. min daværende hustrus svindel mod mig.
I denne situation mødte jeg - helt alene i en meget lille kirke på en mindre bjergtop i en subtropisk urskov på en lille græsk Ø nord for Rhodos: En Kristus Ikon.
Hvad der skete, ved jeg ikke, men jeg fik modet på at leve videre – klarede lidt efter lidt mine praktiske problemer – og fik dyb respekt for den ”form for kristendom”, jeg havde mødt her.
Nu mange år senere er det begyndt at ændre sig. Jeg har ”mistanke” om, at det guddommeliges kærlighed, som jeg oplevede, ikke alene er til os mennesker, men til alt værende.
Måske har mennesker omkring Jesus Kristus ikke magtet at rumme denne altomfattende kærlighed og har derfor alene fokuseret på det guddommeliges kærlighed til os mennesker.
Om det forholder sig sådan? Det bliver nok aldrig afklaret, men jeg føler den nuværende kristendom som en indskrænkning.
For mig er Verdens Væren et ufatteligt mirakel – som jeg jo endda selv er en kortvarig lille bitte del af – og som inspirerer mig til altomfattende kærlighed – til at elske – efter evne.
Og min egoisme fornægter sig ikke, når det inden i mig siger: Kirie eleison - og som jeg ved, det også gør i mange græsk-ortodokse mennesker: Herre forbarm dig.
Ordet Herre forstås let som noget menneskeligt, så i stedet burde det vel egentlig hedde: Hersker.
Dét tager jeg dog ikke så tungt.
(Når jeg staver Kirie med i og ikke med y: Kyrie, er det fordi y i dette græske ord udtales nærmest som i. Dét lyder også mere rigtigt for mig).
Fasttroende kristne af forskellig slags vil meget muligt angribe min tro.
Her holder jeg mig til, at vi har trosfrihed i Danmark.
Den frihed giver jeg ikke fra mig 
Arne 
|
|
|
|
