|
0
registrerede
572
gæster og
81
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Arne Thomsen
Emne: Re: At være religiøs
|
Dét har jeg hidtil opfattet som dét at have bundet sig til én bestemt religion og dens dogmer, og det har jeg egentlig altid opfattet som ”en vej til tryghed og inspiration i en troet sandhed”.
Wikipedia har et ganske godt overblik over vi menneskers religioner – såvel globalt nutidigt som tillige historisk:
Jæger og samler-tidens animisme, hvor alt var besjælet, og som lever videre i shamanismen, - med shamanen som den åndelige leder, synes jeg egentlig ikke er så svær at fornemme – f.eks. et træs sjæl, men også et landskabs sjæl – og nemmere: et dyrs sjæl.
Heller ikke synes jeg, det er så umuligt at forestille sig, at oplevelsen af ”sjæle” kan føre til oplevelsen af overordnede sjæle: ”Guder”, og endnu videre: til ”én overordnet Gud”, samt endelig til ”én trefoldig Gud”.
Når jeg forsøger alene at forholde mig til den ene trefoldige Gud, så oplever jeg godt nok kærlighed, derved at jeg er blevet givet eksistens, men jeg oplever ikke guddommelig kærlighed til verdens væren i øvrigt.
Jeg tror, årsagen er, at det sjælelige i alt værende glider i baggrunden bag vi menneskers selvoptagethed, som vi åbenbart ikke havde så meget, da vi var animister.
I stedet har vi fået den af Gud skabte Satan m.m.m. i en dualistisk gudsskabt verden. Kan det benægtes?
En nutidig kronik af sognepræst Martin Herbst i Kristeligt Dagblad 13.01.2014: Hvorfor bliver man egentlig religiøs? – fremlægger synspunkter om stort set det samme emne.
Martin Herbst hævder, at:
Det religiøse engagement fødes typisk i forbindelse med erfaringen af savn, længsel eller tomhed. Samtidig ledsages det ofte af taknemmelighed, glæde og generøsitet.
På Freuds briks er der ikke plads til religiøse tolkninger af tilværelsen. Religion er en sygdom. Videnskaben er medicinen.
SIDELØBENDE MED DENNE NEGATIVE tolkning af religiøsitet har der eksisteret en skole med en diametral modsat dagsorden.
I denne tradition er religiøsitet, genuin religiøsitet vel at mærke, ikke et barn af Penia, men af Poros (se omtalen i kronikken). Den fødes, når de basale materielle, sociale og intellektuelle behov er blevet opfyldt. Først når man ikke længere behøver at tænke på penge, krop og karriere, er man fri, på græsk skole, til at hengive sig til Gud eller til kontemplationen af det guddommelige.
Repræsentanterne for denne skole tæller skikkelser som Platon, Aristoteles, Augustin og Aquinas. De var rørende enige om, at man ikke skal bruge Gud som et middel til at opfylde et behov eller udfylde en mangel. Ja, man skal slet ikke bruge Gud til noget.
Mvh. Arne 
|
|
|
|
