|
0
registrerede
39
gæster og
461
søgemaskiner online. |
|
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
Skribent: Hanskrist
Emne: Re: Tro
|
Hej Arne eller godmorgen Arne
Arne:
For mig er de kristne kirkers uenighed om treenigheden - Paulus medregnet - egentlig ret uvæsentlig, for mig er alt dette menneskelig overmod i forhold til det guddommelige.
"For mig er de kristne kirkers uenighed om treenigheden - Paulus medregnet - egentlig ret uvæsentlig"
Paulus tar ikke stilling til abstrakt teoretisk kirkefædre dogmatik
Og Paulus var modstander af at gøre vores liv og virkelighed med Gud i Kristus abstrakt
Abstrakt og teoretisk bliver det når vi taler om noget - som om der er objektive sandheder hvor vi som subjekter er fjernet fra ligningen
Det gjorde Paulus ALDRIG
Subjekt (vi mennesker) og objekt (Gud og det guddommelige) er ikke adskilt og kan ikke adskilles
Det er derfor Paulus er så livsbekræftende og det er derfor han fascinerer og drager os med sine Breve - der er enestående både litterært og teologisk - og i religiøs spirituel åndelig sammenhæng - der findes en SPIRITUALITET her som formidles os på enestående genial måde - manden må vi sige har været et geni
Paulus taler aldrig om Gud og det guddommelige uden at vi mennesker er talt med - altså kan vi ikke gøre vores samtale om Gud og det guddommelige til noget objektivt hvor vi mennesker er tænkt ud af ligningen, er fjernet fra ligningen
Også derfor jeg egentlig ikke bryder mig om følgende som også er abstrakt teoretisk kirkefædre dogmatisk tænkning:
For det andet var der i østkirken et andet syn på det religiøse billede end vestkirken havde. I øst havde kirken efter stor og voldsom indbyrdes strid nu fastslået, at det religiøse billede, ikonen, i sig indeholdt det guddommelige selv.
Ved et kirkemøde i Nikæa i 787 havde man i østkirken formuleret det sådan, at et billede af Kristus eller en helgen skulle tilbedes. Altså at det var den, som billedet forestillede og ikke billedet selv, der skulle være genstand for andagt. Det guddommelige var som idé gemt bag selv det ydre billede. Det hellige bllede er, som ortodokse teologer siger i dag, et ”vindue til Guds rige”.
"I øst havde kirken efter stor og voldsom indbyrdes strid nu fastslået, at det religiøse billede, ikonen, i sig indeholdt det guddommelige selv.
Altså at det var den, som billedet forestillede og ikke billedet selv, der skulle være genstand for andagt."
Selvfølgelig indeholder ikonen i sig ikke det guddommelige selv. Det er jo afgudsdyrkelse.
Kun Helligånden kan oversætte og åbenbare for os hvad billedet forestiller eller symboliserer der har relevans og betydning for os.
Det religiøse spirituelle åndelige er ikke abstrakt om noget objektivt fordi i det religiøse spirituelle åndelige er vi mennesker altid tænkt med, aktivt inddraget.
Det er altid om os og kan aldrig blive til en snak om noget i objektiv forstand.
Vi kan ikke skubbe Gud og det guddommelige væk fra os - ud i stiv arm.
I Jesus Kristus er Gud kommet os nær som virkelighed og fra det øjeblik kan det ikke være abstrakt teoretisk kirkefædre dogmatik. Som om vi kan tale om Gud og det guddommelige uden at vi samtidigt taler os selv med - hvilket er Paulus store fortjeneste - her bliver det kristne trosliv og dets SPIRITUALITET ALDRIG abstrakt, kirke eller kirkefædre dogmatiske abstraktioner, hvor man taler om noget fx Gud og det guddommelige og Ikoner uden at medtale og medtænke hvilken relevans og betydning har det for os.
Det er jo os der er på tale - fordi Gud og det guddommelige ikke har eksistens og virkelighed uafhængig vi mennesker.
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
|
|
|
|
