For det andet var der i østkirken et andet syn på det religiøse billede end vestkirken havde. I øst havde kirken efter stor og voldsom indbyrdes strid nu fastslået, at det religiøse billede, ikonen, i sig indeholdt det guddommelige selv.

Ved et kirkemøde i Nikæa i 787 havde man i østkirken formuleret det sådan, at et billede af Kristus eller en helgen skulle tilbedes. Altså at det var den, som billedet forestillede og ikke billedet selv, der skulle være genstand for andagt. Det guddommelige var som idé gemt bag selv det ydre billede. Det hellige bllede er, som ortodokse teologer siger i dag, et ”vindue til Guds rige”.