At en livsanskuelse begrundes af tanken, betyder ikke, at tanken kan nå til bunds i tilværelsen. Dybere end tanken er viljen, og den dybeste erfaring siger os, at vi er vilje, der vil leve, midt blandt vilje, der vil leve.

Mennesket må, når det forholder sig tænkende til sin egen livsvilje, gribes af ærefrygt for denne alt levendes hemmelighedsfulde indre magt, som vi kun i os selv oplever indefra. Etik er at vise al livsvilje samme ærefrygt som min egen, og dermed et grænseløst udvidet ansvar for alt levende.

Med ordene ”ærefrygt for livet” satte han ord på sin livsanskuelse, der omfattede, men også gik videre end traditionel etik. I Schweitzers etik indgik menneskets forhold til dyr og planter. I ethvert levende væsen røber sig en livsvilje, som kræver respekt og hengivelse. Schweitzer blev kendt - og ofte latterliggjort - for sit stædige krav om, at mennesket tager dyrenes lidelser alvorligt.

Husdyr eller forskningens forsøgsdyr må ikke udsættes for unødig smerte, og man må overalt søge at lindre dyrenes kår og skåne deres liv. Mange smilede ad hans krav om aldrig unødigt at slå et insekt ihjel.

Alt, hvad der lever, er helligt. Naturvidenskabens fremskridt har blot gjort naturen mere gådefuld, for der viser sig ingen overordnet mening i universets udvikling. Schweitzers filosofi lader de kosmiske gåder stå uløste, ligesom den respekterer dødens grænse.

I Afrika fandt han, at de indfødte ikke frygtede døden, men nok smerten. At kunne befri patienter for smerter var det dybest tilfredsstillende i hans arbejde, for ”smerte er en frygteligere herre end døden”. Dø skal vi alle, men smerten kan mennesket lindre for medskabningen.


Schweitzer skrev senere også om indisk og kinesisk tænkning, og han fandt, at vestlig filosofi i dag burde se sig selv som en del af en global menneskehedens filosofi.

han kritiserede den hastige afkolonisering med uddannelsen af en bureaukratisk elite og fortsat rovdrift på naturressourcer i stedet for at satse langsigtet på lokalt landbrug og håndværk.